Jorden fryser og stormen suser udenfor vinduet. Sneen lægger en tung dyne over landet og dæmper alle lyde. Vinteren er kommet til Danmark. Sne og is får temperaturene til at køle os ned helt ind til benene, og somme tider mere endnu. Kulden kan nemlig også sætte sig i hjertet, og så er den først rigtig gal.

Kulden er en farlig modstander i fantasy, ofte fordi den bliver et symbol på noget meget koldere end is og sne.

I H.C. Andersens eventyr Snedronningen fra 1844 træder kulden ind og spiller en vigtig rolle som ”det onde.” Et magisk spejl, fremstillet af Djævlen selv, forvrænger alt smukt i verden og gør små fejl hæslige i refleksionen. Spejlet smadres en dag, og skårene vrimler ud i verden som bittesmå støvkorn og sætter sig i øjnene på folk, som nu kun kan se fejlene i andre. Større stykker sætter sig i folks hjerter, og fryser det til is.

Gerda og Kay i Snedronningen

Dette sker for drengen Kay, der bliver kold og hård overfor omverdenen og ikke mindst veninden Gerda. Han kan ikke længere se det smukke i naturen, for selv den smukkeste rose har et blad, der krøller, eller en stilk der hælder til siden. Disse naturligheder forvrænges af spejlskåret i hans øje, og han kan ikke holde ud at se på roserne længere.

Det at Kay mister evnen til at se det smukke i det naturlige, er et billede på mennesker, der bliver sortseere og kun ser alle problemerne i deres liv. Det er en farlig sindstilstand at sætte sig i, for man holder det perfekte liv som idealet – et ideal som er håbløst umuligt at opnå. Mister man evnen til at finde små lyspunkter i hverdagen, det uperfekte, synker man kun længere ned i sin egen ulykkelighed.

En dag tager Snedronningen ham med til sit slot af is. Kay fryser i kulden, der er værst omkring dronningen, men hun kysser ham, og han glemmer kulden, selvom han bliver helt blå om læberne. Veninden Gerda rejser ud for at finde ham, og da hun endelig gør det og opdager, at han er forfrossen og næsten ikke i live, græder hun over sit tab. Hendes varme tårer triller ned på hans bryst og varmer splinten i hans hjerte op. Kay er nu fri for troldspejlets ondskab og kan rejse med Gerda hjem – væk fra vinteren og ind i foråret.

Kærlighed og sammenhold er det bedste værn mod kuldens frysende tag. Den indre kulde, som isolerer og fremmedgør dens offer for verden. Gerda viser den udholdenhed og viljestyrke det kræver at trække en elsket tilbage fra kuldens land.

Den samme viljestyrke viser Anna i Disneys megahit Frost fra 2013, som er en fri fortolkning af eventyret om Snedronningen. Her bliver sne og is ligeledes et udtryk for den indre kulde, der hærger i søsteren Elsa. Den ødelægger alt og kan ikke kontrolleres, og hun ender derfor med at såre sin søster uden at ville det.

Elsa kæmper med at holde kulden under kontrol

Frost, som er en af de mest populære børnefilm nogensinde, har dog også tryllebundet en del voksne, blandt andet fordi den kan tolkes til at handle om mere end blot prinsesser og lykkelige slutninger. Mange ser den som et billede på et af de mest besværlige emner i nutidens samfund: depression. Og den gør det flot. Den forstår at sætte det uhåndgribelige i et perspektiv, der gør det usynlige synligt. Elsa griber selvfølgelig kulden, depressionen, helt forkert an, og forsøger at skjule den og undertrykke den i frygt for at komme til at gøre skade på andre.

Men kulden vokser sig kun stærkere i isolationen og frygten. Anna, ved dog godt, hvordan man skubber kulden bort – gennem kærlighed. Men da hun forsøger at få Elsa til at tage med hende hjem, bliver hun ved et uheld ramt af den frysende magi, og nu begynder kulden også at brede sig i Anna. Først da det går op for Elsa, at Anna hele tiden har haft ret i, at de må stå sammen mod kulden, får hun den under kontrol. Hun lader sneen smelte og foråret finder vej til Arendal.

Kærlighed er det bedste værn mod sne og is

Måske ligger der noget dybere og lurer på bunden af frygten for kulden. Den stammer fra virkeligheden, hvor vi til tider kan blive i tvivl om, hvorvidt vinteren nogensinde ender, når dagene bare bliver kortere og mørkere for hver dag der går. Det bliver koldere. Og koldere. Vi har allerede skiftet til vinterjakke og – støvler, men temperaturen er endnu ikke på sit laveste. Hvad hvis det aldrig ender?

Den Hvide Heks fra Narnia

Når foråret endelig kommer, føler vi, at en evighed er gået. Det er det samme, der sker i fantasy, bare på et større plan, hvor de måneder, der føles som år, rent faktisk bliver til år, som det ses i C.S. Lewis’ Løven, Heksen og Garderobeskabet (Narnia) fra 1950, hvor den Hvide Heks skaber en hundrede år lang vinter i Narnia. Den Hvide Heks er tydeligvis inspireret af H.C. Andersens Snedronningen, hvilket særligt kommer til syne, når hun tager Edmund Pevensie med sig til sit slot af is på samme måde som Kay.

Hvis man ikke har fået kuldechok endnu, er der masser kold læsning at gå i gang med. Fra forlaget Ulven og Uglen har vi serien Fortællingen om Blodet af Anders Björkelid. I denne historie strækker kulden sine kolde fingrer over landet og fryser folk fast i deres gøremål, traditioner og hverdag, til de mister sig selv i rutinen. Men det er ikke kun menneskene, der fryser fast. Selv snefnuggene bliver i kuldens tag nøjagtigt ens og mister den individualitet og skønhed, som vi normalt ser i dem. Tvillingerne Sunia og Wulf bliver kastet ud i en ældgammel fortælling om den slumrende kulde, som efter tusind års dvale er begyndt at røre på sig igen.