Skrevet af Signe Fahl

Så er det snart den tid på året, hvor folk landet over trodser det som oftest lunefulde, danske sommervejr og stimler sammen omkring store bål, brænder en heks af og synger forskellige versioner af Midsommervisen. Hvorfor gør vi det? Man kunne tro, at det var et levn fra dengang, vi smed levende mennesker på bålet, og der er da også en del ligheder, men sankthansbålet er noget andet end et henrettelsesbål. Skikken med at futte en dukke af strå af indvandrede fra Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Heksen er et symbol på det onde, man vil fordrive. Som vi skal se, har mennesket til alle tider troet på, at ild havde en rensende virkning og at man blot ved at tænde et bål kunne fordrive onde magter.

På dette maleri af Jørgen Sonne danser bønderne omkring et midsommerbål i 1800-tallet.

Og onde magter var der rigeligt af. Udover hekse var der de underjordiske og andre skjulte væsener, der ville menneskene det ondt. Enhver fornuftig bonde, der ville passe på sine dyr og afgrøder, sørgede altså for at blusse godt. Det var forskelligt, om man tændte et bål eller om man antændte nogle halmknipper, som man så bar rundt på lange stænger. Nogle steder gjorde man begge dele.

Mange steder blussede man også valborgsaften, som efterhånden er gået lidt i glemmebogen her i Danmark. Det kan skyldes, at kalenderen blev rykket 11 dage frem ved kalenderreformen i 1700, og at det simpelthen blev for koldt at sidde udendørs heroppe i Norden den nat. Det kan også skyldes, at valborgsdagen har skiftet indhold fra fejringen af forårets komme til politiske taler og røde faner.

Sankt Hans er Johannes Døberen. En smule ældre end Jesus kunne han passende overtage en af hedningenes solhvervsfester, nemlig midsommerfejringen. Trods forbud mod bålbrænding og ugudeligt tant og fjas som dans lykkedes det ikke helt. Bønderne holdt fast i deres oldgamle tradition med at blusse, danse, spise og drikke.

Der var meget overtro knyttet til denne aften. Tærskler har altid været vigtige i folketroen, og midsommernatten er tærsklen til, at vi igen får kortere dage og længere nætter. At den astronomiske korteste nat falder et par dage før, betød ikke så meget for menigmand. Naturen glødede af kraft, de underjordiske var særligt aktive og hekse havde travlt med at indsamle ingredienser til deres bryg. En og anden klog kone forstod også nok at gå dem lidt i bedene og indsamle urter inden sankthans for større virkning. Hellige kilder var særlig kraftfulde denne aften, og syge mennesker valfartede til dem længe efter, at troen på de helgener, der lagde navn til dem, i princippet var ophørt. Var man ikke lige i nærheden af en hellig kilde, kunne duggen, der faldt på græsset denne nat også helbrede dårligdomme. Der blev taget varsler både af vejret og af fremtiden. Hvem skulle dø og hvem skulle giftes? En pige kunne lægge lidt sankthansurt under sin pude, og hun ville drømme om sin tilkommende. Tog hun vand fra en hellig kilde den nat og hældte i en spand, kunne hun være heldig – eller uheldig – at se en genspejling af den mand, hun skulle giftes med.

Med så meget overtro knyttet til en enkelt aften var det fristende at inddrage sankthans i handlingen, når man skriver en roman om ellefolk, og jeg kunne heller ikke modstå fristelsen. I Ellekongen finder en vigtig scene sted sankthansaften, et point of no return for min hovedperson, Karen.

Midsommer er en dejlig tid på vore nordiske breddegrader. De lyse nætter, naturen, der bugner af dufte og farver, ofte milde eller ligefrem varme temperaturer, det rummer i sig selv et trylleri, der er særegent for vores del af verden. Det var sjovt at tilføre lidt ekstra trolddom til disse rammer.

I efterfølgeren Elleskudt kunne jeg heller ikke nære mig og skrev hele to sankthans scener ind. Eftersom ild har en vis betydning for handlingen, gav det også god mening i mit hoved. Den ene scene fik lov at være selve finalen og foregår i 1700-tallet som i den første bog. Den anden udspiller sig i jernalderen i år 533. For at kunne skrive den var jeg nødt til at finde ud af, hvordan en solhvervsfest kunne være foregået dengang. Det var ikke så nemt, for skriftlige kilder eksisterer ikke. Vi ved dog at bål har været tændt og der har været danset omkring en midsommerstang i landene omkring Danmark. Skik og brug har også varieret mere fra egn til egn end nu, for der fandtes ingen statsreligion i Danmark på det tidspunkt, ikke engang en stat. Der var altså rige muligheder for, at meget lokale skikke kunne blomstre. Som fiktionsforfatter må man jo udnytte denne frihed, og jeg valgte, at mine jernalderbønder skulle tænde bål, dels som et blot, hvor de deler maden med de højere magter, dels som et vågeblus og et værn mod onde kræfter. I netop den scene spiller ild en uundværlig rolle. Hos en moderne kreds af asatro fandt jeg en beskrivelse af, at de brugte ni forskellige slags træ, når de skulle tænde bål. Ni var et helligt tal for vikingerne, og selvom mine 500-tals bønder ikke kan kaldes vikinger, så inspirerede det mig. Den slags små detaljer er fede at have med.

At have to tidslinjer, hvor den samme begivenhed udspillede sig, gav mulighed for at vise ligheder og forskelle på den samme egn med 1200 års mellemrum. Jeg håber, det giver læseren en fornemmelse af sammenhæng, at mennesker i forskellige tidsaldre alligevel er bundet sammen af fællestræk i tro, forestillinger og livsvilkår.

Noget, jeg prøver at fremhæve i bøgerne, er, at selvom religioner skifter, så forbliver nogle ting omtrent de samme. Skikke forandrer sig kun langsomt. For at vise dette lader jeg mine personer i 1731 blive ved med at kalde det for midsommer, selvom vi egentlig har haft 500 års katolicisme til at vænne os til at kalde det sankthans.

Troen på vætter, ellefolk og væsener knyttet til naturen er sandsynligvis ældre end de guder, vi kender til og var en så fasttømret del af menneskets verdensbillede, at de eksisterede glimrende side om side med både aserne og senere den kristne gud. Man anså dem måske for at være onde og noget, man burde holde sig langt væk fra, men deres eksistens tvivlede man ikke på. Derfor er der ikke noget modsætningsforhold mellem troen på de underjordiske og troen på Gud for mine bønder i bøgerne. Det modsætningsforhold opstår først, da videnskaben begynder at gøre sig gældende. I bog tre, som jeg er ved at skrive nu, befinder vi os i oplysningstiden, hvor videnskabelige opdagelser begynder at rykke ved gamle forestillinger. Den viden er dog endnu forbeholdt overklassen, og troen trives derfor i bedste velgående. Derfor var sankthansblussene svære at udrydde. I 1740’erne blev de forbudt, men det ændrede ikke på bøndernes indgroede forestillinger om, at troldtøj skulle blusses væk. Struensee fik afskaffet dagen som national helligdag i 1770, men det stoppede heller ikke bønderne i at fyre op i kvasbunkerne, danse og more sig. Sankthans hviler nemlig ikke kun på gamle forestillinger om, hvordan verden hang sammen. Den har også altid været en social sammenkomst, hvor man har kunnet spise, drikke, måske slå sig lidt løs sammen med andre mennesker. Det har altid været vigtigt for os. Hvor tit står man ellers sammen med folk, man dårligt kender, og synger?

Jeg håber, vejret er med os i år. Det gør det hele lidt sjovere. Og når du står ved bålet, kan du måske sende en tanke til de tusinder af mennesker, der har stået på samme måde før dig og forestille dig, hvad der gik igennem deres hoveder. Hvis du bevæger dig lidt væk fra bålet, kan du måske være heldig at se mosekonen brygge eller ellepiger glide gennem landskabet. Måske kan du finde lidt sankthansurt at lægge under puden?

Ugens blogindlæg er skrevet af Signe Fahl. Hun er forfatteren til Ellekongen og Elleskudt, som er de to første bøger i Tågespind-serien. Serien er paranomal romance og handler om malkepigen Karens møde med de underjordiske. Signe har også skrevet novellen ”Værnetræet” i novelleantologien Hvad skoven skjuler. Ligesom hendes romaner foregår den i gammel tid og involverer gamle danske myter.