Tricksteren er en universel figur, som dukker op i myter fra hele verden. Vi kender f.eks. alle den nordiske gud Loke eller den græske gud Hermes, som begge bruger list til at snyde deres medguder. Sådanne mytiske tricksterfigurer har inspireret mange karakterer inden for fantasylitteraturen. Denne uges blogindlæg skal netop handle om, hvem den klassiske trickster er, og hvordan nogle af dennes træk går igen blandt moderne fantasykarakterer.

Den nordiske gud Loke er en klassisk tricksterfigur, som er blevet genbrugt i mange bøger og film (Thor, Marvel Studios, 2011).

Jeg tager i min beskrivelse af tricksteren udgangspunkt i den amerikanske forfatter Lewis Hydes definition i værket Trickster Makes This World fra 1998. Hyde fortæller, at den klassiske trickster først og fremmest er en grænsekrydser. Tricksteren befinder sig nemlig altid mellem de grænser, vores samfund er bygget op omkring, herunder grænsen mellem godt og ondt, helligt og blasfemisk, levende og dødt.

Tricksteren er således en kropsliggørelse af dobbelthed. Tricksteren kan typisk bevæge sig mellem himlen og jorden og mellem de levende og de døde, hvilket Hermes er et godt eksempel på. Nogle gange er han budbringer for guderne og vejviser for sjæle, mens han andre gange er en tyv, der stjæler fra guderne. Tricksteren er hverken god eller ond, men befinder sig snarere lige dér, hvor de to ting er blandet sammen.

Tricksterens handlinger vidner også om dennes tvetydige karakter. På den ene side snyder og bedrager tricksteren folk omkring sig, fordi han eller hun er snedig og en mester til at lyve. Denne kreative intelligens, som tricksteren bruger til at narre andre med, udspringer af en stor appetit, typisk efter mad og sex. I mange af de gamle myter, tricksteren er med i, forsøger denne at få fat i noget, han eller hun sulter efter, og tricksteren bruger smarte tricks til at opfylde sine behov. Dog bliver tricksteren ofte fanget i sine egne plots, for selvom denne kan være klog, så kan han eller hun også være et fjols.

Gollum opfører sig som en trickster, da han på forskellige måder forsøger at snyde både Bilbo og Frodo (Hobbitten – En uventet rejse, New Line Cinema, 2012).

Tricksteren er altså dels en egoistisk skurk, der bryder tabuer for at opfylde sine uhæmmede drifter, men en vigtig pointe hos Hyde er dog også, at tricksteren samtidig er æret som en kulturhelt i myterne. Dette skyldes, at tricksterens forstyrrende opførsel ofte hjælper menneskene på en eller anden måde. Et godt eksempel er titanen Prometheus, som er en tricksterfigur inden for græsk mytologi. Prometheus stjal ilden fra Zeus, men han gav den til menneskene, der herved kunne udvikle sig og skabe en civilisation.

Tricksteren laver altså ikke bare ballade, men er i myterne med til at skabe den verden, vi kender til. Alle disse ting bakker op om tricksteren som en grænsekrydser, der vender op og ned på de kendte kategorier: Tricksteren er hverken god eller ond, idet denne både kan karakteriseres som en ødelægger og en skaber, en egoist og en kulturhelt.

Tyrion Lannisters store appetit minder om tricksterens, idet han f.eks. næsten altid har et glas vin i hånden (Game of Thrones, HBO, 2011-2018).

Denne forståelse af tricksteren kan man til dels genfinde i fantasylitteraturen. Et eksempel kunne være Gollum fra J.R.R. Tolkiens bøger Hobbitten og Ringenes herre. Gollum er for det første tricksteragtig, fordi han forsøger at bruge smarte tricks til at snyde både Bilbo og Frodo. Gollum får på den ene side Bilbo til at løse gåder, mens han på den anden side skaber splid mellem vennerne Frodo og Sam ved f.eks. at få Frodo til at tro, at Sam har spist al deres proviant. Det er ligeledes Gollums sult efter Ringen, som driver ham i bøgerne, og han er villig til at gøre alt for at få fat i den. Gollum er derudover også, ligesom tricksteren, præget af dobbelthed, da han er skizofrenisk. Gollum var engang hobbitten Sméagol, men er nu, pga. Ringens korruption af ham, den sindssyge Gollum. Denne splittelse mellem to personligheder ser vi bl.a. ved, at han nogle gange overvejer at hjælpe Frodo og Sam, mens han andre gange kun kan tænke på Ringen.

Et andet eksempel kunne være Tyrion Lannister fra George R.R. Martins bogserie En sang om is og ild. Tyrion bruger tricksteragtig list til at overvinde sine modstandere i bøgerne, her i form af snedige krigsplaner og hofintriger. Tyrion har også altid noget kækt at sige til dem omkring ham, ofte fordi han ønsker at provokere dem. Han har ligeledes en stor appetit efter mad, alkohol og sex, og han bryder derfor på mange punkter hoffets etiketteregler. Tyrion er desuden præget af dobbelthed, idet han er født ind i en magtfuld slægt, der bør behandles med respekt, men i stedet hånes han af mange, fordi han er en dværg. Selvom Tyrion ofte hjælper sig selv i bøgerne, så er han netop også kendt for at hjælpe andre, der ligesom ham selv er misforståede.

Fred og George Weasley er ballademagere, der på tricksteragtig vis ofte forsøger at snyde systemet på Hogwarts (Harry Potter og Flammernes Pokal, Heyday Films, 2005).

Et tredje eksempel er Fred og George Weasley fra J.K. Rowlings Harry Potter-bøger. Weasley-brødrene laver hele tiden ballade i bøgerne, og de forsøger ofte at snyde systemet på Hogwarts, bl.a. da de tryller sig selv ældre for at kunne deltage i turneringen i Magisk Trekamp. Der er desuden en åbenlys dobbelthed ved brødrene, da de er tvillinger. Ofte kan de andre karakterer ikke kende forskel på Fred og George, og brødrene kan lide at spille på denne tvetydighed. Selvom deres planer til tider tjener egoistiske mål, så hjælper de også andre gange deres medstuderende. Dobbeltheden mellem levende og død kommer også til syne til sidst i bøgerne, da det kun er den ene af brødrene, som overlever den blodige kamp mod Voldemort.

Andre eksempler på tricksteragtige figurer inden for fantasygenren kunne være Locke Lamora fra The Lies of Locke Lamora af Scott Lynch eller Jack Sparrow fra fantasyfilmen The Pirates of the Caribbean. Alle disse moderne fantasykarakterer har som sagt ligheder med den klassiske tricksterfigur, men der er dog også væsentlige forskelle. Det kan f.eks. diskuteres, hvorvidt de fantasykarakterer, jeg har nævnt her, i sandhed fungerer som kulturhelte, der bryder med vante kategorier for at åbne nogle nye op. Alligevel er det spændende at se, hvordan tricksterfiguren på andre punkter lever videre i de fantasykarakterer, vi kender.