Fantasybøger udfolder sig, som navnet antyder, i fantasiverdener. Disse kan dog være meget forskellige. Hvor nogle minder meget om den verden vi kender, er der andre der beskriver fremmedartede væsener i helt andre samfundsstrukturer end dem vi er vant til . I denne og næste uge vil bloggen handle om det man kan betegne som ”verdensskabelse” eller ”verdensbygning” i fantasy. Disse universer etableres gennem fortællerens og karakterernes beskrivelser, og bliver udfoldet i forskellig grad. Det har forskellige forfattere gjort på forskellige måder, fra Terry Pratchetts skøre og uhøjtidelige Diskverden til J.R.R. Tolkiens episke trilogi.

Tolkien, en af de mest indflydelsesrige fantasyforfattere nogensinde, har skrevet et essay om genren, og det at opbygge ”en sekundær verden”, som han kalder det. I essayet ”On Fairy Tales” beskriver han hvordan de mest interessante eventyr ikke handler om feer så meget som om fe-verdenen, et magisk univers som følger andre regler end vores. Det er ikke karaktererne eller plottet der gør det eventyrligt, men selve den verden som handlingen udfolder sig i. For Tolkien handler det at skabe en verden altså i høj grad om at beskrive den. Det kan ses i Ringens Herre serien, men især i hans omfangsrige baggrundsmateriale er det tydeligt. Efter hans død er meget af det blevet udgivet i værker som Silmarillion og Efterladte historier.

I hans essay bliver det altså tydeligt at Tolkien ser beskrivelse som vigtig, måske endda vigtigere end karakterudvikling og plot. I essayet skelner Tolkien mellem den måde tekster og dramastykker fortæller, idet han mener at hvor tekst har brug for beskrivelse for at skabe en verden, kan drama nøjes med plot og karakter. Tolkien mener at dette fokus på plot og karakter har bevæget sig over i litteraturen, på bekostning af beskrivelse og verdensskabelse, som han kalder ”pure story-making”. For Tolkien har denne historie- eller verdensskabelse værdi i sig selv. Dette kommer bl.a. til udtryk idet han mener at gennem beskrivelser af vante ting, kan vi se dem på ny. Han skriver at ”Det var igennem eventyr at jeg først opdagede ordenes kræfter, og forunderligheden af ting som sten, skov, jern, træ og græs; hus og ild; brød og vin.”

I Tolkiens skrift står beskrivelserne og verdensskabelsen centralt, og universet er sammenhængende og konsekvent ‑ på de fleste punkter. Jonas Heide Smith gør i en artikel opmærksom på magien i Ringens Herre universet, som er underlagt regler læseren ikke kender til eller forstår. Smith skriver om magien i Ringenes Herre at det er: ”en ekstremt vagt formuleret kraft, der synes at mangle konsekvens (…).Det ene øjeblik beskæftiger Gandalf sig eksempelvis med yderst beskedne besværgelser, mens han i det næste er uhyre magtfuld, vender tilbage fra de døde og i øvrigt dukker op på meget heldige tidspunkter.” Smith kritiserer her Tolkien for at bruge magien som en nem løsning, når hans karakterer er i problemer.

Magi er et vigtigt aspekt af verdensbygning i fantasygenren. Hvordan virker den, hvem har adgang til den, og hvad kan den gøre? Den amerikanske fantasyforfatter Brandon Sanderson, som snart udkommer med En konges vej på Ulven og Uglen, har sat tre regler op for sig selv, når han skriver, som han bruger til at sikre sig, at hans verden er sammenhængende og fremmer plottet, og for at undgå at magien bliver en nem udvej. Reglerne er:

1. Forfatterens evne til at løse en konflikt gennem magi er DIREKTE PROPORTIONEL med hvor godt læseren forstår denne magi
2. Begrænsninger > evner
3. Udvid hvad du allerede har, før du tilføjer nyt

Illustration fra Brandon Sandersons “Kongernes vej”

Regel nr. 1 advarer mod at bruge magi som en problemknuser. Sanderson skelner mellem hård og blød magi. Han definerer hård magi som magi der er beskrevet og forklaret, så læseren ved hvordan den kan bruges, og kender dens styrker og svagheder. Blød magi er mindre klart afgrænset, og læseren ved aldrig helt hvad den kan bruges til. Ved at fortælle læseren systemet, bliver magien til et værktøj der kan bruges, i modsætning til den uforklarede magi, som altid risikerer at virke som et pludseligt forfatterindgreb. Regel nr. 2 begrunder Sanderson i, at en karakters begrænsninger er mere interessante end dens evner, idet det drager os ind i historien. Sanderson bruger Superman som eksempel ‑ han har nogle superkræfter, men hans muligheder for at bruge disse begrænses af kryptonit og hans moral ‑ og det er det, der skiller ham ud fra andre superhelte. Med den sidste regel opfordrer han forfatteren til at udfordre sine karakterer og sig selv som skribent, fremfor at lave nye smarte løsninger. Ved at bruge de evner og den magi som allerede findes i universet udvikler man karaktererne, og giver historien dybde. Ved at holde sig til disse regler, mener Sanderson at det er nemmere at sikre konsekvens i sine universer og skrive gode historier ‑ både når det drejer sig om magi, og plot generelt .

I næste uge skal vi se på endnu en kunstig verden, og på forskellige andre aspekter af verdensbygning.

Hvilke slags universer foretrækker du at læse om? Hvilken fiktionel verden ville du helst bo i, hvis du kunne flytte? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet!