Af Clara-Amalie Vorre-Grøntved

Som fantasylæsere har vi højst sandsynligt stødt på disse karakterer et par gange eller tre:

En ung, slank kvinde der kommer fra samfundets nedre lag, kæmper mod det uretfærdige system. Hun tror ikke selv, at hun er noget særligt, men hun har evner der overskygger alle andres og i hvert fald to forskellige lækre, to meter høje, muskuløse mænd er vilde med hende. Det er den lettere følelseskolde men beskyttende mand, der viser sig at være hendes sande kærlighed. Sammen redder de samfundet, og manden får hende til at indse, at hun er både attraktiv og helt unik.

Jeg forstår godt, hvorfor den type fortælling er blevet populær. Hvem kender ikke selv til følelsen af ikke at være noget særligt? Har vi ikke alle drømt om at have skjulte evner og være en secret hottie, som alle i virkeligheden er forelsket i? Det er ikke som sådan hovedfortællingen den er ”gal” med. Mere karaktererne. For at have konventionelt attraktive karakterer i alle rollerne, sætter urealistiske standarder for læserne – hvorfor er den attraktive kvinde ikke klar over sine egne kvaliteter? Må man som kvinde ikke kende sit eget værd, og vide at man er en fangst? Hvorfor skal manden altid være høj og muskuløs? Kan vi som forfattere ikke vise en anden fortælling, hvor flere kropstyper end den konventionelle bliver anset som attråværdig?

Jeg tror personligt, at det handler om flere ting. Et er vane. Vi er vant til at unge, konventionelt smukke mennesker spiller hovedrollerne i fiktion. Derfor er det ofte sådan vi tænker, når vi skaber værker. Vi er simpelthen ikke vant til at se andet. En anden pointe er at man som forfatter gerne vil have, at ens karakterer er ”likeable”. Altså at det er nogen som de fleste læsere kan heppe på og småforelske sig i. Især hvis man skriver et plot med kærlighedselementer. Og konventionelt smukke mennesker er jo i bund og grund lidt en form for gennemsnit af, hvad de fleste i befolkningen anser som attraktivt.

Der er ikke noget galt i at læse eller skrive om stereotypiske smukke mennesker. Men jeg synes personligt, at det bliver et problem, når det er normen og ikke undtagelsen. For virkeligheden er meget mere divers, og det synes jeg også, at fantasybøger skal kunne repræsentere.

Derfor vidste jeg, at min Young Adult roman Med Døden på slæb skulle have karakterer, der måske ikke passede ned i de gængse bokse, men som stadigvæk blev beskrevet som værende attraktive på deres egen måde. Jeg ville skrive den bog, jeg selv havde brug for som yngre. En bog som 16-årige Clara-Amalie kunne spejle sig i. Jeg vidste derfor at min historie skulle indeholde følgende:

• Kvinden skulle have store bryster, og det skulle ikke have indflydelse på, hvorvidt hun følte sig som sexsymbol eller ej. Alt for ofte bliver brysters størrelse i litteratur lighedstegn med, hvorvidt en karakter har en sexet fremtoning eller ej. De fleste med store bryster føler sig ikke mere eller mindre sexede end så mange andre.
• Hun skulle være almindelig af bygning med fyldige lår.
• Hun skulle veje mere end sit mandlige modstykke – fordi vi er mange kvinder, der vejer mere end vores partner. Nogle af os låner vores partners tøj, og er forundret over at det rent faktisk passer … ikke alle kvinder svømmer rundt i mandetøj.
• Manden skulle ikke være den typiske mega hotte mand. Han skulle have ”fejl”, der også blev afspejlet i hans udseende.
• Manden skulle ikke være vildt høj og ekstremt muskuløs.
• Der skulle være forskellige kropstyper repræsenteret generelt set.
• Og så ville jeg gerne sætte fokus på både kropsusikkerhed men også kropstilfredshed. For eksempel er hovedpersonen Irene mere usikker omkring sin krop, for jeg syntes at det var vigtigt at erkende, at det er noget mange yngre mennesker bøvler med. Samtidig har jeg også karakterer, der både er tykke og tynde, som elsker deres kroppe og udseende. Begge dele er vigtigt at vise i litteraturen.

Nogle af disse tanker og flere til kommer jeg ind på i mit foredrag om kropsdiversitet i fantasy – eller manglen på samme. Et foredrag der betyder enormt meget for mig. Det er et vigtigt emne uden en konkret løsning. Et emne der kræver både åbenhed og refleksion af vores mangler og begrænsninger som forfattere og som læsere.

Fantasy kan være med til at italesætte problemstillinger, uden at vi får dem stoppet ned i halsen. Måske vi bør blive bedre til at udnytte dette?