I slutningen af efterårsferien var Ulven og Uglen på et lille eventyr til Herlufsholm kostskole, hvor vi var med til dette års Fantasy Bogmesse. Skolen er med sine ligheder til Hogwarts omgivelserne for den årlige bogmesse, som mange fantasyelskere drager til for at møde forfattere og forlag. Ulven og Uglen havde i år tre forfatter og en illustrator med på programmet.
Fredagen bød på et smugkig ind i tankerne hos forfatter Signe Fahl, som blev interviewet af forfatter Mikkel Vendelboe. Interviewet handlede om hendes nye serie Tågespind, hvor første bind, Ellekongen, udkom d. 13. oktober. Signe besøgte også forlagets stand, hvor hun signerede bøger og snakkede med læsere. Signe kom også om lørdagen, hvor Næstved-området fra morgenstunden var dækket af tæt tåge. Mon Signe havde talt med Ellekongen eller mosekonen? Ja, det kan vi kun gisne om.
Lørdag havde vi en lille overraskelse med til forfatter Lars Kramhøft til fejring af hans roman Djævlens hjerte. Udover det planlagte program fik vi besøg af både Signe Fahl og Jeanette Hedengran, en af forfatterne bag Mørkets søn-serien. Kl. 13.00 var det endelig tid til at overraske Lars, som lige var ankommet. For at fejre udgivelsen af Djævlens hjerte havde vi bestilt en kage, hvor bogens forside var blevet printet på toppen af kagen. Kagen som kunne fodre 100 mennesker var væk på ingen tid, og Lars fik talt med rigtig mange mennesker og signerede bøger mens folk nød kagen.
Lars var vist godt fejret inden han indtog scenen i festsalen, hvor han blev interviewet af Eiler Jensen, som er anmelder hos Børn & Bøger. Interviewet handlede om Djævlens hjerte og bogens tematikker, så der var lagt godt op til en teologisk diskussion. Imens havde forfatter Jacob Kokkedal og illustrator Thorkild Skov oppe på loftet en debat om samarbejdet mellem tekst og illustrationer. Jacob og Thorkild har samarbejdet om Jacobs serie Den trofaste bror, som Thorkild har lavet forsideillustrationerne til. Thorkild har også lavet illustrationer til Ulven og Uglens nye udenlandske serie Stormlysfortællingerne af Brandon Sanderson. En konges vej del 2 udkommer d. 30. oktober.
Om to uger fortsætter forlaget til Amager til årets Bogforum, hvor vi i år deler stand med forlaget Andersen og Vig. Det er første gang, at Ulven og Uglen har sin egen stand på messen, og det glæder vi os helt vildt til! Vi får besøg af Lars Kramhøft, Signe Fahl, Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl, som alle signerer bøger på messen, og Tina og Jeanette læser også højt af deres debutbog, Mørkets søn. Derudover kommer illustrator Thorkild Skov og fortæller om at illustrere fantasybøger. Så hvis du ikke nåede at købe dine bøger eller møde din yndlingsforfatter hos Ulven og Uglen på Helufsholm Fantasy Bogmesse, så har du chancen i BellaCentret d. 10.-12. november. Hold også øje med forlagets Facebook og Instagram, hvor vi op til Bogforum lægger en masse skønne godbidder ud til jer.
Rigtig god læselyst!
Indlægget er skrevet af Camilla Rodkjær
Ingen kommentarer