”Det var en stor oplevelse at oversætte The Way of Kings for det er en monumental roman, men også en kæmpe udfordring,” fortæller Jakob Levinsen der udover Brandon Sanderson bl.a. har oversat J.R.R. Tolkien, Salman Rushdie og Stephen King. ”Ikke blot er bogen enorm – og projekteret som det første bind af ti! – men den sproglige og begrebsmæssige tæthed i Sandersons univers er helt exceptionel, samtidig med at der undervejs tit henvises til ting og begreber som først (måske) bliver udfoldet i senere og altså endnu ikke skrevne bind. Så opgaven har både bestået i at ramme hans lidt højstemte fortællestil, få hans univers til at hænge sammen og fange nuancerne i de forskellige tonelejer når der skiftes mellem de meget forskellige hovedpersoners synsvinkler.”
Der er tre hovedpersoner i bogen – bromanden Kaladin som er blevet svigtet af sin hærfører, højfyrste Dalinar som er begyndt at få syner, og Shallan, en ung kvinde på en farlig opgave.
”Shallan er i mine øjne den mest komplekse af hovedpersonerne – på én gang meget ung og gammelklog, udsendt af sine brødre som led i en familieintrige hun ikke helt selv kan gennemskue, hvirvlet ind i nogle nærmest bundløse hofintriger og hjemsøgt af skræmmende væsener,” siger Jakob og tilføjer: ”Og blandt bipersonerne har jeg – om man så må sige – et blødt punkt for lejemorderen Szeth der på samme tid er eminent god til sit kald, men også underlagt magi og kræfter han overhovedet ikke selv kan kontrollere. I en vis forstand er han en af historiens mest tragiske skikkelser.”
Karakterer er en vigtig del af en historie, men i fantasybøger kan der også være mange nye ord og begreber som er lavet specielt til det konkrete univers, hvilket giver nogle overvejelser om hvorvidt man skal oversætte, fastholde det originale (opfundne) ord eller selv opfinde et nyt. ”Det er forskelligt alt efter om der er tale om alternativ brug af eksisterende ord og ordsammensætninger eller om deciderede nyskabelser. ’Lashing’ er en meget konkret, piskelignende magisk proces der på dansk fungerer som svirpen, mens ’spren’ er Sandersons helt egen opfindelse. Noget lignende gælder inden for dyreriget med ’chasmfiend’/’kløftdjævel’ over for ’krull’.”
Der er altså mange hensyn at tage når man oversætter bøger. Undervejs ændrede bogtitlen sig også fra Kongernes vej til En konges vej, og Jakob fortæller at titlen En konges vej var hans bud gennem hele processen. ”I historien er The Way of Kings titlen på en sagnomspunden bog med vejledning i hvordan man er en god og dygtig konge, svarende til det man i middelalderens Norden kaldte et kongespejl. Det principielle i den forbindelse kommer for mig at se bedst frem med en konge i ental.”
Når det kommer til selve oversættelsen griber Jakob det lidt forskelligt an. ”Hvis det er en helt ukendt bog, vil jeg typisk skrålæse den først,” fortæller han og indskyder at han læser ”abnormt” hurtigt. ”Med noget så monumentalt og komplekst som Sandersons univers skal der også hele tiden undervejs tjekkes på kryds og tværs og frem og tilbage. Men lige så ofte vil jeg lave en råkladde fra ende til anden hvor jeg læser og oversætter samtidig, og så ellers vende bøtten og finslibe forfra. Hverdagen som oversætter er helt grundlæggende knofedt fra morgen til aften (mindst), men til gengæld med mulighed for helt selv at bestemme tid og sted,” forklarer han og afslører at dele af En konges vej er oversat på et badehotel på Madeira, side om side med Bruce Springsteens erindringer. ”Den største udfordring, i hvert fald i min butik, er hurtigt blevet at kunne sige nej, også til attraktive opgaver – da der nu engang ikke er flere timer i døgnet end der er.”
Vi synes det lyder som en stor opgave at oversætte Sanderson og Springsteen på en gang, og Jakob fortæller om nogle af de mest interessante og sværeste bøger han har oversat. ”En konges vej er bestemt meget langt fremme i alle henseender. Daniel Mendelsohns store holocaust-bog De mistede – en af de allerførste bøger jeg oversatte – var helt ekstremt sprogligt tæt på adskillige niveauer der samtidig skulle ramme perfekt sammen i ganske få pointer til sidst. Kazuo Ishiguros Den begravede kæmpe er en slags fantasy fra England lige efter kong Arthur, men fortalt så antydningsvist og raffineret at nærmest hvert eneste ord synes anbragt med pincet. Og så har de Tolkien-bøger jeg har oversat, haft deres helt egne udfordringer i form af mesterens hang til indlagte sange og rim – eller som i Arthurs fald og Sagnet om Sigurd og Gudrun slet og ret at udfolde sig i gammeldags stavrim og kvad.”
Til sidst kommer Jakob med nogle råd til andre der overvejer at blive oversættere. ”Spark alle tænkelige døre ind, og bliv ved med det, læs alt det med småt i kontrakten, og lad være med at være alt for kræsen og idealistisk,” råder Jakob og afslutter: ”Det er et håndværk, det kan godt være sjovt, og måske bliver det også kunst. Men som det så klogt er blevet sagt i anden sammenhæng: selv den mest minutiøse planlægning kan aldrig overgå rent svineheld.”
Ingen kommentarer