Mens vi venter på næste uges interview med Tina Sanddahl og Jeanette Hedengran, forfatterne til Mørkets søn-serien, har vi set på forløberen til Destans og Celinas kærlighed. Derfor handler bloggen i denne uge om den høviske kærlighed, der på trods af at være et fænomen fra 1100-tallets Sydfrankrig, også kan ses afspejlet i fantasylitteratur i dag.  

Uropførelse af Wagners opera Tristan og Isolde fra 1865.

Den høviske kærlighed er et begreb udsprunget fra den høviske, romantiske digtning fra Frankrig, og den blev også forædlet i de bretoniske romaner, der formåede at kombinere kærlighedstemaet med de britiske levevilkår og tilhørende, adelige lyst til eventyr og spænding. Tristan og Isolde er et glimrende eksempel på en sådan roman, og historien anses stadig den dag i dag for at være verdenslitteraturen første kærlighedsroman. Der forligger mange version, men mange nyere versioner læner sig op af den, der er støbt sammen og omskrevet af Béroul i 1160erne.

Tristan er den unge nevø til kong Marc i Cornwalls hovedstad Tintangel. Da en monsteragtig kæmpe fra Irland kræver 300 drenge og 300 piger i skat for ikke at fortsætte sin hærgen og ødelæggelse af landet, tilbyder Tristan at nedkæmpe bæstet. Det lykkedes ham, men han såres også dødeligt. For at overleve dette, må han søge hjælp og havner i favnen på den unge kongedatter Isolde, der viger sit liv til at hele ham, trods alle andre i landet ønsker ham død. Hendes lys og venlighed gør ham fra da af afhængig af hende.

Kong Marc beslutter sig senere for at ægte Isolde Den Blonde, som hun hedder, da en svale bringer ham et smukt, gyldent kvindehår, der tilhører hende. Tristan skal derfor hente Isolde hjem fra Irland og overrække hende en kærlighedsdrik fra ternen Brangien, der vil gøre, at Isolde og kong Marc vil overgive sig i lidenskab til hinanden. Helt galt ender det naturligvis, da Tristan og Isolde ved en fejl indtager drikken og bliver uløseligt bundet til hinanden. De forsøger både at flygte, ses i smug eller henlægge forholdet. Intet lykkedes dog rigtigt. Og så opdages de af kongens 4 udspekulerede, onde baroner og dømmes til døden. Dommen omstødes dog, og Tristan landsforvises, men Isolde tages tilbage af kongen. Det ender dog med, at Isolde dør på Tristans dødsleje. Han dør af sorg, fordi han tror, hun har opgivet deres kærlighed, hun dør fordi der ikke længere er kærlighed uden Tristan. Dermed er historiens budskab klart: vigtigst og størst af alt er kærligheden.

Mørkets søn 3: Sikanias arvinger (2017) af Tina Sanddahl og Jeanette Hedengran.

Selv mange år efter denne historie første gang blev fortalt, er temaet om den ulykkelige kærlighed stadig noget, man dyrker i litteraturen og også i fantasyen, hvor Mørket søn-serien er et glimrende eksempel herpå. Mens Destan til at starte med handler i forlængelse af sin fars planer om at underkue lysets folk, må han til sidst lade sin egen agenda og ubetingede kærlighed til Celina og overrumple al fornuft og presset hjemmefra, men med denne overgivelse til egne følelser er stien for endnu flere fjender lagt. Både blandt Mørkets folk i Heikan, blandt ansatte på slottet og i Avalat, og dette kan ligesom i høvisk litteratur kun få fatale følger.

Således er mødet mellem lyset og mørket også et møde mellem den høviske, værdistyrede ridder og den smukke, blonde, umiddelbare uskyld, der kendetegner kvinderne i den høviske litteratur. Celina er tilmed kongedatter ligesom Isolde, og mange ser sig gerne gift med hende. Således er kampen om at ægte hende heller ikke en kamp uden andre bejlere, hvilket Destan også må erfare i løbet af serien. Dog er han villig til at ligge sin forhenværende, selviske handlemåde på hylden, for at være sammen med Celina – en ting, der også ofte ses i en fantasyundergenre som paranormal romance.

Sikanias arvinger, der er tredje og sidste bind i Mørkets søn-serien, er allerede udkommet på forlaget og kan købes her. Tilbage er der kun at håbe på, at det går Destan og Celina bedre end det ofte er tilfældet i den høviske kærlighedsdigtning. Rigtig god læselyst.