”Ser man på kønsrollerne i gamle eventyr, har der altid tegnet sig et mønster hvor prinsen, ridderen eller bondeknolden har været den beslutningsdygtige, handlekraftige figur med klare mål for øje.” Sådan skrev vi i et tidligere blogindlæg om kønsroller i fantasy. Når man som kvinde kigger tilbage på de gamle eventyr med et feministisk blik, så kan man få helt ondt i både hovedet og selvtilliden af, at at prinsessen altid skal reddes af prinsen. Det var også grunden til, at vi skrev om stærke kvinder i fantasy for nogle uger siden. Det fik os dog samtidig til at tænke på, at man sjældent overvejer, om prinsen egentlig er tilfreds med sin rolle i eventyret. Man ser ofte den stereotype helt, en ægte Prince Charming, som skal redde verden. Han skal, som sagt i citatet, helst være beslutningsdygtig og handlekraftig, og så skal han også helst se godt ud og selvfølgelig kunne svinge sværdet og redde prinsessen. I denne uges blogindlæg ser vi på nogle mandelige karakterer i fantasygenren, som ikke lever op til overstående standarder – og som netop derfor bliver endnu bedre!

Forventningerne former mennesket
Inden vi går i gang med at tale om de alternative helte, vil vi kaste et blik på en helt, som umiddelbart er ret klassisk. Pointen er her at vise, hvordan standarderne fra de mennesker, der omgiver vores helte, har meget at sige i forhold til deres selvbillede.

Damian er hovedpersonen i Djævlens hjerte af Lars Kramhøft. Han lever i Danmark på Valdemar Atterdags tid og er søn af lensherren Magnus Drakensten. Damian ligner på mange måder den klassiske helt fra eventyrene. Han er ung, pæn og god med et sværd – og så kommer han ridende på en hest, om end denne er sort fremfor hvid. Damians far har en lang række forventninger til sin søn, som trækker ham i retning af den klassiske helt: Han skal være handlekraftig og tage ansvar for de mennesker, der bor på Drakenstens område – også selvom måden man tager ansvar ifølge Damians far, til tider kan være temmelig voldelig. Faren selv har taget det ultimative ansvar for lenets sjæle, i det han vil grave en tunnel ned til helvedet og dermed bevise, at helvedets pinsler er ægte, så synderne kan blive skræmte nok til at rette ind og dermed blive frelste. Problemet er bare, at faren, som ellers beskrives som den store gudfrygtige krigshelt, måske slet ikke har rent mel i posen… og hvor stiller det så Damian?

Damian flygter fra sin far, hvilket fører til, at han kommer i kontakt med en række mennesker, som faren normalt aldrig ville lade ham møde. Han rejser eksempelvis med en teatertrup, hvor medlemmerne blandt andet består af en taterpige (et gammelt og nedladende ord for romaer) og hvor lederen går med makeup – og deraf, ifølge Damians begrænsede viden, automatisk må være sodomit. I løbet af romanen må Damian indse, at hans måde at se på andre mennesker er meget snæversynet og at den måde han har levet livet på, ikke nødvendigvis er den rigtige. De mennesker, han møder udenfor sin normale omgangskreds af macho-mænd, viser ham, at helten ikke altid ligner den klassiske prins, og at dem der ligner helte (såsom hans far) ikke nødvendigvis er det. Med dette for øje kan vi nu kaste blikket på nogle af vores alternative helte. (Hvis du hellere vil læse mere om, hvordan helte bliver formet af det univers de lever i, inden du læser videre, så gør endelig det).

Må prinsen blive bange?
I de klassiske eventyr var det prinsen som reddede prinsessen, og der var altså ikke plads til, at prinsen pludselig blev bange og gemte sig for dragen – men hvis vi nu skal være helt ærlige, hvem ville så ikke gemme sig, hvis der kom en aggressiv drage imod en? Det er i dag blevet langt mere almindeligt, at man viser de normale reaktioner, som man ville have i sådanne situationer. Bran Stark spurgte i Game of Thrones-seriens første bog: ”Can a man still be brave if he’s afraid?” Hans far, Eddard Stark, svarede: ”That is the only time a man can be brave.” Det siger noget om, hvordan det netop er frygten, som gør, at det at gå imod dragen bliver en heltedåd – så ja, en prins må gerne være bange.

I romanen I døden og videre, som er første bog i serien Den trofaste bror, har prins Eumon af Sastion en central rolle. Han er et godt eksempel på en prins, som ikke er hverken frygtløs eller kamplysten. Han er i stedet glad for bøger – men betyder det, at han er svag? Det synes en af ridderne i hans følge i hvert fald, idet han tænker: ”Det var ikke nødvendigvis sådan, at ridderen havde noget imod svage mennesker som prinsen. Der var bare ingen plads til et godt hjerte og barmhjertighed i et sted som borgrigerne.” Her bliver der stillet lighedstegn mellem det at være svag og have et godt hjerte. Eumon er en god dreng, men han er samtidig en blød dreng, som må bæres når terrænet bliver for hårdt og som giver op under kamptræning. Det er først, da han møder vandringsmanden Balt, at han begynder at vokse sig ind i rollen som prins. Samtidig må han udvikle sig, sådan at han bliver stærkere, men ikke mister de ting, som ridderen så som hans svaghed, nemlig hans gode hjerte og barmhjertighed.

Hvordan skal helten se ud?
Balt, som hjælper Prins Eumon i I døden og videre, er samtidig hovedpersonen i hele Den trofaste bror-serien. Han er desuden et godt eksempel på, hvordan en forfatter kan gå imod forventningerne om, hvordan en helt skal se ud. Det bliver ikke anset for passende, at Balt skal hjælpe prinsen, fordi han bliver anset for at se forkert ud: Han er en pukkelrygget vandringsmand, som tumler fuld rundt i sit slidte og møgbeskidte tøj. De eneste væsner, der virker til helt at have accepteret ham, er de fluer, der sværmer omkring ham. Han gør dermed op med alle former for stereotyper om den klassiske helt – og kongen vil da også hellere have, at prinsen får hjælp fra en ondskabsfuld men mere helte-lignende fægtemester.

Frodo fra Ringenes Herre er et andet godt eksempel på en helt, som ikke ser ud som man forventer. Det tages også op i selve bogen, hvor de andre i Frodos følge i starten ikke kan forstå, hvorfor han overhoved skal med. De forventer, at det er de gyldne riddere eller stolte elvere, som skal redde verden, men hvor de, der ligner den stereotype helt, bukker under for ringens magt, så klarer Frodo udfordringen. Han er et godt eksempel på, at selvom man ikke lever op til de fysiske standarder, som verdenen omkring en har sat, kan man alligevel vise sig at være den stærkeste.

Det var vores tanker om fantasy og den klassiske helt. Konklusionen må være, at man hverken behøver at ligne eller opføre sig som prinsen fra de klassiske eventyr, for at kunne være en ægte helt. Faktisk bliver disse alternative helte ofte endnu bedre, fordi de hverken er uopnåelige skønheder eller fuldkomment frygtløse. De kan derimod, ligesom almindelige mennesker, både blive bange og usikre. Det, der er fedt ved dem, er, at de alligevel klarer sig gennem deres udfordringer, udvikler sig til trods for deres frygt og finder glæde ved de ting, som de kan. Det gør også, at man føler mere med dem, end man gør med den perfekte prins, som ligger temmelig fjernt fra de fleste af os.