Lige siden Antoine Galland mellem 1704 og 1717 oversatte 1001 nats eventyr fra arabisk, har Europa og Vesten været tryllebundet af fortællinger om Orienten – eller i hvert fald af vores egen forestilling om de arabiske lande. Galland fik sikret sin plads i historien ved at hjembringe, oversætte og introducere fortællingerne til Europa. Det er interessant at bemærke at mange af de fortællinger som er mest kendte i dag, ikke optræder i de originale dokumenter som han tog med hjem, bl.a. Aladdin og historien om Ali Baba og de 40 røvere. Der er forskellige teorier om hvor historierne så kommer fra. Nogle af de mere venlige teorier går på at originalerne bare er gået tabt efter oversættelsen til fransk, eller at en arabisk ven har dikteret fortællingerne for Galland, og at der altså ikke er et skriftligt forlæg. Andre spekulerer i om Galland opdigtede historierne og tilføjede dem da han så hvor populære de andre fortællinger blev. Det belyser også på en interessant måde, hvordan genkendelighed i kunstværker er vigtigt. De fortællinger som blev forfattet af en med samme verdenssyn som læseren, blev mere populære,  end fortællingerne om det fremmede, skrevet af fremmede.

I samtiden var mange digtere og malere inspireret af Orienten, og dem som havde mulighed for at rejse, bragte derved kultur tilbage til dem der ikke kunne rejse. Dette medførte dog også en eksotisering af det fremmede som blev til problematiske stereotyper. Den amerikanske professor i post-koloniale studier, Edward Said, kritiserer Orienten for at være et vestligt litterært begreb. Han mener at Orienten i litteraturen fungerer som et pilgrimssted hvor man kan skabe og genskabe både Orienten og sig selv. På den måde bliver det selve fremmedgørelsen ved det orientalske som fascinerer og tiltrækker et vestligt publikum. Han beskriver også et verdenssyn hvor østen og det fremmede ses i modsætning til det vestlige og velkendte. Her fremstilles Orienten ofte som passiv, stagneret, mystisk, feminin og magisk, mens det vestlige ses som aktivt,
moderne, rationelt og maskulint. Litteratur der foregår i Orienten, er ifølge Said mindre interesseret i at lave en naturalistisk fremstilling og mere interesseret i at bruge Orienten til inspiration og som kulisse. Denne brug af orientalske træk ses også i fantasygenren hvor der ofte optræder elementer som blev populariserede gennem 1001 nats eventyr – fx magikere, flyvende tæpper og djinner.

Fortællingen om den snarrådige Scheherazade der redder sit liv ved at fortælle eventyr er stadig populær, og afføder jævnligt nyfortolkninger. En af disse er den amerikanske Renee Ahdiehs roman The Wrath and the Dawn (2015) om den 16-årige Shahrzad der sværger hævn over den grusomme kalif som er ved at gifte (og henrette) sig gennem byens unge kvinder – og netop har henrettet Shahrzads veninde. I Ahdiehs genfortælling bruger Shahrzad stadig historier til at overbevise kaliffen om ikke at dræbe hende, men efterhånden bliver karaktererne selv viklet ind en historie med magiske væsener og flyvende tæpper. Hvor historien om Scheherazade i 1001 nats eventyr mere fungerer som rammefortælling for en masse eventyr, er det her Shahrzads historie, der er i fokus.

Det er dog ikke kun i genfortællinger af 1001 nats eventyr at forfattere lader sig inspirere af Orienten. I Tamora Pierces serie Løvindens sang
(1983-1988) rejser hovedpersonen Alanna ud i ørkenen og bor hos et ørkenfolk, bazhirerne, som er beskrevet på en måde som minder meget om klassiske repræsentationer af Orienten. Her er shamaner og tilslørede kvinder, og Alanna vender op og ned på stammens traditioner. Dette er interessant da Alanna bevirker en meget større forandring i ørkenfolkets samfund end i sit eget – på trods af, eller måske netop på grund af, sin position som fremmed hos bazhirerne. I den første bog i serien forklæder Alanna sig som en dreng for at kunne blive ridder og slås – det er nemlig utænkeligt for en kvinde i hendes samfund. Det lykkes i lang tid for Alanna at skjule sin identitet, men da hun afsløres, gør dette ingen større forskel i samfundet – selvom det bliver tydeligt at kvinder godt kan være riddere. De eksisterende normer forbliver altså fastlagte. Da Alanna kommer til bazhirerne, accepteres hun som ”Kvinden der ridder som en mand” og bliver en del af stammen med magt til at påvirke de sociale normer og traditioner. Dette illustrerer Saids pointe ovenfor om at Orienten ses som et anonymt sted hvor man kan genskabe og genoprette ikke blot Orienten, men også sig selv.

Orienten kan altså være et sted for genskabelse og genoprettelse. Dette tema slås også an i Ørkenrose (2017), hvor den traumatiserede Jasmin og den fordrukne pukkelryg Balt finder hinanden i ørkenriget Parsien. Her får vi lov til at se en anden del af Jacob Kokkedals verden Gudshave end den som blev fremstillet i I døden og videre (2016), og vi glæder os til at dele den med jer!