”Tusmørket sænkede sig omkring den kutteklædte elver, der med stort besvær banede sig vej gennem skovbundens tætfiltrede tjørnekrat. Krigeren havde ofte vandret på Den Gamle Skovs stier, da verden stadig var ung, men nu syntes skoven ikke længere at ville genkende ham. Hvor træerne tidligere havde bøjet sig for ham, stod de nu som knudrede kæmper, der havde svajet mere og mere faretruende over hans hoved, i takt med at han gennem de sidste par dage var trængt dybere og dybere ind mellem dem. Den Gamle Skovs dunkle indre var et af de få steder, hvor den oprindelige magi fra Gudshaves skabelse stadig var stærk.”
Sådan lyder begyndelsen på Jacob Kokkedals episke fantasyroman I døden og videre – Den trofaste bror 1 der udkom netop i denne weekend på årets fantasyfestival i Esbjerg.
Vi har tidligere haft et indlæg om Jacob Kokkedal og hans forfatterskab (læs det her), og denne uges torsdagsblog kommer derfor til at handle mere specifikt om Den trofaste bror-trilogien.
”Jeg har altid haft lyst til at skrive en traditionel episk fantasyroman – noget jeg betragter som god gammeldags fantasy i en tid hvor det helst skal handle om teenagepiger der forelsker sig i faldne engle, vampyrer eller halvblodsdæmoner,” siger Jacob der allerede i femte klasse læste Ringenes Herre.
Hvad der specifikt gav Jacob idéen til serien om Den trofaste bror, ved han ikke. Han nævner dog barndommens tegneserielæsning, i særdeleshed serierne om Prins Valiant, som noget han har taget med sig videre:
”I et af albummene er der en scene hvor Valiant og Gawain forsvarer en bro imod en stor styrke af vilde krigere. Den scene har aldrig sluppet mig, og hele mit voksenliv har jeg gået og haft et billede i mit hoved af en enlig kriger der træder ud på en bro imod en ufattelig overmagt for at kæmpe for et spinkelt håb og for den uskyld der er noget af det fineste vi har i livet.”
Netop håbet er for Jacob det der gør fantasy til noget særligt og giver genren en berettigelse på lige fod med al mulig andet litteratur – også i skolen:
”Der er stadig mange voksne der ikke forstår hvad man skal bruge fantasygenren til,” siger Jacob, ”men for mig repræsenterer den noget helt særligt. Jeg har aldrig helt kunnet sætte ord på det indtil jeg for et års tid siden læste Brandon Sandersons Mistborn-trilogi. Det gik under læsningen op for mig at fantasy handler om aldrig at opgive håbet – at lære læseren (ofte et barn eller ungt menneske) at selv i den sorteste nat og mod de mest uoverskuelige odds, så rejser man sig fra hvor man er faldet, og slår igen. Denne indstilling synes jeg, er noget af det vigtigste at give videre til vore børn og unge – der er altid håb!”
Håbet var også noget af det Jacob talte om i Speakers’ Corner på weekendens Fantasyfestival hvor han rådede tilhørerne til aldrig at give op, men prøve igen og igen, og hvor han fortalte om det store potentiale små skridt har for, som han sagde, hvis man fra starten af prøver at overskue hele den vej man skal, så kan man slet ikke gennemføre, men vil gå i stå før man overhovedet kommer i gang. Hvis man derimod sætter sig små mål og tager et skridt ad gangen, så har man lige pludselig løbet et helt maraton – eller sejret selvom man stod alene på en bro mod en ufattelig overmagt.
For Jacob er det enkelte menneskes potentiale og evne til at gennemføre det der ellers kan synes umuligt, i centrum. Og når fortællingen om Den trofaste bror foregår i Gudshave, en verden der er meget lig det klassiske fantasyunivers med magi og overnaturlige væsner som vi ser det hos f.eks. Tolkien eller George R. R. Martin, er der også en mening med det:
”Meningen var at skrive en handling om et ulige venskab i et for læseren genkendeligt miljø, så det blev venskabet og personernes indre konflikter der kom til at fylde mere end en alt for ny eller fremmed verden.”
Og med dette kommer Jacob ind på endnu et vigtigt træk ved sit forfatterskab – forholdet til hovedkaraktererne:
”Jeg kan lide alle mine hovedkarakterer. Derfor er I døden og videre god gammeldags fantasy med personer vi bryder os godt om, og som har problemer som vi selv i den normale verden kan sætte os ind i.”
Ørkenrose, den anden bog i serien, er færdigskrevet og udkommer i slutningen af marts 2017.
”Den bliver startskuddet til at finde ud af hvad der driver gamle Balt og væsnet bag ham,” fortæller Jacob. Han er allerede i gang med at skrive bog tre der delvist kommer til at handle om Balts barndom og den endelige årsag til at han aldrig giver op:
”Det bliver en hård og ond bog at skrive for mig for Balts barndom har mildt sagt ikke været den bedste. Hård fordi jeg som sagt holder af mine karakterer, og ond fordi jeg som forfatter skal formulere de forfærdeligheder der kan få et menneske til at ville kæmpe så ihærdigt for retfærdighed at han ender med at blive lige så grusom som den ondskab han bekæmper.”
Ingen kommentarer