Der er mange forskellige holdninger til, om fantasy fungerer bedst i et eller flere bind, og hvor langt en serie kan strække sig, før den taber mere end den vinder. I dagens blog kigger vi nærmere på, hvilken betydning genrens mange former har for både værket og for læseren, og hvordan de kommer til udtryk.

Fantasygenren er bedst kendt for sine store, episke triologier, som Tolkiens Ringenes Herre, men vi ser stadig flere og flere serier som George R.R. Martins En sang om is og ild og J. K. Rowlings Harry Potter, der strækker sig over seks bind eller flere. Enkelte serier som Terry Pratchetts Diskverden breder sig endda over 40 bind, der alle er enkeltstående værker, men alligevel er forbundne via den overordnede setting i Pratchetts diskverden.

Det er dog ikke alle læsere, der er tiltrukket af disse lange serier, på trods af muligheden for rigtig at fordybe sig i den nye verden og følge plottet og karaktererne i bind efter bind. Derimod kan det for nogen virke helt uoverskueligt at skulle gå i gang med et ti-binds værk, specielt hvis man ikke rigtig har tiden til at læse i sin hverdag eller frygter at sidde uforløst tilbage, hvis man taber interessen midt i serien.

Muligheder og konsekvenser
Uanset om der er tale om enkeltstående værker eller serier – der enten står alene eller deler univers med andre bøger eller serier – har de alle forskellige strukturer, der hver især giver forskellige muligheder i forhold til plot, karakterudvikling og verdensbygning (worldbuilding). Men som samtidig også kan have konsekvenser både for serien og i forhold til potentielle læsere.

Serier, der breder sig over mange bind, har uden tvivl flere muligheder sammenlignet med enkeltstående værker, simpelthen fordi de har mere plads at gøre godt med. I længere serier har forfatteren mere plads og tid til at udfolde sit univers og vise sine karakterer frem, på godt og ondt, men der er også altid en risiko for at serien bliver langtrukken og udvandet, hvis der ikke er plot nok til alle ti bind (eller hvor mange der nu er).

Derfor ser man også flere og flere bøger og serier, der er knyttet sammen gennem en overordnet setting i det samme magiske univers, men som ikke nødvendigvis følger de samme karakterer. Forfatteren er dermed i stand til at give sig selv mere ’plads’ til at udfolde verdenen over flere bøger, samtidig med at plot og karakterer kan fungere bedst muligt i hvert værk. Enkeltstående værker i en fælles setting tilbyder på den måde et alternativ til den lange, uoverskuelige serie, på trods af at værkerne stadig bindes sammen.

En god slutning eller en uendelige serie
Selvom de lange serier kan udvikle verdenen og karaktererne bedre, og giver plads til mere omfattende og indviklede plots, så er det også vigtigt at vide, hvor den skal slutte. Specielt fordi uafsluttede serier også kan virke afskrækkende på nogle læsere. Skal man starte forfra, hvis man ikke har de seneste bøger i frisk erindring, og er det måske faktisk bedre at vente til serien er færdig, før man går i gang med den?

Nogle foretrækker at læse afsluttede serier, men når man investerer så meget tid og (for nogles vedkommende) så mange følelser i et univers og dets karakterer, kan det i sidste ende også være svært at slippe universet igen. Men netop denne investering i et univers og dets karakterer kan også gøre det umådeligt tilfredsstillende at lukke en tyk bog og vide, at det kun var første bind i en serie, man er blevet rigtig glad for.

Og apropos det, at være glad for en serie og ikke have lyst til at slippe den, så er der jo hele spørgsmålet om fanfiction, der stadig bliver mere og mere populært.

Værkets fokus bestemmer formen
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl er et klassisk eksempel på en enkeltstående trilogi. Her introduceres læseren for Sikania, et land delt mellem mørkets og lysets folk, der henholdsvis regerer om natten og om dagen. Denne adskillelse af lys og mørke er omdrejningspunktet for de gennemløbende konflikter i serien, og vi følger Destan, tronarving hos mørkets folk, der gradvist udvikler sig, påvirket af både gnidningen mellem hans karakter og hans rolle som tronfølger og forholdet mellem ham og Celina, tronarvingen hos lysets folk.

Ved at sprede serien over tre bind er forfatterne i stand til gradvist at udvikle Destans karakter i mødet med kærligheden og de løbende konflikter og samtidig gradvist lade læseren udforske både karaktererne og deres verden.

I modsætning hertil så bryder Mestenes-serien af Pernille L. Stenby på mange måder med den traditionelle forestilling om fantasy, både ved at være en psykologisk fantasyfortælling med indarbejdede LGBTQ-elemente og ved at begrænse læseren viden, så han/hun er tvunget til at opdage den fremmede verden sammen med hovedpersonen og i dennes tempo.

I serien følger vi hovedpersonen, Mestenes, der vågner op i en fremmed krop og på samme måde som læseren pludselig befinder sig i en ny og ukendt verden. Mestenes har ingen minder om sin fortid, og at genvinde dem virker ikke umiddelbart lige til. Mysteriet om Mestenes’ bredes på den måde over de to første bind i serien, i takt med at der gradvist afsløres mere og mere for både hovedpersonen og for læseren.

Derudover er Mestenes-serien en serie under udvikling, men selvom serien ikke er afsluttet endnu, så har forfatter Pernille L. Stenby åbnet op for, at Mestenes’ historie ikke bliver det eneste, læseren kommer til at se til hendes fiktive univers. Hun arbejder nemlig sideløbende på en spin-off, der lader læseren udforske universet fra nye vinkler. I mellemtiden har man desuden også mulighed for at gå på opdagelse i universet via det spil, forfatteren har lavet til serien.

Københavns skygger af Aspíciens Haufniensis er et eksempel på enkeltstående værk, der i ét bind fortæller og afslutter historien om Thor og den hemmelige kreds af magikere, han pludselig opdager, at han tilhører.

Historien foregår i et velkendt, dansk miljø, og derfor behøver forfatteren ikke at bruge meget tid og plads på at beskrive og udforske en fremmed verden, men skal blot at præcisere de elementer, der afviger fra det velkendte København. Værket har derfor også mulighed for at være langt mere plot- og handlingsorienteret, i takt med at centrale hemmeligheder og mysterier afdækkes.

I sidste ende kommer hvad vi læser nok i høj grad an på, hvorfor vi læser. Søger vi en dybere tilknytning til eller indsigt i karaktererne og deres verden, som vi kan udforske bind efter bind, eller nyder vi følelsen af at have færdiggjort en velafrundet historie, når vi vender sidste side i bogen?

Det er svært at sige, om nogle af disse typer fungerer bedre end andre, og der vil potentielt derfor også være lige så mange bud på, om fantasy skal være i et eller flere bind, som der er læsere. Alle kan historierne noget forskelligt, både for fortællingen og for læseren, og uanset hvad så tilbyder fantasygenrens mangeartede værker og serier noget for enhver smag.