Vi møder fantasy alle vegne. I TV-serier, film, bøger og selvfølgelig i vores eget sind. Vi sidder i bussen på vej til det samme kedelige arbejde og drømmer os væk til verdener fyldt med ildspyende drager, onde troldmænd og magiske klædeskabe. Det er kun naturligt at fantasien bliver sluppet løs – det er en af de ting der gør os til mennesker. Men har det altid været sådan? Har de første homo sapiens drømt om flyvende løvelignende væsner imens de rev skindet af en mammut?

Mosaik af Odysseus

Lige netop dette kan desværre jeg ikke svare på, men til gengæld kan jeg tage dig tilbage til år 700 f.v.t. hvor Odysseen stammer fra. Det oldgræske digt skrevet af Homer (man ved dog ikke med sikkerhed om han virkelig skrev det) beretter om Odysseus og hans rejse tilbage til sit hjemland. Det er en fortælling om sirener, kykloper og de græske guders vrede. Lyder det bekendt? Det er nok fordi du har læst en af de mange fantasybøger inspireret af dette oldgamle digt.

Sværdet i stenen (fra Mysticrealms.org.uk)

Tiden går, og vi hører små legender og digte her og der om hekse og drager, men ikke noget der er værd at snakke om. Det er derimod den berømte britiske folkelegende om Kong Arthur af Camelot fra 1500-tallet. Jeg er næsten sikker på, at du har hørt historien om sværdet i stenen og den modige Kong Arthur, men den historie du kender, er ikke nødvendigvis den samme jeg kender. Legenden har udviklet sig til et hav af forskellige historier, med forskellige forfattere. Nogle eksempler er Den Hellige Gral, The Lady of the Lake og Sværdet i Stenen (eller Excalibur). Mange forfattere har givet sig i kast med legenden, ja, de er stadig i gang i dag!

Små to hundrede år senere, og vi befinder os i Europa. I avisen står der 1701, og overskriften for i dag siger: JORDEN ER RUND. En bølge af sund fornuft og realisme er svøbt ind over Europa i form af oplysningstiden. Man begynder at stille spørgsmålstegn ved kirken og andre uforklarlige emner. Fantasien bliver altså stillet på den støvede hylde, og vi får ikke mange tekster fra den tidsperiode.

Et kort blink i klodens historie, og vi lander i midten af 1800-tallet. Europa er ramt af fattigdom og hungersnød. Dagene er grå og lange, men heldigvis kommer der en ny generation med nye idéer. De mener, at der mangler lidt romantik og magi i verden. Romantikken er begyndt. Digte og bøger fortæller om solrige dage, begivenhedsrige nætter og, vigtigst af alt, fantasy. Romantikken ville give folket en virkelighedsflugt, en eskapisme, hvilket går hånd i hånd med fantasy – noget vi diskuterede i sidste uges blog. (Læs den hvis du ikke allerede har!)

Før i tiden var fantasy-fiktion udelukkende forbeholdt voksne. Man mente, at hvis børn læste om talende dyr, ville de få et forskruet verdensbillede. Men det skulle snart ændre sig. Under Dronning Victorias regeringstid finder man ud af at børn har en lige så god fantasi som de voksne – faktisk bedre!

Fra Tim Burtons ”Alice in Wonderland” (2010)

Det store marked inden for børne-fantasy er ved at udfolde sig. Folk som brødrene Grimm og H.C. Andersen bliver enormt populære. Der bliver samlet folkelegender i store bøger som bliver omskrevet til barneører, og nye værker, såsom Alice in Wonderland (Lewis Caroll, 1865) og Oz-serien (L. Frank Baum, 1900-1920) springer frem. Denne nye børne sub-genre gør meget ud af at finde det ekstraordinære i det ordinære. Noget der ellers ved første øjekast er kedeligt og normalt, bliver lige pludselig sjovt, hoppende, talende eller magisk.
Men det varede ikke længe før ’de voksne’ slog tilbage. I 1858 skriver en mand ved navn George McDonald bogen Phantastes: A Faerie Romance for Men and Women. Som navnet hentyder, er den rettet mod et mere modent publikum. Men på trods af det, sagde McDonald:

”I write not for children, but for the child-like, whether they be five, fifty or seventy-five.”

Jeg er sikker på at der er mange af jer der kan relatere til det! En anden berømthed fra den tid er William Morris med The Well at the World’s End (1896). Modsat McDonald blev han inspireret af historierne fra middelalderen, og han forsøgte at genskabe deres kultur set fra et fantastisk perspektiv. Lyder det bekendt?

Den 3. januar 1892 og den 29. november 1898 var to meget vigtige dage i fantasy-fiktionens historie. Hvis du ikke allerede har gættet det, så var det C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien der blev født. Det er svært at benægte den store indflydelse de har haft på den fantasygenre vi kender i dag. Lewis havde, ligesom McDonald, et mere – lad mig citere manden selv – ”child-like” syn på genren. Han skabte en verden parallel med vores egen i sin serie Narnia (1950-1956) som har solgt over 100 millioner bøger på verdensplan. Tolkien derimod havde en særlig passion for legenderne fra middelalderen, helt ligesom William Morris. Tolkien formåede dog at tage genren til nye højder. I hans verdensberømte Lord of the Rings-serie (1954-1955) skabte han en levende og åndende verden. Men det er jeg sikker på at I allerede ved en masse om.

Kort over Tolkiens Middle Earth

Med Lewis’ og Tolkiens gennembrud blev der åbnet op for en flod af nye forfattere. I det 20. århundrede bliver vi præsenteret for navne som Terry Pratchett, Terry Brooks, Neil Gaiman, J.K. Rowling og George R.R. Martin – for at nævne et par stykker! Denne nye strøm af forskellige stemmer åbnede fantasy op til at blive en af de mest varierende genrer. Vi har den brutale og politiske A Song of Ice and Fire-serie af George R. R. Martin (1996-nu). Der er Rowling med den ”child-like” Harry Potter-serie (1997-2007) med et strejf af voksne temaer og Terry Pratchetts The Wee Free Men (2003) med en humoristisk sans.

Fantasy har vokset sig stor og stærk igennem årene, og genren har spredt sine mange forskellige rødder i moderne litteratur. Spørgsmålet er bare: Hvordan ser fremtiden ud for fantasy?

Tak for at du læste med!

Ugens blogindlæg er skrevet af vores praktikant Marcus Fjording.