Fantasybogens indpakning

I denne uges blogindlæg ser vi på, hvordan fantasybogen bliver til rent grafisk. Det kommer altså til at handle om, hvordan bogen ”pakkes ind”, og hvordan vi prøver at få omslaget til at fange læserens interesse og spejle bogens indhold. Nogle af vores overvejelser gælder for alle slags bøger, mens andre er særlige for fantasyromaner. Helt grundlæggende kan man sige, at der sikkert er ligeså mange tilgange til det grafiske, som der er forlag – men her får du vores tanker og nogle eksempler fra nogle af forlagets egne bøger.

Ryggen

Når man tænker på bogens omslag, er det ofte forsiden, som har mest fokus – men når en bog står i reolen, fx hos boghandleren, ser man ofte kun ryggen, og derfor er designet af den mindst ligeså vigtig!

Inkarnation og Mørkets søn

Logoet, som man kan se på ryggen af Mørkets søn, forestiller det mærke, som tilhører mørkets hersker. Det er altså en integreret del af fortællingens univers.

Romanens titel og forfatterens navn skal selvfølgelig stå på bogens ryg. Vi skriver det også altid på, hvis bogen er en del af en serie, og i så fald hvilket nr. i serien bogen er – det gør det mere overskueligt for både læseren og boghandleren at finde den rigtige bog. Nogle af vores bøger har også deres eget serielogo, og hvis det er tilfældet, skal det også på.

Det var teksten – men det er ikke kun teksten, som fanger blikket. Farver, grafik og illustrationer er også en del af bogens rygdesign. Når man vælger illustrationer til bogens ryg, har man som udgangspunkt to valg. Det første er at vælge, at ryggens design skal være separat fra resten af bogens. Det kan være i helt andre farver eller med sin egen isolerede illustration. Det ser vi eksempelvis på Inkarnations ryg. Farven fra forside og bagside går igen, men den har sin egen lille illustration, som er en mindre udgave af den, som er på forsiden. Det andet valg er at lade dele af motivet fra forsiden og/eller bagsiden gå ind over bogens ryg. Det skulle gerne vække læserens nysgerrighed efter at se, hvad resten af illustrationen forestiller. Det gælder bl.a. for Ørkenrose, hvor man kan se en smule af klippen, som udfolder sig tydeligere på bogens bagside.Ørkenrose

Forsiden

Forsiden er som sagt det, de fleste tænker på, når der tales om bogens indpakning, så den skal der selvfølgelig kræses om! Den skal være flot at se på, men det er lige så vigtigt, at den afspejler bogens univers og fortælling, så den fortæller læseren noget om, hvilket indhold de får i bogen. Der er mange aspekter at holde styr på, og vi går derfor gennem lidt forskellige processer, inden vi vælger en forside.

1. Vi spørger forfatteren
Når vi får lavet forsider, taler vi altid med forfatteren om, hvad han eller hun kunne ønske sig. Ofte har forfatteren selv en forestilling om hvilket motiv eller hvilken stil, der passer til historien. Aspíciens Haufniensis ønskede eksempelvis at bruge et billede, som han selv havde taget som forside til Københavns Skygger (vi kan afsløre, at det er af Nicolaj Kirke i København). Efterfølgende blev der lagt nogle grene med lak ind over billedet for at give lidt liv til forsiden. Grene er der også mange af på forsiden af Lene Krogs Grå Magi. Lene har tidligere selvudgivet bogen, og hun havde i den forbindelse selv lavet forsiden til romanen. Vi, og Lene selv, syntes den passede så godt til fortællingen, at der kun blev lavet få ændringer til den, inden den kom på den nye udgivelse.

Københavns skyggerGrå Magi

2. Vi spørger læseren
Da vi oversatte Brandon Sandersons En konges vej, ville vi gerne have en forside, som passede til det spektakulære univers. Vi fik derfor illustratoren Thorkild Skov engageret. For det første fordi han er rigtig dygtig, og for det andet fordi han er kæmpe Sanderson-fan (og vi kan godt lide at nørde med andre nørder). Thorkild lavede nogle forskellige skitser til os, og ud fra dem besluttede vi os for en scene fra starten af bogen. Problemet var bare, at da vi offentliggjorde den, fik vi blandede reaktioner. Folk mente, at den ene figur på illustrationen så klodset ud. Det gav faktisk rigtig god mening, for karakteren skulle være klodset, da han bar en stor og tung rustning (og Thorkild havde dermed fanget scenen perfekt). en-konges-vej-del-1Problemet var bare, at det ikke gav nogen mening for en læser, som ikke allerede kendte universet. Det var jo lidt et problem, eftersom forsiden gerne skulle fange nye læsere og gøre dem interesserede i universet, og ikke bare give mening for de læsere, som allerede havde læst bogen. Vi besluttede derfor, at forsiden måtte laves om. Den forside, vi endte med, var alle tilfredse med! (Vi har faktisk tidligere interviewet Thorkild om processen bag forsiden til En konges vej, her kan du læse endnu mere om tankerne bag samt se nogle af de skitser, som gik forud for forsiden).

Bagsiden

Bogens bagside skal overbevise læseren om at tage bogen med hjem. Det vigtigste er, at bagsiden, ligesom resten af indpakningen, giver det rigtige indtryk af bogen, og her skal både det visuelle og bagsideteksten spille sammen.

Det er oftest Line, forlagets ene ejer, som skriver bagsideteksten. Hun beder forfatteren om at skrive et udkast, for at hun kan få en ide om, hvad bogen handler om for forfatteren. Det er ofte de elementer, som forfatteren selv fremhæver, som ender med at udgøre kernen i bagsideteksten. Ofte medtager vi også et lille uddrag af bogens tekst på bagsiden. Det er en god smagsprøve på, hvad man kan forvente inde i bogen. Når vi laver andet oplag af en bog, tilføjer vi desuden gode anmeldelser og stjerner. Det giver læseren mulighed for at se, hvad andre har fundet interessant og godt ved bogen.

inkarnation-rygI Inkarnations tilfælde valgte vi desuden at lave en ekstra lille metatekst om bogens tematik. Det skyldes, at bogens LGTBQ-element var meget vigtigt for forfatteren, og da der ikke findes mange bøger med LGTBQ-tema, ville vi gerne gøre romanen nem at finde for de læsere, som leder specifikt efter det. Bogen kan selvfølgelig også læses af ikke LGBTQ-personer.

Det var vores tanker om fantasybogens indpakning! Vil du vide mere om bogens indpakning? Vi har faktisk tidligere spurgt en boghandler, en illustrator, en forfatter og en bogblogger om, hvad de mener et godt bogcover er. Hos os må konklusionen være, at vi gør, hvad vi kan for at lave en god indpakning, som afspejler den fortælling forfatteren har skrevet. Vi vil gerne give læseren en god oplevelse lige fra første gang, man ser bogens ryg på boghandlerens reol, og frem til, man læser bogen og nyder en god fortælling – og forhåbentlig også efter, når man kaster et blik på bogen på sin egen bogreol.

Tags: , , , , , , , ,

Trackbacks/Pingbacks

  1. Kort og illustrationer - fantasybogens ekstraudstyr - Ulven og Uglen - 6. juni 2019

    […] Hvis I vil have mere grafisk nørderi, så har vi tidligere skrevet om, hvilke tanker der ligger bag en fantasybogs indpakning. […]