15. marts udkommer Christina E. Ebbesens roman Bondekongens rejse, som er anden bog i serien Til Aretz’ ende. Vi glæder os rigtig meget til at dele fortællingen med jer læsere! I denne uges blogindlæg har vi fundet et interview frem, som vi lavede med Christina i forbindelse med udgivelsen af den første bog i serien: Sumpbaronens rejse. Interviewet, som handler om hendes tanker bag karaktererne i fortællingen, er den perfekte måde lige at blive opdateret på første bog, inden den næste udkommer! Vi håber, at I vil finde det lige så spændende at høre om Christinas tanker, som vi gjorde.

Sumpbaronens rejse er første bog i serien Til Aretz’ ende. I romanen møder vi den fattige baron Gavin, som skal deltage i en ridderturnering. Udfaldet af denne turnering vil være afgørende for hans søstres fremtid og muligheden for at redde hans len fra den rige og arrogante grev Erek. Vi møder også elveren Robin, som er på flugt fra sin forlovede, der har givet ham ar på både sjæl og krop. Flugten bringer ham gennem det elverfjendske land Karbon, hvor elvere ellers kun kan bevæge sig rundt som slaver. De to mænd føres sammen via et akavet første møde, hvor begge havner nøgne i den samme seng. Gavin kan intet huske og frygter, hvad der er sket. Robin er bare glad for, at han har haft en nat uden mareridt. De ender på en fælles rejse gennem landet, hvor de må kæmpe både for deres overlevelse og hinanden.

Det er altid en god ide at starte fra begyndelsen. Hvad fik dig i gang med at skrive? – og hvorfor lige fantasy?

Christina E. Ebbesen er forfatteren bag serien “Til Aretz’ ende”

Egentlig ville jeg slet ikke skrive. Jeg ville lave en online comic, men jeg syntes ikke, at min manga/comicagtige tegnestil passede til min lidt mere alvorlige historie. Jeg skrev fanfiction i gymnasiet, men troede aldrig jeg skulle skrive bøger. Men ideen til karaktererne og historien blev ved med at rumstere i min hjerne, også efter jeg droppede tegneserieideen, så jeg var nødt til at skrive den ud. At det skulle være fantasy, var der ingen tvivl om. Det har altid været min yndlingsgenre, selvom jeg aldrig har været den store læsehest.

Hvad var inspirationen bag Sumpbaronens rejse?

I virkeligheden er Sumpbaronens rejse fyldt med gamle troper: ridderturneringer, prinsessen og det halve kongerige, road trips og umage par, der skal lære at komme overens, og det er måske netop, fordi jeg ikke har læst så meget. Jeg fandt først læseglæden som 20-årig med Harry Potter og er stadig en håbløst langsom læser … så da jeg fandt på historien og begyndte at brygge på plottet, troede jeg, at jeg var mega original … men det har jeg opdaget, at jeg ikke er. Så nu prøver jeg bare at twiste de troper. Men i bund og grund er det, der ligger bag Sumpbaronens rejse nok bare ideen om at få en klassisk red-verden-fra-the-big-bad-guy-fortælling, mens karaktererne er på personlige dannelsesrejser og får venner, fjender og kærester. Mine romancer er nok bare oftere boy meets boy end boy meets girl … Fik jeg nævnt, at det var SLASH-fanfiction, jeg skrev i gymnasiet?

Nej, men vi kan godt relatere. Slash-fanfiction fokuserer på forhold mellem personer af samme køn og vi har tidligere skrevet om LGBT-relationer i fantasylitteraturen. Hvad kendetegner så dine hovedpersoner og deres forhold til hinanden?

“Sumpbaronens rejse” er første bog i serien “Til Aretz’ ende”

Gavins vigtigste karaktertræk er, at han er en beskytter, og Robin hader uretfærdighed. Gavin og Robin har det klassiske umage-par-vibe. Ligesom i buddy-cop-film har de lidt forskellige forhold til at følge reglerne. Det er dog ikke sådan, at den ene altid er regelbryder, og den anden altid er stivstikker – det er bare forskellige regler, de vægter. Gavin er meget optaget af, hvad andre tænker om ham, så der er samfundsnormer, han meget nødigt vil bryde – også fordi det i hans kultur kan resultere i bank. For Robin er det ofte nogle etiske retningslinjer, han tøver med at bryde. De har en klassisk bromance kørende … I BBCs serie Sherlock fik jeg ikke mit ønske opfyldt om, at de to mest spændende karakterer, John og Sherlock, fik hinanden. Så må jeg bare skrive min egen bromance-romance.

Gavin og Robin må kæmpe for hinanden i Sumpbaronens rejse

En af de troper, jeg hader, er INSTA-LOVE, så mine karakterer bruger ret lang tid på at komme rigtigt ind på livet af hinanden, og jeg tænker, at det er deres blomstrende venskab, der driver mine romaner mere end plottet om, hvorvidt Gavin vinder den turnering, han deltager i. Jeg er heller ikke til den trope, hvor to, der hader hinanden, bliver forelskede. Jeg synes, at det alt for ofte romantiserer usunde forhold, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal vise mine læsere, at det er en god ide at forelske sig i folk, der behandler dig som lort. Der må gerne være konflikter … Det SKAL der være, men de skal adresseres, karaktererne skal ændre sig, og de skal undervejs tage stilling til for-og-imod ved de forhold, de er på vej ind i.

Novellen ”Flugten fra Ildvæveren” udkom før Sumpbaronens rejse og handler om Robins fortid. Skal man læse den før romanen for at kunne forstå Robin?

Faktisk vil jeg anbefale at læse novellen EFTER romanen, selvom den kronologisk foregår lige før Sumpbaronens rejse. For der er et par småting, der vil være spoiled, hvis man læser novellen først. Ting, jeg har skrevet, for at læseren sammen med Gavin skal undre sig, og man skal prøve at regne ud, hvad det er for en fortid, Robin prøver at flygte fra. Men afsløringerne sker i første tredjedel af romanen, så hvis man læser novellen først, vil man nok bare have mere forståelse for, hvorfor Robin er så hemmelighedsfuld. Og man ved allerede fra første afsnit, at Robin flygter fra en væmmelig ex-kæreste. Det er bare et spørgsmål om præcis, HVOR modbydelig han har været, hvilket man kan tyvstarte med at læse i novellen inden romanen.

Christina, da hun stod med sin roman i hånden for første gang.

Hvordan føltes det endelig at stå med bogen i hånden?

Det var så fedt! Jeg har udgivet faglitteratur før og været med i novelleantologier, men ens egen skønlitterære bog, det er altså noget særligt. Det er mit lille bogstavbarn. Og selvom jeg ikke selv har børn, så forestiller jeg mig, at det kan sammenlignes lidt med, når en mor har klemt en baby på størrelse med en vandmelon ud gennem skrevet med store smerter og genvordigheder og bekymringer, og ENDELIG kan hun holde det færdige produkt i armene. Det glæder jeg mig til med de næste bøger også, selvom også forfatteren skal så gruelig meget ondt igennem, inden denne happy ending går i opfyldelse.

Vi er glade for, at Christina fik sin happy ending med denne bog. Nu krydser vi bare fingre for, at Robin og Gavin får det samme. Vi glæder os i hvert fald til at dele de to fyre med jer – og vi håber, I kommer til at holde lige så meget af dem, som vi gør! Hvis du vil vide mere om, hvordan Christina opbyggede universet i serien Til Aretz’ ende, så kan du læse om det i et tidligere interview.

Dette blogindlæg blev oprindeligt udgivet d. 14. februar 2019. Dette er en omskrevet og opdateret udgave.