Alt det vi ikke ser

Når man skaber en karakter, er det vigtigt at huske, at karakteren ikke kun er det, som er synligt for læseren. Der kan være dele af karakterens historie, som ikke nævnes, og som kun er kendt af forfatteren selv, ligesom der kan være spørgsmål, som ikke besvares. Her er altså tale om en række tomme huller, som det er op til læseren at udfylde. Det betyder ikke, at karakteren er et stort, åbent spørgsmål, men det betyder, at forfatteren ofte sidder inde med informationer, som aldrig når med ned på papiret. Særligt når der er tale om bipersoner, hvor læseren ikke har et direkte indblik i karakterens tankegang, og derfor udelukkende er i besiddelse af de informationer, som han/hun får gennem fortællerstemmen, kan dette være tilfældet.

Tænk på en person, du kender. Her gør det samme sig nemlig gældende. Du ved, at personen reagerer forskelligt i forskellige sammenhænge – måske ved du endda, hvad der gør personen glad, eller hvad der gør personen vred – men det er ikke sikkert, at du helt præcis ved, eller forstår, hvorfor dette er tilfældet. Her er altså også tale om informationer, som du mangler, en form for tomme huller i din forståelse af personens reaktionsmønstre.

Mennesker reagerer forskelligt, det er almen viden. Reaktioner kan være et udtryk for tidligere oplevelser, som opvækst eller traumer, eller det kan være et udtryk for overbevisning, for eksempel politisk eller religiøs. Alt dette har betydning for, hvordan en karakter bør tænke og agere. Derfor er det vigtigt, at forfatteren selv ved, hvad karakterens baggrund er. Hvad har formet karakteren? Hvor er karakteren født? Hvilke familieforhold voksede karakteren op i? Hvilken politisk eller religiøs overbevisning har karakteren? Hvilke forventninger er der til karakteren? osv.

Læseren som medskaber

At bruge læseren som medskaber, skal ikke forstås sådan, at læseren selv er med til at skrive teksten, men at læseren er med til at skabe konteksten. Indenfor medier er Kanyleteorien kendt. Dette er en teori, hvor man mener at kunne ”sprøjte” viden ind i brugeren. Brugeren forstås i høj grad som passiv, sådan at brugeren ikke er i stand til at stille spørgsmål eller kæmpe mod de informationer, som gives. Hvis en forfatter arbejder ud fra denne forståelse af sin læser, vil det kræve, at forfatteren giver læseren alle nødvendige informationer, sådan at der ikke længere er tomme huller tilbage at udfylde.

Problemet her er, at brugeren, i dette tilfælde læseren, ikke kan opfattes som en passiv tilskuer uden egne holdninger og indfaldsvinkler. Herudover vil en fortælling, hvor al information på forhånd er givet, hurtigt blive kedsommelig, da læseren i de fleste tilfælde ønsker at ”medskabe” den historie, som han/hun er trådt ind i.

Både i medier og litteratur ses brugeren/læseren heldigvis, i langt højere grad, som en aktiv medspiller. Har vi med en hovedkarakter at gøre, vil de fleste af de tomme huller ofte blive udfyldt i løbet af fortællingen, men andre karakterer vil kunne gå gennem en hel roman uden at få sin egen historie fortalt.
Det er derfor, vi ofte ser, hvordan der indenfor fandomme er forskellige opfattelser af karakterer. De tommer huller giver læseren mulighed for selv at udfylde pladsen, og her vil læserens egne oplevelser, erfaringer og overbevisninger have indflydelse på, hvordan karakteren i sidste ende gør sig ud, sådan at der måske nok vil være en overordnet, samlet forståelse af karakteren, men herunder flere forskellige forståelser, som breder sig ud.

Mål og motivation

Det er vigtigt at give karakteren både mål og motivation. Målet er den ramme, som fortællingen bygges op omkring, mens motivationen er, hvad der driver en karakter frem. De to er beslægtet med hinanden, og motivationen skal gerne kunne findes, hvis man stiller spørgsmålet hvorfor?

Mål: Harry Potter vil overvinde Voldemort
Hvorfor vil Harry Potter overvinde Voldemort?
Motivation: Voldemort dræbte Harrys familie / Harry ønsker fred i troldmandsverdenen.

Ved altid at spørge, hvorfor, vil der ikke kun skabes en linje og dybde i plottet, men forfatteren vil også lære sin karakter bedre at kende. Man kan altså blive ved med at stille spørgsmålene hvorfor og hvad, og på denne måde bevæge sig dybere ned i plot og karakter.

Spørg altid:
Hvad er målet?
Hvad er motivationen?
Hvad vil der ske, hvis måles ikke kan opnås?
Hvad er karakteren villig til at ofre?

Indre og ydre konflikt

En karakter skal både have noget at kæmpe for, og noget at kæmpe mod. Målet er, hvad karakteren kæmper for. Konflikten er, hvad karakteren kæmper mod. Et eksempel på en ydre og indre konflikt ses i Tolkiens Lord of the Rings. Den ydre konflikt ligger i selve rejsen og kampen mod Sauron, mens den indre konflikt er i Frode selv, som kæmper mod sin egen svaghed og frygt.

Ofte vil den indre konflikt i høj grad være den, som bærer karakteren igennem, men den vil også være med til at skabe både spænding og forhindringer, da den som oftest vil gøre det sværere for karakteren at nå sit mål. Samtidig skal der gerne ses en spejling mellem de to konflikter. I Lord of the Rings er den ydre konflikt God vs. Ond, og ligeledes er Frodos indre konflikt en kamp mellem det gode/stærke og onde/svage i ham selv. På den måde spejler de to konflikter hinanden.

Skab sympati og vis følelser 

Alle mennesker har fejl og svagheder, og det samme bør karakterer have. En ”perfekt” karakter, uden fejl og mangler, bliver hurtigt flad og svær at sympatisere med. Læseren skal gerne kunne identificere sig med, i det mindste, dele af en karakter, og derfor er dette et af de vigtigste punkter.
En roman kan have et fængslende plot, men hvis alle karakterer forbliver manifestationer af kun godt eller ondt, vil fortællingen mangle det mest essentielle, da netop karaktererne er med til at forbinde fortælling og læser. Husk, at ikke alle vil elske en karakter for deres ”personlighed”, men de fleste vil værdsætte en karakters ægthed. En god karakter afspejler virkeligheden. Man kan argumentere for, at det særligt i fantasy er vigtigt, at karakterernes personligheder afspejler en del af den virkelighed, som læseren kender. I fantasy bliver læseren budt med ind i et univers / en virkelighed, som kan være fjern fra den virkelighed, som er læserens egen, og det genkendelige er derfor ofte i karaktererne, og i måden de agerer.

Hvis der er tale om en karakter, som læseren skal kunne holde med, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at de karakterfejl som gives, ikke må være altoverskyggende, sådan at de i sidste ende får læseren til at miste sympati. En karakter som, bevidst og med stor glæde, skader et lille barn, vil for eksempel blive svær at genvinde sympati for.

Forfatteren kan skabe en bestemt forståelsesramme, som læseren arbejder ud fra. Dette gøres ved, at romanen italesætter informationer eller problemstillinger på bestemte måder.
I vores samfund er det forkert at slå ihjel, det er den forståelsesramme vi har. Mord er ikke tilladt, og mennesker som slår ihjel, vil derfor blive set som onde eller syge. Når forfatteren skaber sit univers, vil han/hun på samme måde være i stand til at skabe en forståelsesramme, som gør sig gældende i det givne univers. Dette betyder, at karakterer vil kunne agere anderledes, for eksempel slå ihjel, uden læseren vil miste sympati. Rammen som forfatteren har sat, kan også bruges som et virkemiddel. Forfatteren kan skabe en ”forvrænget” forståelsesramme, som samfundet følger, og lade karaktererne gå imod denne. I et univers, hvor mord er hverdagskost og ikke ses som et problem, vil en karakter, der går mod denne forståelse, hurtigt vække sympati hos læseren, da karakteren på den måde spejler og genetablere læserens egen forståelsesramme.

En anden måde at skabe sympati, kan være at sætte en karakter i en situation, hvor læseren ved, at karakteren er presset og vil være tilbøjelig til enten at bakke ud eller reagere på en måde, som er uhensigtsmæssig, hvorefter karakteren overvinder sin svaghed og viser en ny side. At overvinde svaghed er noget, som de fleste kan relatere til. Vi ved, hvor svært det er, og vi har derfor også lettere ved at fatte sympati for en karakter, som formår at gøre præcis det.
Dette kræver dog aktiv handling, også før situationen. Aktiv handling er generelt vigtig, hvis karakterer skal virke troværdige. Hvis en karakter bliver beskrevet som en person, der let giver op, så skal læseren opleve det. Bliver en karakter beskrevet som aggressiv, skal der skabes en situation, hvor det kan komme til udtryk. Dette gælder både, når der er tale om negative og positive personlighedstræk.

Det at ”vise” en følelse, kan også være med til at vække sympati. Mennesket har spejlreflekser, hvilket betyder, at vi simulerer, det vi ser. Hvis vi ser et menneske bevæge sig på en bestemt måde, vil vi ofte simulere denne bevægelse, og sådan simuleres også følelser. I film ser vi, hvordan den viden benyttes. Hvis en karakter er trist, vil der være fokus på ansigtet, som fordrejes. Er karakteren nervøs, vil billedet måske vise hænderne, som vrider sig.
På samme måde kan følelser simuleres gennem teksten. Det kan gøres ved beskrivelse af kropssprog. Det handler altså ikke blot om at fortælle, hvordan karakterens sindsstemning er, men om at videreformidle den følelse, som ligger bag. Det er enkelt at skrive, at en karakter er ked af det, men det skaber ikke nødvendigvis sympati hos læseren, fordi følelserne bag tilstanden aldrig bliver synlige. I stedet kan det beskrives, hvordan blikket flakker, hvordan hænderne vrides, hvordan huden prikker, hvordan det trykker for brystet osv. Det handler om at genskabe fornemmelsen og gøre det tydeligt for læseren, hvordan krop og sind påvirkes.

At skabe en troværdig karakter kan være svært, men hvis forfatteren ”er” sine karakterer, vil det tit komme naturligt. Det betyder ikke, at forfatteren skal skrive sin egen historie, eller skrive sig selv ind i historien, men at han/hun skal kunne sætte sig i alle karakterernes sted og føle med dem. På denne måde vil det blive lettere at skabe karakterer, som ikke kun er én ting. Vigtigst er det at huske, at alt er en balancegang. En god karakter kan både få læseren til at heppe og til at knurre af frustration.