Af Signe Fahl

Læger, laboranter og sygeplejersker myldrede omkring mig i coronarumdragter, tog blodprøver, coronatest, koblede mig til et stativ med en blodpose, målte blodtryk, talte til mig og spurgte mig om alt muligt, og jeg følte mig lidt som øjet i en orkan. Jeg var lige blevet indlagt med høj feber og en ret dårlig blodprocent. Da det hele stilnede lidt af, kom en læge ind igen og satte sig ved siden af sengen. Jeg kan huske hendes ansigt, så hun kan ikke have haft mundbind på.

”Vi har fået svar på den CT-scanning, du fik i går,” sagde hun. ”Vi kan se noget, der godt kan tyde på kræft, men vi sender en vævsprøve ind for at være helt sikre.”

Hun sagde mere, men hun talte gebrokkent dansk, mit hoved var feberomtåget, og jeg er af natur optimistisk/realitetsfornægtende, så jeg kan ikke huske ret meget mere fra den samtale, andet end at jeg besluttede mig for at afvente svaret på den vævsprøve, før jeg ville tro på det.

Den var god nok. Det var kræft.

Ret hurtigt derefter tog jeg en beslutning om, at selvfølgelig overlevede jeg. Videre. Jeg blev sygemeldt fra arbejdet. Sikke en masse tid jeg nu havde til at skrive og redigere manuskriptet på Tågespind 3, som jeg afventede retur fra redaktøren.

Signe Fahl modtager kemobehandling

Behandlingen gik i gang. Kemo hver 14. dag. Jeg var ikke voldsomt plaget af bivirkninger, men nogle var der selvfølgelig. Kuldefølsomhed, hårtab, forstoppelse. Og træthed. Jeg har prøvet at arbejde mig selv ud over udmattelsesgrænsen i høsten, hvor man har knoklet en hel dag, men der mangler stadig otte læs ude på marken, og regnen truer i horisonten. Man er nødt til at få det ind nu, og på et tidspunkt opgiver kroppen at sende en træthedssignaler og arbejder bare, til man er færdig.

Denne træthed var noget helt andet. Fatigue kaldes den. Du er træt hele tiden. Hvile hjælper ikke. Du har ikke engang energi til at løfte armen for at tage telefonen og finde noget hjernedødt underholdning. Jeg spiste meget lidt, og det gav selvfølgelig heller ikke noget energi.

Skrive? Glem det.

Jeg fik styr på mit madindtag. ”Spis alt det, der ellers er forbudt,” sagde både læger og sygeplejersker. Smør på brødet, chokolade, fede mælkeprodukter, masser af protein. Min kræftknude sad på min tolvfingertarm og lukkede den mere eller mindre af. Blød mad skulle der til, og jeg har spist ufattelige mængder af risengrød og chokoladebudding. Jeg fodrede mine dyr og gik en tur med hunden hver dag lige meget, hvor træt jeg var. Det gav energi.

Men når jeg så sad ved computeren og var godt i gang med at skrive, faldt jeg i søvn. Simpelthen. Midt i en sætning, som jeg så kunne kigge undrende på, når jeg vågnede halvanden time efter, og spekulere på, hvor pokker jeg ville hen med den. Det var meget mærkeligt.

Senere fik jeg et nyt problem: føleforstyrrelser i fingrene. Det blev svært at ramme de rigtige taster på computeren, og selvom jeg ramte, var det ikke sikkert, at jeg fik lagt tryk nok på fingeren, til at der rent faktisk kom et bogstav op på skærmen. Jeg har slettet utallige sætninger, hvor der stod noget i retning af ”ain ujjwfucwe nwbubf”. Ud over disse praktiske vanskeligheder havde jeg svært ved at overskue hele handlingen i bogen for slet ikke at tale om hele serien.

Som om det ikke var nok, besluttede kræftknuden sig for at modarbejde kemoen og lukke helt af for tarmen, så jeg måtte opereres et par gange for overhovedet at kunne indtage føde og komme af med det igen. Jeg fik afprøvet et enkelt skud immunterapi, som desværre gjorde mig syg af leverbetændelse, og en ny kemokur, som jeg mest husker for at smage virkelig grimt. Lidt som når man er køresyg.

Signe Fahl på hospitalet

Nogle mennesker kan skrive sig gennem deres sygdom og kommer ud på den anden side med ikke alene en raskmelding, men også en bog. Det kunne jeg ikke. Jeg fik skrevet en novelle, som sjovt nok handlede om en kvinde, der døde. Det var det hele, men jeg var og er stolt over den.

Jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke fik skrevet noget på længde med en bog. Jeg trøstede mig med, at skulle kræften gå hen og tage livet af mig, havde forlaget i hvert fald den uredigerede version af bogen, så læserne ville kunne få afslutningen af trilogien på en eller anden måde.

Det tog halvandet år, før lægerne vurderede, at tumoren var formindsket nok til, at de ville risikere at operere mig. Jeg skulle gennemgå en såkaldt whipples-operation, hvor man fjerner tolvfingertarmen, galdeblæren og galdegangen, noget af bugspytkirtlen og lidt af mavesækken. For at være helt sikre tog de også lidt af tyndtarmen og alle lymfekirtler, der bar præg af at have været ramt af kræft. Derefter syede de tyndtarmen fast på resten af mavesækken. Da jeg vågnede, kunne jeg ikke gå og ikke spise. Disse helt basale ting skulle genlæres. Det med at gå kom jeg forholdsvis hurtigt efter, men det var en besynderlig oplevelse i en alder af 49 at skulle støtte sig til en såkaldt talerstol og finde en trappe helt uoverskuelig.

At spise tog længere tid. Otte kilo raslede af mig på en uge, inden jeg fik nogenlunde styr på det. Mit fordøjelsessystem var blevet ommøbleret og skulle lære at fungere på en ny måde. Min formindskede mavesæk kunne ikke rumme mere end nogle få bidder ad gangen. Samtidig krævede kroppen enorme mængder energi til heling. Jeg troede, at jeg havde prøvet fatigue. Jeg havde kun lige snuset til det. Den træthed, jeg oplevede nu, var altovervældende, konstant, fyldte hver en pore i mig. Sad jeg ned i mere end fem minutter, faldt jeg i søvn. Uden at blive mere frisk end før. Jeg slæbte mig rundt og måtte holde hvilepauser konstant og hele tiden.

Heldigvis havde jeg takket ja til et kommunalt tilbud om genoptræning, for det stod soleklart for mig, at det kunne jeg ikke klare selv. Ud over fysisk træning fandt jeg også et fællesskab med andre kræftramte.

14 dage efter min operation faldt min far om i sit hjem og blev indlagt, og der fulgte en lang periode med flere indlæggelser, genoptræning og indretning af en ny hverdag med mere hjælp for ham. For mit vedkommende startede jeg i praktik på min gamle arbejdsplads og vendte stille og roligt tilbage til arbejdsmarkedet sideløbende med en udtrapning af medicin.

2. udgave af Tågespind-serien

Der var ikke overskud til noget andet. Men jeg havde så dårlig samvittighed over den bog. Den trængte til at blive færdig. Mit forlag kom med den gode idé at genudgive de to første bøger i serien med nye forsider for at gøre klar til udgivelsen af den sidste. Det indebar en fornyet redigering af de første bøger.

Jeg tænkte, at det kunne jeg hurtigt få fra hånden. Åbenbart var jeg ikke blevet klogere under mit sygdomsforløb. Der var gået nogle år, siden de blev udgivet, og selvom redaktøren og jeg i sin tid havde tyret dem igennem 188 gange, sprang fejl og forbedringsmuligheder, vi havde overset, nu i øjnene + at vi med en færdigskrevet 3’er kunne lægge nogle spor ud, vi ikke kunne i første omgang.

Det blev altså mere omfattende, end jeg havde troet, og jeg var længere tid om det, end jeg havde håbet på. Men det var en god måde at komme tilbage i historien på. Jeg opdagede, at jeg stadig kunne lide den, og at jeg nød at opholde mig i Karens og Daniels verden igen. Således opdateret på begivenhederne i handlingen kunne jeg gå i gang med redigeringen af den sidste bog.

Selvfølgelig gik det ikke så hurtigt som håbet, men færdig blev jeg. Altså med runde 1 i redigeringsprocessen. Den skal gennem mange flere endnu. Jeg har aldrig været nogen hurtigskriver, men må erkende, at mit tempo er blevet endnu langsommere. Har jeg været på arbejde, er min hjerne blevet til grød efter fyraften. Der kan ikke trækkes noget kreativt ud af den. Jeg må økonomisere energi og kræfter og planlægge skrivetid, hvor der er rum til både fordybelse og pauser. Jeg glemmer stadig ord og viden, jeg engang har researchet mig frem til, og må starte forfra hver gang, jeg støder på sådan et hul.

Men jeg kan. Mine fingre rammer de rigtige taster nu. Hovedet kan rumme komplekse handlingstråde igen. Mine huller i hukommelsen er ved at fyldes ud. Det er ikke sikkert, at jeg nogensinde når mit gamle niveau, men jeg kan komme meget tæt på. Jeg har været heldig.

Så, kære læsere af Tågespind. Afslutningen på Karens og Daniels historie nærmer sig. Langsomt, men sikkert. Tak for tålmodighed og omsorg fra jeres side.