I søndags udkom den længe ventede efterfølger til Grå magi, nemlig Heksens storm som er andet bind i serien om pigen fra Månehøjen. I den forbindelse har vi interviewet forfatter Lene Krog om bogen. Hun fortæller blandt andet om sine hekse, gudinder og fordelingen af kønsroller – forholdet mellem mænd og kvinder er nemlig i Bragimark anderledes fra hvad vi er vant til. Til slut kan du også finde ud af hvilken karakter Lene helst ville møde til en sludder … uden snak? Læs med!

Heksens storm

Der findes mange opfattelser af hekse, både i litteraturen og i virkeligheden. Hvor henter du inspiration til fremstillingen af hekse i dine bøger?

Jeg har hentet inspiration mange steder fra, lige fra den moderne heks over keltiske druider til gamle hedenske traditioner. Ikke at jeg er dybt inde i nogen af emnerne på det vildeste nørdniveau, men jeg har plukket lidt her og der, og blandet med et skvæt af fantasi har jeg skabt min egen version af hekse.

Mine hekse er forbundet til gudinderne, er en slags talerør for dem, deres forlængede arm så at sige, og er højerestående, respekterede medlemmer af samfundet. Som udgangspunkt er de gode og bruger deres kræfter med omtanke. I Bragimark er man desuden vant til magi. Det er ikke noget man som sådan går rundt og frygter, og der er en vis status i at være i besiddelse af magiske kræfter. Medmindre man er en Blåhjerte naturligvis. Blåhjerter er en mystisk magisk klan der har et skidt ry, og her har jeg trukket lidt på den kristne, middelalderlige version. Her spiller frygten for det ukendte ind for ingen ved hvad Blåhjerterne rent faktisk er. Der florerer uhyggelige historier om dem, men hvor meget har egentlig hold i virkeligheden? Der er fx dem der mener at alle Blåhjerter burde brændes på bålet. Det har man måske hørt om før?

Når heksene er forbundet til gudinderne, kan de så siges at være en slags præster? Eller hvordan ser samfundet i Bragimark ud ift. religion?

Der er ikke nogen ’præster’. Ingen der samler folket til messe eller gudstjeneste eller noget lignende. Der er ingen hellig bog. Folk tilbeder gudinderne på hver deres facon. Langt de fleste gør det dog ved at gå i bedehuse og lægge små offergaver, og de kan sende bønner via glasperler (som Merian gør det i Grå magi i den scene hvor hun genforenes med Leander). Heksene er, for gudinderne, faktisk mest tænkt som beskyttelse fra en ældgammel fjende der dog længe ikke viste sig at udgøre en trussel, og med tiden er de blevet dem der videreformidler budskaber fra gudinderne, og det er hekserådet der står for den opgave. Andre hekse kan hjælpe med andre ting – skabe regn hvis jorden tørster, vejlede i tilfælde af tvivl, hele ved dårligdomme – alt sammen i gudindernes navn fordi det er fra gudinderne at heksene har fået deres magi.

Du har i universet skabt et slags panteon hvor der er tolv gudinder og én gud. Hvad er dine tanker bag at lave en gudeverden bestående næsten udelukkende af kvinder?

I historiens helt spæde opstart læste jeg (og jeg kan virkelig ikke huske hvor, men den her ene ting hang ved) om at inkludere flere kvinder i roller som man ellers automatisk ville tildele en mand. Skurken, helten, gademusikanten, universitetsprofessoren, guderne. Så det var egentlig derfor at jeg gjorde dem alle til kvinder, og tolv var sådan et dejligt magisk tal. Jeg kunne godt have lavet en mere ligelig fordeling mellem gudinder og guder, men der var bare noget over at de alle sammen var kvinder. Så er der dødsguden, manden, outsideren, ham der er vogter af Maredybet. Han bor ikke i gudindernes verden og nævnes jo heller ikke i ”De tolv gudinder”. Til at begynde med betragtede jeg ham heller ikke som en del af gudeverdenen, men det gør han heller ikke selv. Af flere årsager som jeg ikke vil afsløre her. Men med ham er de tretten, og det er jo forbundet med uheld, vil jeg bare lige indskyde.

Seriens ”skurk” er (indtil videre?) Caris Bellis – en rimelig ustabil heks der ikke er bange for at sætte verdens overlevelse på spil for at opnå sine egne mål. I Heksens storm finder vi dog ud af at Caris også har oplevet en uret og måske har mere hold i sin motivation end først antaget. Hvad er dit forhold til Caris Bellis? Er hun en karakter der bør ynkes eller hades?

Jeg ville gerne lave en skurk der havde en god grund til at være det. Og jeg synes da også at Caris er berettiget til at tage hævn, men den er kommet temmelig meget ud på et overdrev. Så selvom hun oprindeligt oplevede en uret, og man kan sympatisere med hende og måske forstå hendes desperate forsøg på at ville ændre fortiden, er hendes metoder ret så tvivlsomme. Hun kunne have valgt en anden, mere tilgivende retning, men hun valgte den hævngerrige, egoistiske og destruktive sti hvor hun svælger lidt rigeligt i offerrollen og mener at målet helliger midlet. Hun føler jo at hun er det virkelige offer i al det her. Den tankegang kommer man dog sjældent videre i livet med, og den er da også medvirkende til at Caris sidder fast i fortiden og ikke kan give slip på sit nag.

Men Heksens storm byder på flere skurke, og det fortsætter i 3’eren, skulle jeg hilse og sige.

Skæbne er et af bøgernes helt store temaer. Aia prøver febrilsk at rette op på en fejl hun har begået, og som fik fatale konsekvenser. Hun kan bare ikke huske at hun har begået den, eller hvorfor. Hun forstår heller ikke hvorfor hun er den eneste der kan stille noget op over for Caris Bellis, men bliver af andre overbevist om at det er sådan det er, og at hun må leve op til det ansvar. Hvad er dine tanker omkring skæbne og at være en lille brik i det store billede?

Skæbnen eller den frie vilje. Jeg vakler lidt mellem om jeg tror på det ene eller det andet. Bestemmer man selv sin vej, eller er ens valg del af et større skæbnehjul? Jeg kan godt lide tanken om at være en del af et større design. Om det så er at dø ung, fungere som gødning for et træ der vokser sig stort og siden fældes og bruges til at bygge et skib der deltager i et vældigt søslag som befrier et besat land. Det store billede er ikke komplet uden de små brikker. Og fjerner man helt en brik, kan det ødelægge det hele.

Da du startede på at skrive Pigen fra Månehøjen, var Leanders synsvinkel ikke med. Hvordan har det formet serien at tilføje den? Har det bragt historien i en anden retning end oprindeligt planlagt? 

Grå magi, 2. udgave

I den første udgave dukkede Leander først op meget langt inde i bogen i en vis scene der involverede en noget modvillig redningsaktion i en skovsø. Indtil da havde vi fulgt Aia og Merian som langt størstedel af vejen havde fulgtes ad på deres rejse over bjergene. Med tilføjelsen af Leanders synspunkt kom der flere lag i historien. Vi kom til bedre at forstå hans motiver for at gøre det han gør, og vi fik bl.a. et dybere indblik i de Grå. Jeg synes Leander fremstår meget mere sympatisk når man kommer helt ind i hovedet på ham. Det bragte også historien i en anden retning, ja. Fx er den grå magi slet ikke en del af den oprindelige historie, og det må man jo påstå at den er blevet.

Er der nogen scener fra Heksens storm der har været særligt lette eller svære at skrive?

Det store opgør med Caris Bellis var ret svært at skrive og blev skrevet om rigtig mange gange. Den scene drillede helt utroligt meget. Jeg tror, jeg havde lidt svært ved at tune mig ind på Caris fordi jeg ikke havde fulgt hendes udvikling lige så tæt som visse andre personer i universet. Jeg havde simpelthen ikke lært hende godt nok at kende. Og så var det en ret afgørende scene. Til gengæld var prologen som er fra Caris’ synspunkt, ret hurtigt skrevet.

Hvilken af dine (hoved)personer ville du helst tilbringe en eftermiddag med og hvorfor?

Altså, det kunne da være ret fedt at møde ALLE mine karakterer. Vi kunne holde en fest. Undtagen Rief. Rief ville ikke blive inviteret. Men hvis jeg skulle vælge bare en at hænge ud med en eftermiddag, ville det nok blive Leander. Så kunne han lære mig at kæmpe med sværd. Det gad jeg godt prøve. Vi ville desuden begge have det fint med at sidde sammen i tavshed hvis vi ikke havde lyst til at snakke en hel masse, og bare drikke en øl og ryste på hovederne af menneskeheden, heksene og gudinderne.

”Ved de tolv gudinder! Sommetider, Leander, i’gos?!”

”Mm. Præcis. Skål!”

Lene Krog er født 1976 i Odder. Hun er uddannet modist og har desuden en BA i engelsk og it. Hun arbejder til dagligt som bl.a. webredaktør og SoMe-manager på et handelsgymnasium. Lene bor i Bevtoft i Sønderjylland med sine to børn og en kat.