Lille spejl på væggen der…

Narcissus forelsker sig i sit eget spejlbillede

Narcissus forelsker sig i sit eget spejlbillede

Lige siden mennesket så sit eget spejlbillede for første gang, har mysteriet bag refleksionen tiltrukket sig vores opmærksomhed. Den ældste spejlfortælling kan spores helt tilbage til antikken, hvor Narcissus i Ovids Metamorfoser forelsker sig i sit eget spejlbillede i det øjeblik, han lægger øjne på det. Denne myte har lagt navn til narcissismen, som beskriver en person, der er sygeligt selvoptaget.

Dronningen og det magiske spejl fra Disneys udgave af snehvide

Dronningen og det magiske spejl fra Disneys udgave af snehvide

Spejlet bliver da også i mange sammenhænge et symbol for netop selvoptagetheden. Ønsket om at være noget helt særligt er stærkt. Vi kender alle Snehvide og remsen ”Lille spejl på væggen der hvem er skønnest i landet her?” Dronningen er sygeligt optaget af sit eget spejlbillede, på samme måde som Narcissus. Hun kan ikke acceptere at Snehvide er smukkere end hende, og behovet for at være helt unik er så stærkt, at hun er parat til at slå sin egen steddatter ihjel for igen at blive det.

I Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray 1890, bliver det smukke spejlbillede forræderisk. Dorian får malet sig et portræt, og ved at sælge sin sjæl forbliver han evigt ung og skøn, mens portrættet opsluger al ælde, sygdom og fordærv. Til sidst bliver hans eget spejlbilledet uudholdeligt for ham at se på, da det viser hans bedrageriske, smukke ydre, der modstrider sandheden, som kommer til syne i det stadigt mere væmmelige portræt, som afspejler hans sande indre.

Men det er ikke kun vores egen refleksion, der skaber fascinationen af spejle, der er også noget uhyggeligt over dem. Den lille stemme der hvisker ”Hvad nu hvis” i vores øre. Hvad nu hvis spejlet ikke kun reflekterede os selv. Hvad nu hvis vores refleksion ikke gjorde præcis som os? Denne lille tøven bruges en del i både litteratur og film, hvor spejle både anvendes til at afsløre mørke væsners sande form eller som portaler til andre verdner.

Spejle har været en del af den folkelige overtro i århundreder, og de fleste ved, at det betyder syv års uheld at smadre et spejl. Denne myte opstod tilbage hos romerne, som troede at livet blev fornyet hvert syvende år, og et smadret spejl ville dermed gøre skade på sjælen, der sidst blev spejlet deri. Andre myter fortæller, at man skulle sørge for at dække spejle til hos syge personer, så deres sjæle ikke blev fanget i dem, når de var svage eller gik bort.

Vampyrer har intet spejlbillede

Vampyrer har intet spejlbillede

Spejle reflekterede beskuerens sjæl, og man troede derfor at de kunne afsløre blandt andet hekse og vampyrer, da de havde solgt deres sjæl til Djævelen selv. I litteraturen er spejle derfor ofte med til at afsløre den sande natur bag et andet menneske eller væsen, som det eksempelvis kan ses i Bran Stokers Dracula 1897, hvor Jonathan Harker opdager, at Dracula ingen refleksion har i spejlet. Dæmoner og andre ondsindede væsner siges ofte at kunne besejres ved at vise dem deres eget spejlbillede, som eksempelvis Medusa, der bliver til sten, når hun ser sin egen refleksion.

Harry foran Drømmespejlet

Harry foran Drømmespejlet

Et spejl kan også vise mere end blot refleksioner. I Harry Potter og de Vises Sten 1997 finder vi blandt andet Drømmespejlet, som viser beskueren det, han ønsker mest. Harry ser sig selv sammen med sine afdøde forældre og sniger sig ud af sin seng om natten for at drømme sig væk i spejlet. Men som så mange andre spejlfortællinger, skal man passe på den lokkende kraft bag spejlet. En dag bliver han mødt af Dumbledore, som advarer ham om, at spejlets verden er fristende, men at det ikke er virkelighed og aldrig kan blive det. Mange har spildt deres liv foran spejlet blændede af det drømmebillede, spejlet skaber.

Alice kravler gennem spejlet og ind i en alternativ verden

Alice kravler gennem spejlet og ind i en alternativ verden

Spejlets verden bliver her en anden end den, det burde reflektere. Det samme sker i efterfølgeren til Lewis Carolls Alice i EventyrlandGennem Spejlet 1871, hvor Alice endnu engang kommer til et eventyrligt land ved at træde igennem et spejl derhjemme. Spejlet bliver her en portal til en alternativ verden, som ved første øjekast ligner den hun kommer fra, men som alligevel er anderledes.

Men spejlet går ikke kun den ene vej. Væsner fra spejlets verden kan også betræde vores.

En af de mest kendte vandrehistorier i verden, er den om Bloody Mary. Hvis man siger hendes navn højt tre gange foran et spejl, kravler hun ud af det og tager hævn. Historierne varierer, men de mest udbredte fortæller, at hun slår den skyldige ihjel eller fanger vedkommende i spejlet til evig tid.

bloody_mary_by_black_kittieAndre legender fortæller, at det er muligt at se sine egne tidligere liv, hvis man sidder i et mørkt rum kun oplyst af stearinlys og stirrer ind i sit eget spejlbillede. Visse spejle siges desuden at besidde magiske egenskaber, der gør det muligt at se andre i det og somme tider endda kommunikere gennem det.

Men vær varsom, hvis du beslutter du for at prøve det af – man ved aldrig, hvad der følger med.

 

Ingen kommentarer

Skriv et svar