Af Clara-Amalie Vorre-Grøntved

Den onde eventyrheks

”Den gamle var imidlertid en ond heks, og slet ikke så rar, som hun lod. Hun havde kun bygget kagehuset for at lokke børn til sig. Når hun havde fået et barn i sin magt, dræbte hun det, kogte det og spiste det, og så var det rigtig en festdag for hende.” (Hans og Grete, Grimm, 1812).

Sådan kender vi eventyrheksen. Heksen med sin spidse hat, flyvende kost, krumme næse, vorter og ikke mindst en hang til at spise små, uskyldige børn. Hun er skurken. Hun er den onde. Det er hende, der bortfører prinsessen, hende, der tryller prinsen om til en frø, hende, der stjæler børn i natten. Hun bor i et pandekagehus langt ude i skoven, i et højt tårn eller i en skummel hytte. Hun er kontrasten til alt det gode. Hun er grim og ond.

Clara-Amalie Vorre-Grøntved er fantasyforfatter og cand.mag. i litteraturhistorie. Hun har fået udgivet syv børnebøger hos henholdsvis Forlaget Elysion og Gyldendal. P.t. arbejder hun på en YA-fantasyserie. Hun er helt tosset med fantasy og elsker at formidle sin begejstring til andre.

Klassiske eventyr dyrker dobbeltheden og modsætningerne, og heksen er et godt eksempel: Prinsessen er god – heksen er ond. Prinsessen bor på et slot i byen – heksen bor langt ude i den vilde natur. Prinsessen er smuk – heksen er grim. Prinsessen er ung – heksen er ældgammel. Prinsessen skal giftes – heksen er enlig. Og sådan kan man blive ved. Heksen er alt, hvad en kvinde ikke måtte være inden for datidens normsæt: grim, gammel, egenrådig, usympatisk og ugift.

Der er altså ikke nogen tvivl om eventyrheksens placering på skurke-helte-skalaen. Dramaturgisk set er eventyrheksen lidt af en endimensionel figur: Hun kan ikke udvikle sig. Hun mangler simpelthen den blanding af dårlige og gode egenskaber, der kendetegner komplekse karakterer. Hun minder mere om et dyr end et menneske. Den eneste løsning for Hans og Grete er at slå hende ihjel. Vi hører aldrig om hendes motivation for at spise børnene. Ikke andet end at spise børn føles som en ”festdag”. Hendes ondskab er hendes eneste drivkraft. Vi kender ikke til hendes barndom, hendes ønsker for livet eller hendes drømme. Vi får aldrig en forklaring på, hvorfor hun er blevet, som hun er. Hendes funktion er helt og holdent skurk. Vi skal ikke nære sympati for hende eller medlidenhed med hende.

I de klassiske eventyr er heksen altid skurk. Hun er alt det, som en kvinde ikke måtte være i datidens samfund: grim, gammel, egenrådig, usympatisk og ugift.

En magisk heltinde

Denne endimensionelle definition gælder imidlertid ikke for alle heksekarakterer. I hvert fald ikke længere. Takket være fantasygenren har heksekarakteren udviklet sig. Der findes nu flere forskellige former for hekse. Hun er ikke længere tvunget til kun at spille skurkerollen. Heldigvis. Den moderne heks kan både være hovedperson og hjælper. Clara fra Vildheks af Lene Kaaberbøl (Alvilda, 2010-2014) eller Aia fra Pigen fra Månehøjen af Lene Krog er eksempler på hekse, der spiller hovedrollen. Den moderne heks kan også have en hjælper-rolle, hvor hun guider hovedpersonen videre på sin færd – et eksempel kan fx være Serafina fra Det Gyldne Kompas af Phillip Pullman.

Hermione fra Harry Potter af J.K. Rowling (Gyldendal, 1998-2007) er både næsten hovedperson og en hjælper. Mulighederne er mange.

To eksempler på moderne hekse er Clara fra Lene Kaaberbøls Vildheks-serie (Alvilda, 2010-2014) og Hermione fra J.K. Rowlings Harry Potter-bøger (Gyldendal, 1998-2007).

Selvom heksen ikke længere er tvunget til at spise børn og ”gnægge” ondskabsfuldt imens, så er der faste karaktertræk, der ofte går igen selv hos moderne hekse. Som læsere skal vi kunne genkende rollen ”heks”, og dette kan vi kun, hvis vi har nogle pejlemærker at rette opmærksomheden efter. Det kan fx være den flyvende kost, den gamle hytte ude i skoven, det tætte forhold til naturen og dyrene. Men også gerne en særlig dyreledsager, en familiar, som ofte er en kat, fx Hermiones Crookshanks eller Claras Kat. Og så selvfølgelig, det vigtigste af alt: evnen til at lave magi.

Ondskaben længe leve

Den moderne heks kan stadigvæk være ond, men én vigtig ting har ændret sig: den endimensionelle ondskab, som vi kender fra eventyret. Ofte bliver det forklaret, hvorfor den moderne heks i fantasy er ond. Hekse som skurke i fantasy har mere kompleksitet og en stærkere motivation.

For atter at tage fat i den famøse heks fra Hans og Grete, så er hendes motivation for ondskab, at hun simpelthen blot er sulten. Hun kan lide at spise børn. Punktum. Heksen fra Snehvide vil være den smukkeste i landet, og heksen fra Rapunzel er bitter over, at dronningen spiste hendes blomster. Umiddelbart kan vi som moderne læsere undre os over disse voldsomme reaktioner – ja, det er da træls, at nogen spiser ens blomster, men ligefrem at tage vedkommendes førstefødte til gengæld er måske lige i overkanten. I moderne litteratur derimod er ondskab ofte forbundet med magt. Heksene er onde, fordi de ønsker at få magten over samfundet. Vi hører om deres kamp for at opnå magten, og ofte får vi også baghistorien for, hvorfor denne magt er så vigtig for heksen.

I Lene Krogs YA-serie Pigen fra Månehøjen er der hekse på både den gode og den onde side, og begge har gode motiver for at handle som de gør.

Fantasy

Heksen har bevæget sig fra kristne skræmmefortællinger til også at kunne indgyde håb og vække drømme hos læserne. Det er til dels takket været den genre, hun optræder i. Eventyr er simple romantiserede historier, der blandt andet beskriver overgangen fra barn til voksen igennem faste mønstre, fx tre prøver. Fantasyfortællinger skildrer også tit det at gå fra barn til voksen, og dette skyldes genrens rødder i eventyr, men modsat eventyr leger fantasy mere med virkelighedsaspektet. Når vi læser et eventyr, har vi faste rammer som: Der var engang og De levede lykkeligt til deres dages ende. Når vi læser de sætninger, er vi ikke i tvivl om, at der er tale om et eventyr. Det er fiktion og ikke virkelighed. Fantasy derimod drager læseren ind i universet, og forfatteren kan tilmed forsøge at bilde læseren ind, at fortællingen rent faktisk kunne være realistisk. Dette gøres ved at blande fantasi med virkelighed fx ved hjælp af magiske universer, der gemmer sig bag virkelighedens verden. En almindelig pige, der opdager, hun kan magi. Et magisk tog, der transporterer én hen til troldmandsverdenen. En kniv, der kan skære vej ud fra virkeligheden etc. Fantasygenren er en kompleks størrelse på samme vis, som heksekarakteren kan være det. Dog er der faste mønstre i begge.
Forfatteren har mulighed for at kommentere tabubelagte emner ved at distancere handlingen til et fantasiunivers – det gør indholdet mindre følsomt for læserne. At kunne benytte hekse og andre fantasivæsner til at kommentere på mobning og diskrimination uden at træde bestemte etniciteter/trosretninger etc. over tæerne. Fantasy er med andre ord fantastisk og kompleks. Og det er smittet af på heksekarakteren.

Heksen er ikke alene

Heksen er ikke alene om sin udvikling – igennem de seneste par år har vi set ændringer i flere fantasivæsner. Et notorisk eksempel på dette er den bølge af moderne vampyrer, der fulgte i kølvandet på Twilligt-serien af Stephenie Meyer (Carlsen, 2006-2008). Hvis der først går mode i et fænomen, så er den litterære verden ikke langsom til at ride med på bølgen.

Lur mig, om ikke, flere væsner udvikler sig i fremtiden. Det er i hvert fald aldrig kedeligt at følge med i fantasygenren, for her sætter kun fantasien grænser.