I hjertet af enhver fortælling står der en helt, én læseren går igennem tykt og tyndt med, én hvis styrker og svagheder læseren kender, og ikke mindst én vi håber og tror på vil vende alt det onde på hovedet og skabe en lykkelig slutning. Men det er ikke altid helten formår at vinde, og det er heller ikke altid det er helt klart at en helt er en helt. I denne uge vil vi med udgangspunkt i Tolkiens The Lord of the Rings og George R. R. Martins A Song of Ice and Fire diskutere hvordan fantasyhelten er formet efter det univers denne er skabt i.

Da vi for nogle uger siden diskuterede fantasys tiltrækningskraft her på bloggen (læs indlægget her), kom vi også ind på netop det med det godes sejr over det onde, selv når alt håb synes ude – det er det Tolkien kalder en eukatastrofe. Katastrofe betyder vending og har fået sin negative klang netop på grund af den vending der sker i de græske tragedier, hvor det pludselig står klart at ulykken er uundgåelig. Med præfikset ”eu”, der betyder god, påpeger Tolkien derimod at katastrofen, altså vendingen, lige såvel kan være til noget positivt, noget lykkebringende, og at det er den funktion den skal have i fantasy, eller Fairy-stories som han kalder det.

The Fellowship of the Ring fra Peter Jacksons filmatisering (2001)

Eukatastrofen er et grundtræk i den klassiske fantasy som for eksempel The Lord of the Rings. Det er en fantasygenre der også sætter store krav til sine helte, særligt i moralsk perspektiv: Den klassiske fantasyhelt skal være moralsk god, han/hun skal ville det gode og have modet og viljen til at gennemføre det. Styrke og dygtighed kan være vigtige egenskaber for den klassiske fantasyhelt, men det afgørende er moralen. Dette ses også i The Lord of the Rings hvor det ikke er Aragorn, Legolas eller nogle af de andre store krigere der formår at bringe ringen til Mordor, men Frodo, en lille hobbit, fordi han er den eneste der er nogenlunde upåvirkelig af ringens korrumperende indflydelse.

Denne klassiske fantasyhelt er dog blevet udfordret sidenhen. I dark fantasy og lignende genrer, der vandt frem i slutfirserne og halvfemserne, gøres fortællingerne mere dystre og mere realistiske, der er mere fokus på konsekvenser og der antages i højere grad at den ’rigtige’ måde at gøre tingene på ofte er enten uopnåelig eller ineffektiv. Der er en tendens til at vi i dag gør krav på at se helte der er lidt mere nuancerede – vi har brug for flere gråtoner.

George R. R. Martins A Song of Ice and Fire gør i den grad op med det klassiske fantasyunivers og den klassiske fantasyhelt der muliggør det godes sejr til sidst. Delvist fordi det er noget nær umuligt at afgøre hvad der egentlig er det onde og hvad der er det gode, men også fordi ’det gode’ ikke kan leve i et univers som dette hvor den vigtigste egenskab, hvis man vil sikre sit liv, er evnen til at gennemskue spillet og forudsige de andres træk – kort og godt at være snedigere. At sikre sig selv og sine er det højeste mål man reelt kan håbe på i dette univers – at udslette ’det onde’ ville groft sagt betyde at udslette verden. Det er realpolitik i en idealistisk genre.

Eddard Stark, vil de fleste nok være enige om, er noget nær den klassiske helt: Hans moral er høj, han vil gøre det gode, og han har i hvert fald mod til at forsøge at gøre det. Men heller ikke han kan udslette det onde – han forsøger at tøjre det, at forhindre kaos i at bryde ud, men sætter sin egen og sin families sikkerhed over styr i forsøget. Med Eddard Starks halshugning mister læseren sit moralske kompas.

Vi nævnte for nogle uger siden her på bloggen at fantasyhelten er tilpasset det univers han/hun er sat i (læs indlægget her). Sådan er det også med hhv. The Lord of the Rings og A Song of Ice and Fire. Fælles for de to værker er at de har nogle utroligt gennemarbejdede verdener. Herfra er der dog langt mellem lighederne: Man kan sige at Tolkiens univers er ’sikkert’, både idet at læseren ved uden et spor af tvivl hvilken side der er den rigtige, den gode, men også idet at man helt fra begyndelsen føler sig sikker i at missionen, om ikke Frodo, er sikker: Ringen vil blive tilintetgjort, for alternativet er utænkeligt. Hos George R. R. Martin er intet sikkert. Hvad er godt og hvad er ondt? Vi er aldrig helt sikre. Hvem vil løbe af med sejren, og er det for det bedste? Det er nemmere at udpege karakterer der ikke skal vinde tronen, end karakerer vi med sikkerhed ved vil gøre det godt. Sort og hvidt opløses til en masse gråtoner, og alle udgange er lige tænkelige og utænkelige – nøjagtig som i virkelighedens verden. George R. R. Martins verden er grundlæggende amoralsk og grænsen mellem det gode og det onde udviskes.

Eddard Starks død er det første hårde stød mod den klassiske fantasyhelt i A song of Ice and Fire. Billede fra HBOs tv-serie A Game of Thrones.

Og heltene, ja, de afspejler den verden de er sat i. I Middle-earth når Frodo skridt for skridt frem til sit mål – han har udholdenhed og får moral og støtte fra andre der ønsker det gode, men som ikke selv besidder samme modstandsdygtighed. Omplantet til Westeros ville Frodo i værste fald lide en skæbne som Eddards, forrådt af Boromir eller Gandalf, ude af stand til at redde verden eller sig selv. Mere sandsynligt er det dog, at han ville leve et undseligt liv, snydt af folk han kender. Derfor giver det også mening at Eddard Stark, som billedet på den klassiske helt, må lade livet som en af de første. Dette er for læseren det første hårde slag der lægger stilen for resten af serien.

Det bedste bud i George R. R. Martins univers på én, der uden at være naiv alligevel til en vis grad ønsker at gøre det vi som læsere kan kalde ’det gode’, må være Tyrion Lannister. I modsætning til Frodo er Tyrion hverken ren eller uegennyttig. Han har et klart begreb om godt og ondt, og han handler derefter, hvilket selvfølgelig er moral i en eller anden forstand. Men Tyrion elsker også spillet, han er lynende intelligent, og han nyder at være et skridt foran sine modstandere og medspillere. Han omfavner det korrumperede og gør det til sit stærkeste våben i kampen mod en korrupt verden – lidt på samme måde som han omfavner sit handikap og gør det til et uigennemtrængeligt skjold overfor den ondsindethed det afstedkommer. Frodos styrke derimod er at han netop er modstandsdygtig over for den korrumperende virkning ringen har, at han formår at holde sig udenfor magtspillet.

Tyrion Lanister  fra HBO’s tv-serie A Game of Thrones

Den verden en helt er sat i er af afgørende betydning for heltens karakter og videre færd. Fantasy kan sætte det genkendelige, den menneskelige/menneskelignende psyke, i et hvilket som helst univers og udforske hvordan netop dette univers sætter sit aftryk, hvad det gør ved helten og dennes muligheder for at fuldføre sin mission.
Har du et godt eksempel på en helt der er formet efter sit univers?
Hvilken helt er din favorit?