Når man læser en bog eller ser en film, så vil der altid være huller i fortællingen. Når hullerne bliver for store, kan det hindre forståelsen, eller fjerne noget af troværdigheden fra handlingsforløbet. Dagens blogindlæg skal handle om de mindre huller. De huller der gerne må befinde sig i en tekst, og som det er læserens opgave at fylde ud.

En klassisk metafor for læsning, som mange sikkert på et eller andet tidspunkt har hørt, er ”toppen af isbjerget” – metaforen. Kun en lille del er synlig, men under vandoverfladen findes der en enorm mængde af is, som vi ikke har kendskab til. Det samme gør sig gældende for en roman. Vi får introduceret en verden, karakterer og et plot, men bag hvert stykke information ligger der et væld af andre informationer, som vi i princippet ikke ved noget om. Hver karakter har måske et stykke baggrundshistorie, som vi ikke får alt at vide om. Landet, som fortællingen udspiller sig i, har en masse skikke og traditioner, som vi aldrig oplever i teksten. I stedet tilbyder romanen en højere grad af ubestemthed, da forfatteren kun har valgt at give os udvalgte informationer. Det er op til læseren selv at regne ud, hvorfor en karakter handler på en bestemt måde, og dermed udfylde huller i karakterens personlighed.

Dette skriver litteraturteoretiker Wolfgang Iser uddybende om i sit essay Tekstens Appelstruktur. Han undersøger forholdet mellem forfatter, tekst og læser og hvorfor det er vigtigt at en tekst har de såkaldte ”tomme pladser”, som læseren bliver nødt til at tage stilling til. Kun lovtekster, eller andre officielle dokumenter, bør bestræbe sig på at fjerne al usikkerhed. I skønlitteratur er tomme pladser derimod en essentiel del af enhver tekst. Det er nemlig her, at læseren bliver en del af teksten. De tomme pladser er ikke utilstrækkeligheder, eller et udtryk for at der mangler noget – de er en forudsætning for læserens sammenhæng med teksten. Via de tomme pladser bliver læseren at slags medskaber af teksten og vækker derigennem teksten til live. Det kan virke kontraintuitivt, at det er fraværet af information, der skaber romanen, og ikke i stedet de ting man rent faktisk får at vide.

Alle bøger gør i større eller mindre grad brug af tomme pladser, uanset om forfatteren er bevidst om det eller ej. Der vil altid være bipersoner, hvis motivationer man ofte selv må gisne om, samt udseendebeskrivelser der udelader f.eks. hår- eller hudfarve, hvor læserens egen visuelle kreativitet bliver en faktor. Af og til støder man dog på en bog, hvor ubestemheden bliver brugt som et virkemiddel. Det gør sig gældende i Pernille L. Stenbys roman Inkarnation.

I Inkarnation vågner hovedpersonen op i en ukendt krop, på et ukendt sted, og ved akkurat ligeså lidt som læseren. Vi oplever denne fremmede verden på linje med hovedpersonen, hvor alt omkring er ukendt. Alt er én stor tom plads, der langsomt skal udfyldes i løbet af fortællingen. Romanen spiller på idéen om absolut ubestemthed, hvor vores eneste mulighed er at udfylde hen ad vejen. De tomme pladser udfyldes efter bedste evne af hovedpersonen, men siden vedkommende intet ved, så er der risiko for, at ting bliver forstået eller fortolket forkert. Derfor sættes man som læser i den position, at man skal forholde sig til hovedpersonens perception af verden, samtidig med at man selv kan forsøge at udfylde de tomme pladser.

Som læsere er vi enormt dygtige til at fylde ud, så ting giver mening. Hører vi sætningen: ”Bolden fløj ind i målet”, så er vi med det samme bevidste om, at bolden ikke er fløjet ind i målet af sig selv. Derfor placerer vi noget bag bolden – måske et ben der har sparket den, eller en arm der har kastet den. Kropsdelen sidder på et menneske, mennesket har et ansigt, ansigtet har en hudfarve osv. Rækken af ting, vi selv kan finde ud af at placere, så sætningen giver mening, er uendelig. Ligeså kan vi, når vi hører sætningen ”han rynkede brynene”, placere en følelse i ansigtet. Det er forskelligt, hvilken følelse forskellige læsere når frem til, men ikke desto mindre forsøger vi. Det er lige netop denne evne der leges med i Inkarnation. Hovedpersonen ser en begivenhed, en følelse eller en person, og forsøger desperat at forstå og fylde ud, uden at have nogen bagvedliggende viden. På den måde bliver Inkarnation til en tekstlig manifestation af idéen om tomme pladser.

I den helt anden lejr, er det også spændende at se på, hvad der sker, når de tomme pladser fjernes. Det er der nemlig kommet en stigende tendens til hos mange forfattere. Der udgives ”bag om verdenen” – bøger eller sågar hele hjemmesider dedikeret til at fjerne uvisheder og give mere information om karakterer og verdener. Heriblandt har vi Pottermore.com, der tilbyder os ekstra baggrundsviden om bipersoner, samt omskriver scener fra bøgerne fra andre synsvinkler end Harrys. Ligeledes har J.K Rowling løbende postet nye informationer om sine bøger på sociale medier, der afdækker nogle af tvivlsspørgsmålene hos læserne. I stort set enhver bog er der utallige ting at lære, som forfatterne har lyst til at dele med deres læsere, og ofte er det spændende viden at få. Men det er også vigtigt at holde sig for øje, om man, ved som forfatter at fylde for mange tomme pladser ud, kommer til at fjerne medskaberrollen fra sine læsere. De tomme pladser er vigtige, fordi de opfordrer til fortolkning, og bringer læseren tættere på teksten. Kommunikationen mellem forfatter og læser bliver på den måde mere kompleks, end hvis der blot var tale om en afsender og en modtager.