I sidste uge blev det slået fast, at konsekvens og sammenhæng er yderst vigtige for at et fantasy-univers føles overbevisende og levende. Jeg nævnte også kort Terry Pratchett og hans Diskverdens-saga. At skrive Diskverdenen og ”konsekvens” så tæt på hinanden kan virke lidt selvmodsigende, idet Pratchett beskriver en verden som befinder sig på kanten af det vi normalt kender som logik. Fx er Diskverdenen flad, og ligger på ryggen af fire elefanter, som står på en kæmpe skildpadde, som svæver gennem universets tomrum. Det er en verden hvor sammenhængene er uigennemskuelige og paradoksale, og karaktererne ved det godt. Dette bliver så en pointe, som karaktererne udnytter til deres fordel. Et godt eksempel på dette er en-ud-af-en-million-reglen: “Videnskabsmænd har beregnet at sandsynligheden for at noget så absurd faktisk findes, er en ud af en million. Men troldmænd har beregnet at en-ud-af-en-million chancer dukker op ni gange ud af ti.” Dette kan en snu karakter bruge til sin fordel ‑ men kun hvis han kan sikre sig, at sandsynligheden virkelig er en-ud-af-en-million ‑ og ikke fx halvanden-ud-af-en-million. Her bliver selve universets regler en kommentar til alle de ”tilfældigheder” som optræder i fiktionens verden, hvor helten lykkes i at gøre noget, som burde være umuligt ‑ eller i hvert fald er meget meget usandsynligt. I Diskverdenen bliver det ulogiske et systematisk og definerende træk ved universet, som gør at det alligevel bliver sammenhængende.

Sammenhængskraften i en kunstig verden er afgørende for hvor overbevisende og naturlig den virker. Brandon Sanderson bruger i høj grad beskrivelser af mennesker og skikke til at gøre et sted levende. Hans bog En konges vej udspiller sig i en fremmedartet verden, med magiske sværd, kæmpe skaldyr og monstre. Men alligevel formår han at få denne fremmedartede verden til at virke velkendt og naturlig, idet han normaliserer det, som umiddelbart virker fremmed på læseren. Magien beskrives som en naturlighed, og de fremmedartede skikke bremser ikke læsningen med mange forklaringer, men forklares efterhånden.  Samtidigt lykkes det ham at overføre en følelse af fremmedgørelse til læseren, idet der på et tidspunkt nævnes et eksotisk og sjældent dyr, som det efterhånden går op for læseren er en kylling. Ja, i en verden hvor planter bevæger sig, og man på magisk vis kan lave mad ud af sten, er høns fascinerende. Idet Sanderson eksotiserer det, som er velkendt for læseren, er han med til at give os et nyt syn på vores egen verden, som Tolkien også foreslog muligheden for ovenfor. På den måde bliver fantasy-verdenen en mulighed for at spejle vores eget samfund og hverdag.

Indtil videre har vi mest beskæftiget os med hvordan verdener kan skabes tekstligt i bøger, men det sker også på andre måder. I mange fantasybøger ‑ inspireret af Ringenes Herre ‑ finder man forrest i bogen et kort over den verden, som handlingen udspiller sig i. Dette kan også tage form af illustrationer i selve bogen, bilag med lister over dynastier, eller nyopfundne sprog.

Denne type materiale kaldes paratekst, hvilket dækker over alt det ved en bog, som er omkring selve fortællingens første og sidste ord. Selvom parateksten derved er udenfor teksten, eller ”ekstra”, påvirker den alligevel den måde vi opfatter og læser bogen ‑ derfor har vi ordsproget om ikke at dømme en bog på dens udseende. Parateksten kan være elementer som kort eller illustrationer, og derved indgå som en del af verdensbygningen, og gøre universet mere levende for læseren. Parateksten kan også være udenfor bogmediet, som reklamer eller forfatterinterviews. Den franske teoretiker Genette forstår begrebet meget bredt ‑ han mener at alle kontekster kan være paratekster, hvis forfatteren eller en af forfatterens ”allierede” tager ansvar for det. På den måde kan en brevudveksling, en film eller Tolkiens notater også være en vigtig materialekilde til at forstå et værk ‑ og potentielt dens verden.

Tegning af J.K. Rowling, 1999

Denne type verdensbygning kan være meget vidtfavnende, som det også kan ses af fx Tolkiens adskillelige skriftsprog og den omfattende genealogi som han har udformet over sine karakterer. Også en nutidig forfatter som J.K. Rowling har delt utroligt meget information om Harry Potters univers igennem interviews, sin hjemmeside og bøger om universet – information som ikke er inkluderet i de syv oprindelige romaner, men som stadig ‑ i forskellig grad ‑ betragtes som kanon. Det er en fortsat debat indenfor Harry Potter-universet om hvorvidt alt J.K. Rowling har udtalt og godkendt skal accepteres som kanon, eller om det kun er de syv oprindelige romaner.

Det spiller især ind i forhold til fanfiction, som er et begreb for fans videreskrivninger af bestemte historier. Her kan for meget information om et univers blive begrænsende, hvis det lukker flere muligheder for videreskrivning end det åbner. Gennem fanfiction bliver det muligt at lege med et andet, allerede eksisterende, univers, men der er også fanfictionforfattere som kun holder fast i karaktererne, og flytter dem over i et andet univers ‑ eller laver en helt ny verden til dem.

Hvordan ville din verden se ud, hvis du helt selv kunne bestemme? Opsøger du mere information om en bog efter du har læst den, eller holder du dig til dine egne forestillinger? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet!