Af C.A. Wolters

Som en forfatter der uhæmmet erklærer sig selv for splatter-fan, spøgelseselsker og vampyr-crossdresser ved enhver passende (og mindre passende, undskyld Rød Stue) lejlighed, så kunne man nok godt have gættet min forkærlighed for gysets helligdag – nemlig Allehelgens.

Samhain, eller Halloween, kryber nærmere i disse kølige oktober-aftener og på trods af den kommercielle overflod af billige orange og sort-indpakkede chokolader og allergifremkaldende vat-spindelvæv, så har højtiden altid været noget helt magisk for mig.

Forfatter C.A. Wolters har været bidt af gys og uhygge lige siden hun var helt lille. I efteråret 2021 debuterer hun med horror-erotik-fantasy-hybriden Den som hvisker – Det røde daggry 1.

I min familie har vi fejret ’All Hallow’s Eve’ før det var trendy (ja, vi var de ’særlige’ naboer), men nu er det blevet den tid på året hvor folk endelig hylder de ting som jeg syntes er fede; fake blod i spandevis på udsalgshylden, Kruger-maraton i biffen, tre for en-særtilbud på Stephen King og lokale kirkegårdsvandringer.

Det er gået hen og blevet den tid på året hvor jeg føler verden er hundrede procent synkroniseret med mit lille sorte Wednesday Adams-hjerte – og i øvrigt, som Method Writer, er det også en af de måneder hvor jeg normalt føler mig mest inspireret og får skrevet allerflest historier, men det kommer vi alt sammen til.

Horror, horror, horror! Yes, please.
But first: The Origin.

Det internationale gys var min første kapellan og da også ret nærlæggende da alle R.L. Stines Gåsehud-bøger (Gyldendal, 1990) var oversat til dansk og markedsført direkte til mig. Jeg åd dem alle råt og udviklede et nidkært forhold til skolebibliotekaren som bestilte hele serien hjem til mig efter jeg havde læs Min nabo er et spøgelse omtrent otte gange.

Dog begyndte det hele endnu før dét.

Spøgelseshunden (Yearling Books, 1996) fik seksårige Cecilie til at græde af rædsel, men det skræmte hende ikke væk fra horror-genren – tværtimod fik hun blod på tanden til selv at fortælle endnu mere gruopvækkende historier.

Jeg var seks år gammel der jeg lånte læse-let-bogen Spøgelseshunden af Pete Johnson (Yearling Books, 1996) på Allerød bibliotek. Det var omslaget der umiddelbart fangede mine uskyldige øjne: et rædselsslagent barn i forgrunden og et gennemsigtig ulvehund svævende i baggrunden, kæberne på vidt gab. Forsiden var illustreret med det nyeste teknologi (a la 1996), og det lignede at det frådende hundehoved hang i lynstormens dunkle himmel lige over drengens hoved, som et apokalyptisk ondt varsel. Jeg rev den ned fra udstillingsreolen og måtte have den med hjem!

Da bogen henvendte sig til ti år og op, så var lixtallet en del højere end hvad jeg selv kunne hakke mig igennem, men heldigvis kunne mor læse højt.

Okay, og nu tænker du sikkert ”hov hov, var det nu klogt at låne den slags bog til et barn der går i nulte?”, men lad mig sige det sådan: Min mor er en vaskeægte tarotheks og horror-ildsjæl – vi snakker X-files, Hannibal the cannibal, Blair Witch Project, Chucky og selvfølgelig Inspector Morse, kørende på skærmen i døgndrift. Og jeg så med.

Ikke altid fordi jeg måtte, men jeg kunne snige mig ned og se gyserfilmene fra trappen i gangen hvor der var udsyn direkte ind til stueskærmen. Chucky voldte mig dog nogle problemer idet jeg havde en imponerende Barbie- og porcelænsdukke-samling (som alle i en lang årrække blev sikkert indespærret ved mørkets frembrud), men tilbage til Spøgelseshunden:

Bogen startede en slags sneboldseffekt i mit lille spæde sind – den handler nemlig om unge Daniel der med sadistisk fryd fortæller en så skrækkelig gyserhistorie til sin bror, en Halloween-aften, at den bliver vækket til live!

Gæt lige hvem seksårige Cille identificerede sig med.

I starten læste min mor et par kapitler hver aften inden sengetid, og vi fløj igennem historien. Men efterhånden som plottet byggede sig op, og spøgelseshunden gøede lydløst, men frådende som en sindssyg, på den anden side af Daniels vindue hver nat, begyndte min mor at holde flere og flere pauser for at se min reaktion an.

Da den første snotunge døde af skræk i sin seng, kan jeg huske at hun lukkede bogen og så ekstra indtagende på mig, drog et lille suk og sagde: ”Ska’ vi ikke hellere læse noget andet, Bamse?”

Jeg afslog det fornuftige tilbud og tiggede hende om at læse mere, på trods af at jeg var hvid som et lagen, og tårerne eftersigende strømmede ned ad mine kinder.

Den næste aften sluttede fortællingen ret brat. Min mor satte sig til at læse på sofaen, jeg krøb op på hendes skød, og spøgelseshunden jagtede børnene igennem en skov. Daniel snubler, falder, skriger, og den hjemsøgende fantomhund – et monster af et dyr! – stirrende med udhulede sorte øjenhuler(!) kaster sig over vores hovedpersonen med det skummende fæle savl dryppende fra de lange hugtænder og så … tog de pludselig alle hjem og drak saftevand og spiste boller.

Jeg husker, min mor klappede bogen i, og den overvældende følelse af skuffelse og mangel på forløsning der tyngede min sjæl i det øjeblik, og jeg besluttede mig for at det var en temmelig dårlig bog.

Se, nu ved jeg jo ikke hvad der rent faktiske skete, men jeg tror måske min mor traf en slags kunstnerisk beslutning her og opdigtede en slutning på bogen der ikke ville gøre mig komplet miljøskadet – men idet jeg tænkte at det var en tam bog, tænkte jeg også: Det kan jeg skrive bedre.

And so, it begins.

Når Cecilie har brug for at skrive uhyggelige scener, bladrer hun bl.a. i tegneserien Through the Woods af Emily Carroll (Faber And Faber Ltd, 2014).

Beklager; det tog mig lige otte hundrede ord at komme hertil, men jeg lover at nu er jeg klar til at give jer mine insider-tips og forklare hvad Method Writing er (dog, til mit forsvar, så ved alle horror-entusiaster at et godt gys kræver en grundigt opbygget suspense).

Begrebet Method Writing er et jeg selv har kreeret, men jeg er stensikker på at der nok er en eller anden forfattergud der har skrevet en manual og holder ugentlige foredrag om konceptet; det kommer sig nemlig af begrebet Method Acting/metodeskuespil som bliver brugt inden for skuespillerbranchen.

Teknikken går kort sagt ud på at man indlever sig så meget i sin karakter at man bliver sin karakter. Man taler som dem, går klædt som dem og sætter sig helt ind i deres mentale verdensbillede for på den måde at kunne spille karakteren enormt autentisk.

Dette kan man også gøre når man skriver.

Jeg går ofte rundt og øver dialogudvekslinger mellem karakterer fra min fantasytrilogi Det røde daggry når jeg rydder op, og (som jeg af og til viser på min Instagram) klæder jeg mig ud som mine karakterer når jeg skal skrive intense scener med dem.

Men det behøver ikke altid at være for at indleve sig ind i en specifik karakter – nogle gange handler det bare om at fange en stemning.

Det kan faktisk være rigtigt svært at finde en vej ind i de mørkeste mareridt og dunkle afkroge af vores sind, men min teori er at hvis du er bange, skal din læser også nok mærke noget af den frygt, sååå:

Get freaked!

Det første jeg gør for at blive dejligt utilpas, er at sætte noget musik på der virkelig får hårene til at rejse sig på mine underarme. Spotify-playlister er fantastiske, og generelt er horror soundtracks rigtigt gode at have kørende i banggrunden (Hvis du vil lytte med, har jeg et link til min uhyggelige playlist her).

En af de bøger Cecilie vender tilbage til når hun skal skrive uhyggelige scener, er Eksperimentet af Dean R. Koontz (Bogsamleren, 1987).

Det næste der skal til, hvis man ikke lige har den scene man skal angribe, helt skarp i hovedet, er lidt inspiration. Jeg kan godt lide at slå op i en af mine yndlingsgyserbøger og lige skimme de sider jeg ved, har nogle rigtigt lækre ’effekter’, eller som giver mig ’the creeps’. (Through the Woods af Emily Carroll (Faber And Faber Ltd, 2014) er en graphic novel – aka. en tegneserie – men den er en af de grummeste og smukkeste bøger jeg ejer! Eller også bladrer jeg en tur igennem Eksperimentet af Dean Koontz (Bogsamleren, 1987). Han skriver suspense og thrill som ingen andre).

Derefter sætter jeg mig hen til keyboardet og trækker på et par uskyldige barndomstraumer (jep, Spøgelseshunden), og så kører bussen.
Ting der kravler på loftet. Tænder i kaffen. Sort levende hår der som tentakler kryber op under dynen og snor sig rundt om din hals imens du ligger paralyseret og stirrer op i loftet.

Ja, bring it on.

Det gælder om at parre det absolut usandsynlige med det sandsynlige og finde den balance der overbeviser din læsers sind, og sanser, om at de er i ægte fare – ligesom seksårige Cille.
Glædelig Halloween
C.A.Wolters
C.A. Wolters er den nyeste forfatter i Ulven og Uglens nørdede familie, og hun debuterer med sin horror-erotik-fantasy-hybrid Den som hvisker – Det røde daggry 1 i efteråret 2021. Du kan følge Cecilies forfatterskab på Instagram: @calisawolters.