Af Christina E. Ebbesen

Jeg skrev første udkast til det, jeg så som første bog i min serie Til Aretz’ ende (men som endte med at blive delt til de to første bøger i serien) mellem sommeren 2010 og november 2013. Den (eller de) romaner blev effektivt skrevet i tre sommerferier og så et ryk efter sommerferien i 2013, hvor jeg kvindede mig op og fik gjort udkastet færdig. I 2019 udkom Sumpbaronens rejse, og senere i år udkommer Bondekongens rejse, starten på en eventyrlig rejse for det umage makkerpar mennesket Gavin og elveren Robin.

Ideerne til min fantasyverden og mine hovedkarakterer havde simret i ca. 10 år, inden jeg begyndte at skrive, så det overordnede forløb i hele serien og verdenens historie havde jeg udtænkt i mit hoved. I ”afkølingsperioden” (mens manus ventede på, at jeg skulle rette det) skrev jeg to noveller til nogle novellekonkurrencer. Der var afleveringsfrist i december og januar. Så jeg skrev en 30 siders novelle om måneden, de to måneder mens romanudkastet lå på køl.

Serien Til Aretz’ ende er skrevet af Christina E. Ebbesen og foregår på planeten Aretz hvor orkerne, elverne og menneskerne har hver deres kontinent Kortet er tegnet af Stinna Danger.

For den ene novelles vedkommende var det egentlig bare en for- eller sidehistorie til det overordnede plot, der ikke havde været plads til i bogen, og hvad angår den anden novelle, var det forhistorien til en person, som jeg endnu ikke var kommet til i selve serien.

Begge noveller er forhistorier, som kronologisk ligger forud for bøgerne i serien, men der er også planlagt og skrevet noveller, der ikke så meget skal give læseren indblik i en bestemt person, men snarere udbygger universet og giver os et indblik i andre kulturer end dem, vi møder gennem hovedpersonerne i Til Aretz’ ende. Nogle af novellerne bliver således en worldbuilding-legeplads.

Novellerne giver mig mulighed for at dykke lidt dybere ned i sidekarakterer og se, hvorfor de er, som de er, og jeg har overvejet også at lave noveller set fra nogle af mine skurkes synsvinkel, for at komme under huden på dem.

Når Christina skriver har hun stort set alt planlagt på forhånd. Hun har et helt ringbind med noter til plot, univers og karakterer.

Motivationen til både at skrive romaner og noveller var sådan set bare, at der var et par novellekonkurrencer, og jeg havde nogle små historier, som passede ind, men novellerne har også vist sig at være en skøn mulighed for at supplere romanerne. I romanerne bliver der skåret ind til benet, de starter in medias res så sent, som jeg kan springe ind uden at tabe læseren. Novellerne er ligesom en prolog, jeg kunne have lavet for at forklare en karakters bevæggrunde mere i dybden. Så man behøver ikke læse novellerne for at kunne følge med i seriens romaner, men ønsker man at dykke ned på det dybe vand, giver novellerne den mulighed. I forbindelse med min første novelle, Flugten fra ildvæveren, anbefaler jeg faktisk, at man først læser den efter Sumpbaronens rejse, også selvom det er forhistorien, som forklarer, hvad der kronologisk skete en måned, før romanen begynder. Der er bare færre ting, der bliver spoilet, hvis man læser dem i ”forkert kronologisk rækkefølge”.

Det fede ved at skrive noveller er, at de er nemmere at overskue, og man står hurtigere med et færdigt produkt i hånden. Det er en fordel at arbejde med færre lokationer og karakterer, og derfor kan man hurtigere få løst en konflikt, fordi man ikke som med romanerne sidder med et gigantisk kludetæppe af kaos, der skal holdes styr på.

Men for en, der plotter alt i forvejen og har udtænkt en gigantisk historie, kan det være udfordrende at skrive noveller, hvor der ikke er plads og tid til at bygge videre. Der skal findes en lille konflikt, der ikke må løbe løbsk og udvikle sig til en hel roman.

Flugten fra ildvæveren er den første novelle i Til Aretz’ ende-serien. Den handler om elveren Rubins forsøg på at flygte fra sin voldelige kæreste.

Når jeg vælger, hvem og hvad mine noveller skal handle om, er det tit de ideer, som har slået rod i min hjerne, men som jeg ikke tror, jeg kan klemme en hel bog ud af:

• Den dag, min ene hovedkarakter flygter fra sin voldelige forlovede.
• De øjeblikke i en prinsesses liv, der får hende til at indse, at hendes rigsråd ikke nødvendigvis vil hendes bedste.
• Den måned i to harpyers liv, hvor de prøver at finde løsningen på deres races største dilemma.
• Det døgn, hvor en kriger mister hele sin klan og vælger at vie resten af sit liv til at hævne uretfærdighederne.

Nogle gange er jeg splittet mellem hvilke noveller, der vil være bedst som opvarmning til en roman. Om lidt udkommer min anden roman, Bondekongens rejse, og det ville både give mening at dykke dybere ned i den ene skurk, Damian, og at få et indblik i prinsesse Isoldes bevæggrunde. Når serien en gang er afsluttet (og hvis jeg ikke kaster mig over hele spin-off-romaner), kan det være, at jeg laver alle de noveller, der ikke nåede at blive til noget, og samler dem i én stor udgivelse sammen med dem, der allerede er ude som e-bøger.

Prinsesse Isolde af Karbon vil ikke lade de gamle mænd i rigsrådet koste rundt med sig, og derfor har Christina valgt hende som hovedperson i den novelle der leder op til udgivelsen af Bondekongens rejse – Til Aretz’ ende 2.

I den novelle, der udkommer her i 2020, og som er optakt til Bondekongens rejse, har jeg skrevet om prinsesse Isolde. Det har været en svær proces, fordi jeg ikke havde en oplagt lille konflikt, men egentlig skrev novellen for at foregribe ting, romanens læsere kunne blive utilfredse med ved hendes karakter.

Flere af mine betalæsere på Bondekongens rejse brokkede sig over nogle af prinsessens valg, og jeg ville gerne forklare, hvorfor hun handler, som hun gør, uden at det tager for meget fokus fra romanens plot. Jeg vil ikke skrive perfekte karakterer, men de må meget gerne selv være opmærksomme på, at de har fejl.

Der er egentlig masser af guf på prinsessens historie, men da nogle af skurkene i novellen ikke må afsløres endnu, fordi jeg skal bruge dem i fjerde og femte roman, måtte jeg være kreativ for at finde relevante konflikter, der ikke spolerede de ting, jeg havde planlagt senere i serien. Det var heller ikke lige til at få gjort prinsessen proaktiv og ikke apatisk som et offer, når historien starter med, at alle hendes kære dør, før hun er 12. Jeg var bundet af ting, jeg allerede havde skrevet i den første roman, og som jeg ikke kunne ændre, selvom det ville have gjort novellen lettere at skrive.

Sodelveren Ztridz er hovedperson i en af de noveller, der er planlagt til længere henne i serien, men novellen Mørke guders templer er allerede udkommet i en antologi af samme navn udgivet af H. Harksen Productions.

Der er to noveller, der skal udkomme i fremtiden, som har spøgt i mine tanker med jævne mellemrum gennem årene. Den ene har jeg allerede har skrevet, og den handler om min jack of all trades-karakter, Ztridz, som er en hyldest til karakteren Drizzt Do’Urden skrevet af R. A. Salvatore. Ztridz er en øretæveuddelende bad ass-karakter, som kommer i spil fra bog fire. Og så brænder mit hjerte for at skrive en novelle fra overskurkens synspunkt; ham møder vi også fra bog fire og fremefter.

Det kunne også være spændende med en novelle fra Damians eller Ereks synsvinkel, mine to ”indledende skurke”, men vi må se, om jeg kan finde noget godt til dem en gang. Det kunne f.eks. være spændende at se Damian, Robins voldelige ekskæreste, inden hans pandelapper bliver kvast af en tankevæver – se hvordan han en gang har været den mest omsorgsfulde kæreste nogensinde.

Der er altid noget at skrive om, men for en worldbuilder som mig, der har svært ved at stoppe, er spørgsmålet mere, om jeg kan begrænse mig. Så det kan godt ske, at novelleideer bliver lagt i venteposition, når jeg opdager, at der faktisk er stof nok til en hel roman.