At oversætte fantasy har sine helt egne udfordringer. Man ved aldrig, hvad der pludselig kan finde på at stikke kløerne frem.

Af Jakob Levinsen

For nylig til dette års Krimimesse i Horsens sad jeg i en paneldebat sammen med to andre oversættere og diskuterede, om det var fundamentalt anderledes at oversætte kriminallitteratur end anden skønlitteratur. Det var vi ud fra vores forskellige udgangspunkter temmelig enige om, at det ikke var.

Der er selvfølgelig nogle specialområder som skydevåben, politi- og retsforhold, anatomi og patologi, som man typisk stifter særligt og til tider mere end rigeligt intimt bekendtskab med i denne forbindelse, og som det godt kan volde problemer at få overført gnidningsfrit fra andre sprog til dansk. Men grundlæggende er et lig jo et lig.

Så relativt enkelt er det bare på ingen måde altid inden for litteratur med fantastiske elementer. Og jo flere af dem, desto mere fantasi, indlevelsesevne og kreativitet kræves der ofte også af oversætteren.

Jakob Levinsen har oversat værker af bl.a. J.R.R. Tolkien, Kazuo Ishiguro, Stephen King og Brandon Sanderson. Foto: Susanne Mertz.

Det er i særdeleshed tilfældet, fordi de bedste værker og forfatterskaber inden for fantastisk litteratur er fantastiske på hver deres måde. At oversætte eksempelvis Brandon Sandersons kolossalt ambitiøse, ekspansive og endnu meget langt fra afsluttede serie Stormlysfortællingerne er for eksempelvis på ingen måde det samme som at oversætte nobelpristageren Kazuo Ishiguros underspillede, formfuldendte mesterværk Den begravede kæmpe.

Eller for nu at begynde ved den moderne fantasys begyndelse: I et hul i jorden levede der en hobbit.

Mange vil sikkert kende J.R.R. Tolkiens egen beretning om, hvordan han en dag omkring 1930 af ren og skær kedsomhed nedgriflede netop denne sætning på en blank bagside af en eksamensopgave – inklusiv et ord, der var mere eller mindre grebet ud af den blå luft, og som det således var nødvendigt for sprogforskeren Tolkien at opdigte en fortælling ud fra. Resten er mere eller mindre verdenshistorie.

Mindre kendt er det imidlertid, at han fra et tidligt tidspunkt af sin forfatterkarriere begyndte at insistere særdeles stålsat på, at ordet ”hobbit” ikke måtte oversættes. Den direkte anledning var, at da hans debutroman fra 1937 ti år senere for første gang blev oversat til et andet sprog end engelsk, nemlig svensk, blev ”The Hobbit” til ”Hompen” (og Bilbo i øvrigt også til Bimbo).

Senere udarbejdede Tolkien specielt i forbindelse med sit hovedværk Ringenes Herre udførlige lister over navne og begrebers angivelige oprindelse og sammenhæng, og hvordan nogle ting skulle forstås og andre absolut ikke uden videre oversættes. Når der tales elversprog, tales der nu engang elversprog.

Hvor åbne, selv en så notorisk pernittengrynet forfatters begrebsunivers alligevel kan være for oversættermæssige friheder, kan man forvisse sig om ved at sammenligne de danske oversættelser af Ringenes Herre og Silmarillion ved to forskellige oversættere og ikke meget over ti års mellemrum. Ikke engang person- og stednavnene er nødvendigvis oversat eller blot stavet ens.

Jakob Levinsen har bl.a. oversat Den begravede kæmpe af Kazuo Ishiguro, som udkom hos Gyldendal i 2015.

Min egen nyoversættelse af Hobbitten fra 2012 havde dog en lidt anden baggrund. Oprindelig blev romanen til som én blandt mange godnathistorier for Tolkiens børn, der i dette tilfælde så gradvis udviklede sig til noget ganske andet og større. Af samme grund er den allerede i originalversionen en lidt vakkelvorn blanding mellem netop barnlig nu-skal-I-bare-høre-fortælling og navnlig i de senere passager en mere moden, selvstændig og mørk grundtone.

Samtidig var der tale om, at perspektivet siden den gamle danske oversættelse fra slutningen af 1960’erne var blevet radikalt udvidet og fordybet. Først med den posthume udgivelse af Silmarillion fik man alvor kendskab til omfanget af Tolkiens enorme mytologiske univers – som selv Ringenes Herre kun er en isbjergtop af – og som allerede stikker næsen frem adskillige steder i Hobbitten.

Så hvor den oprindelige oversætter, Ida Nyrop Ludvigsen, kan siges at have været i god tro med hensyn til primært at lade den danske Hobbitten tage farve af godnathistorieaspektet, var det over 40 år senere på høje tid også at trække den mørkere klangbund i fortællingen frem. Eksempelvis ved løbende i ordvalget at prøve at farve de mange dværge i historien mere tragiske end blot komiske.

En ganske anden problemstilling mødte jeg i forbindelse med sidste års litterære nobelpristager, englænderen Kazuo Ishiguros Den begravede kæmpe fra 2015. Ishiguro var i forvejen højt berømmet for antydningsvise, tvetydige romaner, hvor tingene sjældent står helt klart og da slet ikke for personerne – herregårdsromanen Resten af dagen er det berømteste eksempel – og vendte så her efter ti års romanpause tilbage med noget, der et langt stykke ad vejen ligner en temmelig regulær fantasyroman fra Britannien umiddelbart efter kong Arthurs fald.

Der optræder således både en drage og forskellige mere luftigt beskrevne overnaturlige væsener, men som ofte viser sig måske alligevel at være noget ganske andet end forventet. Hvor det i forbindelse med Tolkien i høj grad er et spørgsmål om at oversætte præcist og dækkende, er det hos den sarte Ishiguro langt mere et spørgsmål om at oversætte så antydningsvist, at usikkerheden, uhyggen og antydningerne forbliver intakte på dansk.

Jakob Levinsen har også oversat Tolkiens Hobbitten, som udkom hos Gyldendal i 2012.

Og ligesom drillepinden Ishiguro i sine tidligere romaner gerne lader fiktive forfattere eller popsangere blande sig med eksisterende som diskrete markører af, at det her altså er fiktion, sker det også et par steder i Den begravede kæmpe. Egentlig selvopfundet terminologi inden for flora og fauna er der – ligesom hos Tolkien – ellers ikke meget af i de nogenlunde jordbundne middelalderomgivelser.

Men tidligt i romanen omtales så pludselig uden yderligere kommentar, at nogen mener at have set en wren-eagle. En wren er en gærdesmutte, fuglekonge eller lignende småfugl, mens en eagle jo er en ørn – kombinationen til en enkelt flyvende skabning er bare aldrig set før.

Forfattere på Ishiguros niveau er typisk temmelig labyrintiske at komme i kontakt med gennem agenter og agenters agenter og så videre. Men til sidst nåede der da også en venlig, men kortfattet mail tilbage den modsatte vej: jep, kræet var da bare en fantasifugl.

Den kunne så passende hedde en fugleørn på dansk, besluttede jeg. Derefter ventede jeg bare med illusionsløs flegma – og belært af tidligere erfaringer – på, at en eller anden desorienteret finlitterat i det danske anmelderkorps ville gå galt af pointen og i stedet begynde at raillere over, at en sådan fugl da slet ikke findes i virkeligheden.

Det skete dog mig bekendt ikke. Muligvis fordi adskillige anmeldere ligesom i udlandet åbenbart blev så generelt sjælsrystede over, at den respekterede Ishiguro pludselig havde fundet på at slumme den med fantasy, at der slet ikke var overskud til også at undres over detaljer.

En enlig fugl er dog for intet at regne i forhold til udfordringerne i forbindelse med at oversætte Brandon Sandersons Stormlysfortællingerne. For hvor der både hos Tolkien og Ishiguro er tale om helt færdige værker, er den endnu ikke meget over 40-årige Sanderson stadig i fuld gang med at udvikle sit gigantiske Kosmere-univers på alle mulige ledder og kanter.

Brandon Sandersons En konges vej, som er udgivet hos Ulven og Uglen i to dele, er også oversat af Jakob Levinsen.

Bind tre ud af de projekterede ti, Oathbringer, er således først for få måneder siden udkommet i USA. Hvortil kommer alle hans mindre projekter for forskellige aldersgrupper, men ofte inden for andre hjørner af universet.

Oven i købet skriver han også exceptionelt tæt i rent sproglig henseende, ikke mindst i forhold til den lyssymbolik, der gennemsyrer værkerne. Andet binds titel, Words of radiance, er et oplagt eksempel.

Radiance har her nemlig ikke blot den umiddelbare danske betydning stråleglans. Det er også en reference til den fordums orden af overnaturlige Radiants, på dansk Stråleriddere eller blot De Strålende, der spiller en helt central rolle i den overordnede fortælling.

Samtidig skal begrebet universe building, der er udbredt inden for specielt klassisk fantasy eller high fantasy, i Sandersons tilfælde forstås særdeles konkret. På det overordnede plan er Sanderson i færd med at konstruere en minutiøst forbundet kosmologi af både dimensioner, elementer, begreber og egenskaber, som her i de første bind endnu kun er ved at blive foldet ud.

Omvendt foregår det stadig inden for rammerne af normalt engelsk (mens f.eks. Ringenes herre ifølge Tolkien udtrykkelig er en oversættelse til engelsk af et manuskript, der oprindelig var skrevet på Midgård-hverdagssproget westron). Her går Sanderson i vidt omfang til værks på samme måde som George R.R. Martin i Game of Thrones, nemlig ved ikke blot at finde på originale egennavne på personer og steder, men ofte også vende og dreje eksisterende engelske ord og sætte dem sammen til helt nye og i sammenhængen unikke betydninger.

Meget af første og andet bind af Stormlysfortællingerne finder således sted i områder domineret af klippelandskaber og såvel store som små skaldyr. Et dramatisk højdepunkt i bind ét, En konges vej, er jagten på en såkaldt chasmfiend, en gigantisk og særdeles glubsk skabning, der holder til ude i dybe kløfter.

Kort over Roshar, som er den verden, hvori Brandon Sandersons serie Stormlysfortællingerne foregår.

Det sammensatte ord – chasm for kløft og fiend for djævel eller uhyre – er typisk for Sandersons måde at turnere sproget på. Så i denne forbindelse var det relativt enkelt at oversætte til kløftdjævel (der er hjælpsomt nok også ligefrem en tegning af den i bogen), ligesom det var med den sprogligt åndsbeslægtede axehound, der på dansk blev til flækhund.

Endnu sværere bliver det imidlertid, når nogle af de mange personer på mange forskellige steder passerer særegen flora eller fauna, der blot nævnes i forbifarten, ja måske kun den ene gang i løbet af Stormlysfortællingernes foreløbig over 3.000 sider. Slår man op i én af de yderst detaljerede og udtømmende Sanderson-baser på nettet, eksempelvis den officielle fanside coppermind.net, kan man ved selvsyn konstatere, at det særdeles ofte er tilfældet.

Som nu i det allerførste regulære kapitel i Words of Radiance, der foregår til søs. Her hentydes der uden nogen som helst yderligere forklaring til et havvæsen ved navn en Redwater, der foreløbig ikke er så meget som nævnt noget andet sted i værket.

Her er man på alle måder ude på dybt vand. Men både som menig læser og professionel oversætter er det selvfølgelig også ofte der, at det for alvor begynder at bliver spændende.

Jakob Levinsen (f. 1960) er forfatter og oversætter. Senest er i år udkommet oversættelser af Stephen Kings ”Sleeping Beauties” (”Rosernes torne”) og Lee Childs ”Make Me” (”Hårdt prøvet”). www.jlevinsen.wordpress.com.

Hold øje med Ulven og Uglens Facebook og Instagram for at følge med i vores crowdfunding af den første tredjedel af andet bind i Brandon Sandersons fantasyserie Stormlysfortællingerne. Vi håber, at du har lyst til at hjælpe os.