Forfatter: Line Lybecker

Mit navn er Trine, og jeg er ny praktikant hos Ulven og Uglen. Jeg er tilmed nørd ligesom de andre her på redaktionen, og det bryster jeg mig af.

Denne nørdethed har gennem tiden givet sig til udtryk på flere måder. Mens de andre i frikvartererne valgte at sætte brandalarmen i gang eller høre Nik & Jay for fuld udblæsning på klassens lille, hårdtprøvede CD-afspiller, dengang i tidernes morgen inden folkeskolereformen, foretrak jeg at sidde i hjørnet med en Harry Potter-bog, mine hovedtelefoner og en sprængfarlig mængde volumen når det gjaldt musikken. Det var dog ikke Nik & Jay der fik lov til at demonstrere deres talent for mine øregange, men bands der senere skulle vise sig at blive min indgangsvinkel og evige inspirationskilde til litteraturen – musikgenren kendt som metal.

Metal, eller heavy metal som mange ynder at kalde det, blev introduceret til mig igennem internettet i form af det finske band Nightwish og deres femte udspil Once. Skal man være helt korrekt i sin brug af termer, hører Nightwish dog til den undergenre inden for metal som man kalder symfonisk metal. Denne kan kendes på sin massive brug af symfoniorkestre og sine storslåede soundtrackagtige kompositioner. Ofte er forsangeren kvindelig ligesom det er tilfældet i Nightwish der anses for at være grundlægger af genren. Nightwish og heavyveteranerne Black Sabbath og senere Iron Maiden har på trods af genreforskelle imidlertid en ting til fælles, en ting der altid har været dybt funderet i genren – nemlig eskapismen.

Troldmænd, magi og drager er nemlig ikke noget der er forbeholdt litteraturens verden. Ligesom rollespillere og andre fantasyinteresserede lader sig drage af ukendte verdener og eventyrfortællinger hvor kampen mellem det gode og onde udfolder sig, er det også tilfældet for metalfans. Genren kan ligesom fantasyrollespil betragtes som performativ: Du opfinder og udøver en fiktiv rolle der agerer adskilt fra dig selv. Metal ses ofte af mange som ond og ekstrem, men skal netop ses som en leg med det onde. Undergenrer som dødsmetal og black metal er fantastiske eksempler på dette, både visuelt og lyrisk set, og hører derfor også til de oftest misforståede undergenrer i metal. Tilmed tildeler nogle bandmedlemmer inden for genrerne sig selv alter egoer med fiktive navne. Et godt eksempel er Abbath Doom Occulta, oprindeligt medlem af black metal-bandet Immortal fra Norge. Der eksisterer dog også bands, der fokuserer på den anden ende af dikotomien ”det onde overfor det gode”. Ærkeeksemplet kan rent genremæssigt udpeges inden for undergenren power metal der ofte indeholder et frihedstema og ofte har en teatralsk, operateknisk mandlig forsanger i front der synger om heltedåd ved daggry og om skæbnesvanger dragekamp hvor kongerigers fremtid står på spil. Her kan et nyere, kvalificeret eksempel være et band som Blind Guardian eller italienske Rhapsody of Fire, tidligere bare kendt som Rhapsody. Rhapsody of Fires album med den lange titel Symphony of Enchanted Lands II The Dark Secretfra 2004 fortæller eksempelvis på episk vis om helten Iras Algor der må redde sit land fra ødelæggelse forårsaget af Nekron, søn til helvedesguden Kron.

Et andet power metal band, svenske Sabaton, tager i højere grad afsæt i virkeligheden og fortolker svensk krigshistorie. Andre bands gør brug af middelalderen, mytologier og naturreligioner som gennemgående temaer og udelader de direkte magiske elementer, men berører ligesom black metal det okkulte. Disse bands spiller ofte pagan- eller folkemetal, gerne sunget på næsten uddøde sprog som det eksempelvis ses med et band som schweiziske Eluveitie der ofte synger på gallisk og spiller på drejelire. Andre bands er opstået på baggrund af specifik litteratur, eksempelvis Battlelore der fortolker Tolkien og ind imellem synger på elvisk, eller Ahab der skriver sange på baggrund af sagnet om Moby Dick. Endvidere er det ikke kun musikken der skal lyde som var den af en anden verden, men også det visuelle udtryk har præg af en svunden, fantastisk tid hvilket ses tydeligt i form af både albumcovers, merchandise og bandets generelle tøjvalg. Dermed indbyder musikken til at man – ligesom med fantasygenren generelt – får et afbræk fra virkeligheden og for et øjeblik kan forsvinde ind i anden verden hvor alt er tilladt, og fantasien ingen grænser har. Her er det lige meget om man har nicheorienterede interesser og ikke helt ligner Fie eller Rasmus fra klassen eller arbejdet for her dyrker alle det anderledes der adskiller sig fra hverdagens faste, trygge rammer.

Det er i realiteten meget få steder de to fænomener metal og fantasy adskiller sig fra hinanden. Metallen har lige fra starten haft et plettet image da den igen og igen er blevet beskyldt for at være misogyn, voldelig og “ikke god nok” til offentlig anerkendelse. Så voldsom retorik er sjældent anvendt om fantasylitteraturen, men er alligevel blevet brugt i forhold til manglen på selvstændige, stærke kvindeskikkelser hos Tolkien eller kvindeskildringerne i George R.R. Martins A Song of Ice and Fire hvis historie berører en kvindehadsk og perverteret voldskultur.

 

 

 

 

 

 

 

 

Begge genrer betragtes stadig som nichegenrer og af nogle som noget der henvender sig til et yngre publikum. Dog er der i disse dage en stigende interesse for begge. Dagbladene har aldrig før haft metallen så meget i fokus som nu, og dagblade som Politiken udgiver hvert år store tillæg om sommerens metalfestivaler hvor de giver nye albums inden for genren topkarakterer. Tilmed har fantasygenren tiltagende vind i sejlene i Danmark, særligt på grund af den store mængde af oversat ungdomslitteratur, men også grundet en stigende interesse blandt voksne. Ligeledes dukker der forsat messer op omkring i landet for nye såvel som mere garvede læsere der nyder at give sig hen til genren. Det seneste skud på stammen er Fantasyfestival der for anden gang løber af stablen den 17. og 18. september 2016 i Esbjerg hvor Ulven og Uglen også vil være repræsenteret.

Det er muligt at metallen og fantasygenren en dag ikke længere kan betragtes som nichegenrer fordi publikummet og anerkendelsen er blevet så omfattende. Men hvad det kan have af konsekvenser for genrerne, er en helt anden diskussion. Indtil da er der ikke meget andet at gøre end at nyde at markedet på begge fronter er i rivende udvikling. En god måde at gøre det på kunne eksempelvis være at læne sig tilbage med en bog fra Ulven og Uglen i hånden, en omgang lækker metal til øregangene og så ellers flygte ind i det ukendte. Jeg håber at bloggen har vakt jeres interesse og inspireret nogle af jer derude. Tak fordi I læste med, og rigtig god lytte- og læselyst.

 

 

 

 

 

 

 

 

I mandags udkom romanen Københavns skygger der udspiller sig i dagens København. Forfatteren bag kalder sig Aspíciens Haufniensis, og det er ikke meget vi på forlaget ved om ham, men vi har dog fået listet nogle svar ud af ham, og dem vil vi i anledning af udgivelsen gerne dele med jer. Blandt andet har han betroet os at han ligesom hovedpersonen i Københavns skygger selv har læst magi på Københavns Universitet, og at den dag han modtog invitationen til det hemmelige selskab, var en af de største i hans liv.
“På flere punkter kan man få den fornemmelse at vores verden styrer mod afgrunde uden der sker nævneværdige ændringer i livsstil, samfundsindretning, værdier etc. Vi har tilsyneladende helt ret … i vores selvdestruktive kurs. Det er da interessant,” siger Aspíciens Haufniensis om sin motivation for at skrive romanen og fortsætter:

“Nyere fantasy rummer fascinerende uklarhed om godt og ondt. Alle ved at i myter, eventyr og fantasy skal det gode vinde over det onde. Det er nærmest essensen af eventyrlige genrer. Derfor er det lidt af et brud på ’reglerne’ når det gode og det onde ikke er simpelt og overskueligt præsenteret, når tingene bliver grumsede og på sin vis hårdere. Og det bliver de hos Pullman, Martin, Abercrombie og andre internationale kanoner i fantasy de seneste årtier. Det er et super interessant og inspirerende fænomen.

Jeg tror desuden altid fantasy spiller pingpong med virkeligheden som refleksion eller kontrast. Altså at fantasy ikke er uden forbindelse til den virkelige verden selvom fortællingerne varierer meget mht. hvor alvorligt de vil tages. Derfor må det være noget tidstypisk når fortællinger om godt og ondt nedbrydes eller kompliceres i nutidens fantasy. Med Københavns skygger vil jeg skrive sådan en værdimæssigt ’realistisk’ og aktuel fantasyhistorie. Et nordisk bidrag kunne man sige.

Det lyder måske utrolig velovervejet, og sådan foregik det faktisk heller ikke helt. Ideer og handlingssekvenser rumsterede med deres egen dynamik og talte til mig uden jeg kan forklare præcis hvorfor. Men når jeg binder det sammen i bagklogskabens lys, er det sådan nogle inspirationer fra nyere fantasy der drev romanen. Den værdimæssige uklarhed er ikke bare interessant på makroskala – politisk, religiøst, historisk, filosofisk – men bestemt også nede på de personnære områder som lidenskab, ambition, venskab, beundring, loyalitet, familiebånd etc.”

Siden vi annoncerede udgivelsen af Københavns skygger har mange undret sig over forfatternavnet Aspíciens Haufniensis, og vi har derfor spurgt ham hvad det betyder, og hvorfor han har valgt at skriver under pseudonym.

“Søren Kierkegaards pseudonym Vigilius Haufniensis betyder omtrent ’den årvågne københavner’,” fortæller han. “Når jeg erstatter Vigilius med Aspíciens, er det med lån i et gammelt valgsprog fra Københavns Universitet. Aspíciens betyder omtrent ’den vidtskuende’. Altså har mit pseudonym den prætentiøse betydning ’den vidtskuende københavner’. Romanen indeholder forskellige åbenlyse og skjulte forbindelser til både Søren Kierkegaard og Københavns Universitet. Og så udforskes København jo som by.”

Så der er skam lagt mange tanker bag navnet, og det er bestemt heller ikke tilfældigt at Aspíciens Haufniensis har valgt at udgive under et andet navn end sit eget.

“Det sætter forfatteren fri til at tale eller fortælle uden at skulle tænke for meget på sig selv undervejs,” siger han om det at skrive under pseudonym. “Det er ofte godt for processen og resultatet. Her i narcissismens tidsalder bliver pseudonymet aktuelt igen på ny facon. Vi er sluppet af med mange former for sindelagskontrol som tidligere kunne begrunde pseudonymitet. Men selvrefleksionen i dag har nærmest ingen ende; se bare på hele bølgen af autofiktion og afarterne af den. Derfor er det igen frigørende at skrive pseudonymt. Faktisk hviler romanen dog også på en subtil fornemmelse af at der stadig findes sindelagskontrol.”

Og med den lille teaser vil vi ønske god læselyst!

Når en forfatter vil skrive fantasy, står vedkommende over for et særligt valg. Fantasy er kendt for alternative, magiske verdner, men ligeledes for at magien kan foregå i læserens baghave. Forfatteren må derfor vælge om han har lyst til at skabe en helt ny, alternativ verden eller hellere vil lade det magiske foregå i vores kendte univers. Hvis han ikke helt kan bestemme sig, kan han lave en konstruktion hvor det er muligt at rejse fra vores verden til den alternative som det for eksempel er tilfældet i fortællingerne om Narnia; det handler bare om at finde det rigtige garderobeskab.

”Det er vist sværere at tilføje magi til vores egen verden end at bygge en magisk parallelverden op,” mener Aspíciens Haufniensi
s, forfatteren til Københavns Skygger som netop tager udgangspunkt i det København som vi kender fra vores egen virkelighed. ”Det første kræver i hvert fald utrolig gennemtænkte årsagssammenhænge og kan nemt ende i for mange forklaringer. Læseren har jo en kæmpe forhåndsviden der skal respekteres. Men al fantasy leger med perspektiver på virkeligheden, og den leg bliver intensiveret hvis man placerer magien midt i virkeligheden. Ud af sådan en fornemmelse, tror jeg, voksede mit magiske København frem.”

Thorbjørn Haugaard Eriksen valgte også at sætte sin roman i en verden som ligner vores.

”Jeg har før skrevet om selvopfundne verdener. De kan være fantastiske, overvældende og vidunderlige. Måske får Valentin lov til at besøge dem en dag?” siger han. ”I Galskab gør fri foretrak jeg genkendelighed frem for det fantastiske. Jeg ville give læseren mulighed for at gå i plottets fodspor hvis de følte for det. Karens Minde (hvor det meste af historien foregår, red.) er et virkeligt sted i Sydhavn, og man kan gå ind fra gaden. Den mulighed er gennemgående i bogen.”

Det er dog ikke alt Thorbjørn har ladet være helt tæt på virkeligheden, og han har for eksempel valgt at lade bogens handling foregå et stykke ude i fremtiden i hvad han kalder Republikken Danmark, og dermed grænser fantasyfortællingen op til at være en dystopi.

”Republikken er vores verden kørt i grøftekanten,” fortæller Thorbjørn. ”Det er et fattigere, mere ustabilt og usikkert sted, hvor

befolkningens rettigheder bliver tilsidesat for at holde den synkende skude oven vande. Jeg ser Republikken meget som det Vestromerske riges dødskramper, overvundet af hungersnød, invasioner og århundreders interne magtkampe. Republikken er den vestlige verden i præcis den samme situation.”

Nina Svensson valgte at gå en anden vej da hun skrev novellen ”I mørket skal vi mødes” som er med i novellesamlingen Hvad skoven skjuler. Hun ønskede selv at skabe en verden med nogle kendte overnaturlige elementer, og hun nøjedes derfor med at lade sig inspirerer af den virkelige verden frem for at forsøge at passe sin historie ind i den:

”Man skulle frygte dem af en god grund, nemlig, at i den verden var de virkelige,” siger Nina om sin fiktive verdens magiske elementer som hun har valgt at gøre uhyggelige. ”Jeg lånte dog nogle ting fra vores verden, så jeg skabte vel en slags parallelverden der lignede vores, men var anderledes.”