Af Bjarke Schjødt Larsen
Jeg er ret vild med plot. Plot er et fantastisk redskab til at sammenskrue en fed og spændende historie, der både er letforståelig for læseren – den følger en formel – men også kan være nytænkende og original.
Hvad? Kan man være original hvis man bruger en model? Ja. Du får faktisk lettere ved det. For med en model har du kendskab til hvordan læsere forstår en historie, og ved at følge den model vil de derfor få følelsen af at din historie giver mening. Har de den følelse kan du kaste maskingeværshærgende ildjætter i en dystopisk fremtid i hovedet af dem: De vil æde det råt.
Ja, altså … Indenfor rimelighedens grænser, ikke?
Hvad er plot?
Før vi overhovedet kan begynde at tale om Det gode plot bliver vi først nødt til at finde ud af hvad plot egentlig dækker over. Den Store Danske kommer med følgende definition:
”plot, intrige, den logiske handlingstråd i fortælling og drama, dvs. den tidsmæssige rækkefølge af betingelser, årsager og følger i det, der sker og gøres.”
Plot eller intrige, kender vi fra udtrykket ”He’s plotting against you” eller ”Det er et komplot!”. Den anden del af definitionen, den logiske og tidsmæssige handlingstråd af betingelser og årsager, er det vi primært mener, når vi refererer til plot. Det er historiens byggeklodser, de hændelser og elementer, der fører ens karakterer videre og udsætter dem for valg og handlinger, der skaber en spændende historie.
Historiens balancepunkt
Verdens mest simple plotmodel hedder Hjem-ude-hjem – I kender den fra eventyrene. Den er også rigtig god at starte med når man skal lave et plot til en fantasy-historie (og alt muligt andet).
Læg mærke til hvordan modellen ligner en gammeldags vægt. Det er ikke uden grund.
På den ene side er historiens start, på den anden er historiens slutning. Derudover er der midtpunktet. Inden jeg forklarer videre, skal vi lige have en afstikker til teater-verdenen.
En mand kaldet Chekhov opfandt i sin tid et begreb kaldet Chekhovs gevær. Teaterstykker er gerne delt op i tre akter (en begyndelse, en midte, en slutning – minder det os om noget?). Chekhovs gevær dikterer en meget simpel regel:
Bliver et gevær præsenteret i første akt, så skal det også blive affyret inden sidste akt slutter.
Dette er nøglesætningen når man taler om balance i historier, og balance er vigtigt når vi taler om en vægt.
Hvad mente Chekhov? Han mente to ting:
- Har du et element som virker vigtigt i første halvdel af din historie, så SKAL du også vise hvorfor den er vigtig i anden halvdel.
- Skal du bruge et element i anden halvdel af din historie bliver du NØDT til at få det flettet ind i første halvdel, så det ikke opstår ud af det blå.
Skal helten fx have et magisk sværd for at bekæmpe ildjætten i din histories slutning, så nytter det ikke at han finder sværdet i scenen før. Der skal være balance i tingene, og det skal om på den anden side af plottets midte.
Godt. Dette er nu den vigtigste regel i dit liv som forfatter. Introducer aldrig ting ud af det blå. Giv dem mening og fylde i din historie så læseren aldrig føler sig snydt.
Godt. Lad os SÅ komme i gang med plottets detaljer.
Lidt om berettermodeller
Der findes et hav af berettermodeller, og hvilken man vælger er på sin vis ligegyldigt. De fører alle det samme sted hen – sådan mere eller mindre. Heltens Rejse er måske udpræget til episk funderede historier, mens Aktantmodellen virker forbløffende godt til persondramaer.
Er der en model, jeg vil mene kan bruges til det meste så er det plotpunktsmodellen. Derfor har jeg valgt at gennemgå den i det nedenstående. Er du interesseret i de andre berettermodeller kan du læse gennemgange af disse på min hjemmeside www.skrivekrampe.dk hvor du også kan læse mere om Chekhovs gevær og en masse andet.
Plotpunktsmodellen
Modellen består i sit udgangspunkt af fire dele, nemlig: setup, response, attack og resolution. Sætter man det op på en lige linje – som man jo gerne gør i narrative modeller – ser det omtrent sådan her ud:
Ser man sådan her på modellen, er den ret let: Setup er starten, vi præsenteres for hovedpersonen og hans omverden, inden midterstykket, hvor helten svarer på et eller andet?
Nej, der mangler noget. Og det er nu modellen bliver interessant: Her kommer nedslagene nemlig: første og andet plotpoint og første og andet pinchpoint. I midten af dele hele falder midpoint. Det hele bliver lidt mere overskueligt på billedet nedenunder:
Det første plotpoint falder ved overgangen fra del 1 til del 2, hvilket skal ske 25% inde i bogen. Det kan lyde som et meget præcist tal, og i nogle bøger kan man tælle det helt ned i sidetallene! Selvfølgelig kan man det, modellen er udviklet til at optimere din historie og forvandle den til en page turner.
Første plotpoint er vigtig for det er her at helten får sig en mission: Du skal tage herhen, men det er også her at han påbegynder sin rejse derhen: Jeg vil tage derhen!
Det er altså ikke nok bare at lade helten blive taget derhen på grund af plottet, han skal ville derhen! Er disse to kriterier ikke opfyldt, så får du problemer med resten af modellen, der fortsætter med første pinchpoint.
Første pinchpoint falder 35% inde i historien. Nu er det på tide at minde læseren og hovedpersonen om hvad der egentlig er på spil. Det er nu at vi skal få en ide om hvem skurken egentlig er, samtidig med at vi smider spor ud om hvad fremtiden vil bringe.
I denne del af historien, nemlig response, er det vigtigt ikke at lade hovedpersonen falde for hurtigt på plads. Lad ham opleve sine nye omgivelser på godt og ondt, men lad ham ikke opnå noget virkelig stort endnu.
50% inde er vi halvvejs, og derfor også ved midpoint. Hvis vi skal sørge for at læseren er fanget af historien resten af tiden nytter det ikke noget, hvis der ikke snart sker noget nyt. Det er derfor dit job nu at indføre noget nyt til din historie, der samtidig kan give din hovedperson nogle nye dilemmaer og på den måde udvikle ham.
Andet pinch point skal falde 65% inde i historien, og her skal vi igen mindes om den stigende alvor i den trussel man har opstillet i historien.
75 % inde i historien nærmer vi os slutningen, og det er også her at andet plotpoint skal findes. Andet plotpoint er sidste chance for at give nye informationer inden hele historien afsluttes. Denne sidste information skal gøre helten til katalysator for afslutningen, og når det er sket, MÅ DU IKKE introducere ny viden i historien mere.
Alt det du gerne vil sige skal have været præsenteret – så har du et twist til slut, skal der være noget i de 75% før slutningen, der peger i den retning. Lad os tage Harry Potter og de vises sten som eksempel: Snape er slet ikke skurken selvom vi har troet det hele tiden! Det bliver afsløret i de sidste 25 % – så hvordan passer det med modellen?
Vi har igennem hele forløbet fået at vide at professor Quirrel var nervøs, havde fået en ny turban og at Harrys ar brændte tæt på ham. Samtidig bliver det forklaret at den forbandelse Snape kastede under en quidditch-kamp faktisk var en modbesværgelse for at hjælpe Harry.
Det jeg prøver på at sige er, at der har været utallige spor igennem hele bogen til at Snape slet ikke er skurken, og at vi burde være på vagt over for Quirrel – vi vælger bare som læsere at følge Harrys overbevisning, og derfor kommer det hele som et twist for os – men informationen HAR været givet.
Og når den sidste information så er givet i andet plotpoint, så er vi klar til at lade helten blive katalysator eller aktør i sin egen historie. Til dette er der tre tilgange, og jo flere man kan få med af de tre, jo bedre:
- Helten er katalysator: Helten stiller sig op og tager aktivt del i kampen mod det onde. Dette kan gerne skyldes et personligt tab, fx tabet af en læremester.
- Helten i personlig udvikling: Helten demonstrerer at han har besejret fortidens dæmoner, og nu er klar til at bekæmpe det onde, som han ikke var i stand til før.
- En ny og bedre helt: Helten demonstrerer mod, kreativitet, og ud af boksen-tænkning i arbejdet med at bekæmpe det onde.
Dette er de punkter, der udgør plottet. Imellem de to punkter, findes der to andre, der er med til at indhegne plottet, og gøre det relevant for læseren, nemlig: Inciting incident og Cathartic moment.
Når man taler om romaner, siger man gerne at anslaget skal sælge den bog man sidder med, og at afslutningen skal sælge ens næste bog. Dette er helt korrekt når man bruger denne model, og det beskrives bedst ud fra de førnævnte begreber.
Inciting incident er det samme som anslaget. Her skal hovedpersonen og dennes univers før bogen går i gang beskrives, samtidig med at vi skal fatte interesse og sympati for ham eller hende så vi rent faktisk gider læse videre i historien.
Cathartic moment er afslutningen. Her taler jeg ikke om den store kamp med skurken, men siderne umiddelbart efter. Det er nu at Dumbledore skal besøge Harry på sygesalen, og at Hagrid skal sige farvel til Harry.
Det bedste er hvis man her kan hive bogen op på et højere niveau og vise hvordan den har påvirket helten eller verden for det bedre. For eksempel har Harry nu accepteret at han aldrig får sine forældre tilbage som han drømmer om i det magiske spejl, men han vil altid have minderne – eksemplificeret i Hagrids gave: et familiealbum.
Det var det. En hurtig indføring i hvordan plot fungerer, og hvordan du bruger det til at optimere din historie. Er du klar til at skrive din fantasy-novelle?
Om Bjarke Schjødt Larsen
Bjarke er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger i forskellige genrer. Han er også manden bag forfattersiden Skrivekrampe.dk hvor unge forfattere kan få tips og tricks, samt følge med i hvilke novellekonkurrencer man kan deltage i, i øjeblikket.
Bjarke har mange års erfaring i at undervise børn og voksne i skrivning og plot, og var sammen med Ulven og Uglens redaktør Line Lybecker med til at starte foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere.
Bjarke er for resten også Cand.mag. i dansk, uddannet fra Forfatterskolen for Børne- og ungdomslitteratur og har snart gennemført en Master i børn- og ungekultur på SDU.
Er du blevet inspireret af ugens blogindlæg? Så husk, at Ulven og Uglen har en novellekonkurrence i gang lige nu. Du finder den her.
Trackbacks/Pingbacks
[…] Blogtemaet har indtil videre budt på tre gæstebloggere, nemlig Bo Skjoldborg om flowskrivning, Bjarke Schjødt Larsen om plot og Pernille Stenby om karakterer og univers. Nu er det kun Camilla Friis, der mangler at […]