I denne uge skal det handle om drager.

Der findes mange forskellige slags drager, hvoraf de mest kendte er den europæiske drage med fire ben og vinger og den kinesiske drage, som minder meget om en stor slange, som hverken har ben eller vinger. De Kinesiske drager er ofte højt intelligente væsner, hvor de Europæiske som oftest er vilde bæster, men der er selvfølgelig mange variationer derimellem. Dette blogindlæg vil tage udgangspunkt i den europæiske drage.

Drager bliver beskrevet eller afbildet som store krybdyrslignende væsner – ofte med vinger. Enten spyer de ild, eller også er deres spyt giftigt. En underkategori af drager, som også tit bliver beskrevet, minder i højere grad om kæmpemæssige slanger, som lever under vand.

Dragerne er et af de mest udbredte mytologiske væsner, og der findes historier om dem i næsten alle folkesagn. De er, som de fleste andre myter, inspireret af virkeligheden. Fortidens mennesker stødte somme tider på enorme knogler i jorden, som på ingen måder lignede noget de kendte i forvejen. Et fund af sådanne proportioner har været nok til at sætte gang i de vildeste fantasier om, hvilket væsen de måtte stamme fra. I dag ved vi dog, at disse knogler stammer fra dinosaurer.

Sømænd, som vendte hjem fra rejser til blandt andet Indonesien, kunne desuden fortælle, at de havde set vaskeægte drager – enorme, firbenede øgler, som både var aggressive og i stand til at slå et menneske ihjel. Det var først i 1910, at komodovaranens (”komodo dragon” på engelsk) eksistens blev bekræftet af videnskabsfolk, og indtil da spredtes rygterne sig vidt og bredt. Det var en udbredt misforståelse, at komodovaranens spyt var giftigt – hvilket kun forstærkede dragemyten.

I Slovenien troede man, at dragerne boede under jorden, for når det regnede meget, blev deres underudviklede unger skyllet op af jorden til alle mands skue. Disse unger var dog i virkeligheden den underjordiske art af salamandere kaldet hulepadder.

I mange århundreder anså man drager for at være et farligt, eksotisk dyr, men med kristendommens indtog blev dragen i stedet et symbol på det onde eller satan selv. Beskrivelsen af havuhyret Leviathan fra Det Gamle Testamente minder i høj grad om en drage med dens uigennemtrængelige hud sammensat af stærke skjolde og dens flammende ånde. Leviathan menes desuden at være inspireret af blandt andet Midgårdsormen fra den Nordiske Mytologi, som snoede sig hele vejen rundt om jorden og bed sig selv i halen.

Drager har i hundredevis af år været den perfekte udfordring for en helt, der skulle bevise sit værd. Det er uvist hvornår den første drage gjorde sin entre i litteraturen, men nogle af de første menes at være fra de græske heltedigte. Blandt andet nævnes Hydra, et uhyre med 9 hoveder. Hvis man huggede et af dens hoveder af, voksede to nye frem i dets sted.

Også i det gamle, engelske heltedigt Beowulf ( omkring år 1000) støder helten Beowulf på en drage, som han formår at slå ihjel, men under kampen bliver han alvorligt såret og dør senere af sine kvæstelser.

Dragerne prydede desuden forskellige landekort, specielt i uudforskede områder. Dragerne menes at have symboliseret det ukendte og mulige farer i det ukendte farvand. Dette menes at have været inspirationen til, at latinske katografer skrev ”hic sunt dracones” (her findes drager) på deres kort.

Dragerne fanger fortsat vores interesse, og vi finder dem i en stor del af populærkulturen. Lige fra den farlige, ildspydende Smaug i Hobitten til den venlige, kæledyrsagtige Tandløs fra den populære børnebog Sådan Træner du din Drage og filmatiseringen af den.

I Hobitten er dragen Samug beskrevet som enorm, ildspydende og pengegrisk. Han er også meget arrogant, hvilket bliver en del af hans nederlag, da han kommer til at vise Bilbo et hul i hans ellers uigennemtrængelige rustning af guld og ædelstene. Denne svaghed udnytter Bard til at slå Smaug ihjel.

I bøgerne Sådan Træner du din Drage fra 2003 varierer dragerne i størrelse fra den allermindste, og en smule sølle, Tandløs, til drager, der er så enorme, at de kan ødelægge hele Berk. Hikke er den eneste, der forstår dragernes sprog, og derfor bliver han sat på opgaven at få de enorme drager uskadeliggjort.

Også Harry Potter byder på drager, både den farlige, ildspydende en af slagsen, som vi ser dem i seriens fjerde bog, Harry Potter og Flammernes Pokal, hvor Harry og de andre deltagere af trekampsturneringen skal kæmpe mod hver deres drage. Men vi møder også babydragen Norbert, hvis æg Hagrid vinder fra en ”fremmed” i et spil kort i Harry Potter og de Vises Sten.

Dragerne fortsætter med at sprede deres vinger i vores kultur, og med den fortsatte udbredelse i bøger, film og videospil, ser de ikke ud til at være i nærheden af at uddø. De enorme bevingede væsner imponerer os med deres størrelse og vil fortsætte med at indtage deres retmæssige plads som tilsyneladende uovervindelige modstandere i fantasy.