Ulven og Uglen har været på to bogmesser i april, og vi vil gerne dele vores oplevelser med jer her!
Den første messe i denne omgang var Krimimessen i Horsens d.1.-2. april. Bogmessen foregik i det gamle Horsens statsfængsel, og jeg (Maria) var meget spændt på at se et fængsel indefra. Selve messeområdet var dog i et gammelt magasin, så det var ikke helt så dramatisk som jeg havde forventet. Fængslet var i brug indtil 2006, og fungerer nu som museum og ramme for mange forskellige slags arrangementer – som fx krimimessen, hvor lokalerne skaber en særlig stemning. Der kom mange mennesker forbi, og det var dejligt at møde så mange unge og gamle læsere. Som vi nævnte i et tidligere blogindlæg, er der en god sammenhæng mellem krimier og fantasy, og vi kunne derfor oplyse krimilæsere om mulighederne indenfor fantasygenren. Derudover var der en del messegæster, som var blevet slæbt med på messe, men ikke selv læste krimier – de var også glade for lidt genremæssig afveksling!
Lørdag aften var der en stor gallafest for forfattere, standholdere, og andre involverede. Det var en festlig aften, hvor vi sad til bords med både avisanmeldere, børnebogsforfattere, og andre forlæggere. Bl.a. talte jeg med børnebogsforfatteren Mette Finderup som fortalte om nogle af sine projekter, og Nanna Foss fortalte om sin science-fiction serie Spektrum, som har fået meget flotte anmeldelser. Jeg er jo ny i miljøet, så det var meget interessant at høre om de forskellige vinkler på litteratur – lige fra forfatternes skrivepraksis, til anmeldernes arbejdsvaner. Jeg talte også med anmelderen Liselotte Wiemer, og det viste sig, at vi har haft samme underviser. Sideløbende med min praktik hos Ulven og Uglen følger jeg på Københavns Universitet et fag i anmelderi med Erik Skyum-Nielsen som underviser, og det viste sig, at han også havde undervist Liselotte dengang hun var studerende.
Et af weekendens højdepunkter var en skolebibliotekar som kom forbi, greb fat i Mørkets søn-serien og begejstret sagde: ”Den er altid udlånt på vores bibliotek! Vi behøver slet ikke gøre noget – børnene anbefaler den til hinanden!” Det var jo dejligt at høre – det bedste er at kunne begejstre sine læsere så meget at deres læseglæde smitter!
Ugen efter var vi på ordfestivalen Ordkraft i Aalborg fra torsdag til søndag. Der er langt fra Ballerup til Aalborg, og vi tog derfor med færgen fra Sjællands Odde til Aarhus, for at forkorte køreturen lidt. Det var dog lige ved at Line måtte tage alene til Aalborg, for mens vi ventede på at køre op på færgen, gik Peter og jeg ud for at nyde havluften (læs: tage billeder til instagram), men da vi var færdige med at tage billeder, og vendte os om, var både Line og bilen var væk. Der var i det hele taget bekymrende få biler på kajen, og vi løb hen til færgen for at se om vi ikke kunne få lov til at komme med, selvom vi ikke havde billetter – Line var kørt med det hele. Heldigvis stødte vi på en venlig mand i gul vest, som hjalp os – det var vist ikke første gang han havde været ude for folk der var blevet efterladt af deres chauffør… Vi kom altså alle tre med færgen, og nåede ud på eftermiddagen til Aalborg, hvor vi straks pakkede vores stand ud. Det gik rimeligt hurtigt – vi var jo i god træning fra sidste weekend. Ordkraft blev afholdt i Nordkraft, et nedlagt kulkraftværk som nu fungerer som kulturhus. Selve messeområdet var i et gammel kedelrum, hvor store tapper hang ned fra loftet. Det var et meget stemningsfyldt lokale, som satte en flot ramme for messen! Temaet i år var natur, hvilket også var omdrejningspunktet for mange af foredragene, bl.a. fortalte Jytte Abildstrøm om sin kamp for miljøet. Derudover blev der uddelt påskeliljer og blomsterfrø, og i en af standene kunne man vinde et træ.
Om fredagen udkom Ørkenrose, anden bog i Jacob Kokkedals serie Den trofaste bror. Jacob selv kom også, og talte med Pia Bechmann om serien, foran en flok skoleelever. Her fortalte Jacob om nogle af tematikkerne i hans bøger, bl.a. hvor vigtigt det er at rejse sig igen, hvis man falder. Denne pointe fylder meget i hans bøger, og en studerende fra Aalborg Universitet, Maria Fledelius, skrev en reportage hvor hun nævner at Jacob ”benytter fantasy til at komme frem med dette stærke budskab, fordi fantasyverdenen handler om håb og om at kæmpe sig frem.”
Lørdag kom Tina Sanddahl, en af forfatterne til Mørkets søn-serien, forbi vores stand og talte med de besøgende og lørdag var også dagen hvor Ulven og Uglen blev nævnt på DRs hjemmeside, da en af messegæsterne fortalte om sit køb af novellesamlingen Hvad skoven skjuler.
I løbet af de to bogmesser var det muligt at vinde forskellige bøger, bl.a. ved at tage instagrambilleder, og der var en tydelig tendens – Anders Björkelids serie Fortællingen om blodet var populær. Jeg er også gået i gang med serien, og er blevet godt bidt af Sunia og Wulfs historie, og Björkelids særlige fortælleteknik. Til september kommer Anders Björkelid selv til fantasyfestivalen i Esbjerg, hvor han skal fortælle om Fortællingen om blodet – og I kan godt begynde at glæde jer!
God påske!
Ingen kommentarer