Så er vi tilbage på bloggen efter en lille sommerpause.
Selvom bloggen har været stille, har vi foretaget os en masse. Denne uges torsdagsblog bliver et lille tilbageblik på sommeren der er gået.
I juni var vi til Copenhagen Crime i Østerbrohuset, primært med Helge Kastrups krimi Under der er en fin blanding af krimi og zenbuddhisme, sund fornuft og højere indsigt og, ikke mindst, har Helge Kastrup selv i hovedrollen. Helge præsenterede selv sin bog ved et interview på grøn scene – siden var han at finde nede i standen hvor han signerede eksemplarer af bogen.
Det var også i juni, at Line var forbi med en stak bøger til det nyåbnede bibliotek på Røde Kors’ asylcenter, Center Kongelunden, på Amager.
D. 4. juli udkom så endelig Grænselandet, den for mange spændt ventede bog to i serien om Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl. Den har i løbet af sommeren fået nogle rigtig fine anmeldelser:
Sus fra Susbogblog skriver for eksempel: ”Den var meget bedre end den første bog, som jeg ellers var meget begejstret for” og roser den for at være gennemført ”… både i univers, karakterer og alt muligt andet.” – Læs hele hendes anmeldelse her.
Også Arne Larsen fra Litteratursiden roser bogen: ”Inspirationen fra den velkendte fantasy verden er tydelig, men dertil har forfatterne tilføjet deres helt egne originale fortolkninger og indfald, og resultatet er fuldstændig originalt. (…) Denne anmelder har fuldstændig overgivet sig. En af årets bedste fantasy udgivelser.” – Læs hele anmeldelsen her.
Derudover har vi haft nogle konkurrencer kørende på Instagram hvor du også kan følge os. Se vinderbillederne her og her.
Nu er vi klar til at gå efteråret i møde, og det byder blandt andet på endnu en Fantasyfestival i Esbjerg d. 17.-18 september. Her kommer flere af vores forfattere og fortæller om deres bøger, så kom og mød Tina Sanddahl og Jeanette Hedengran (Mørkets søn-trilogien), Helge Kastrup (Under) og endelig Jacob Kokkedal hvis bog, I døden og videre, for første gang kan købes på festivalen – du kan læse om Jacob her.
D. 5. oktober holder vi i samarbejde med Ballerup Bibliotek et aftenarrangement hvor du kan høre nærmere om fantasyhelte og vores nyeste bøger.
D. 21.-22. oktober tager vi til Herlufsholms Fantasy bogmesse. Også her kan du møde Tina og Jeanette, der igen vil fortælle lidt om Mørkets søn-trilogien. Svenske Anders Björkelid kommer til Danmark for at deltage på messen og vil blive interviewet af folketingsmedlem Magnus Heunicke, om sin serie Fortællingen om Blodet. Frostskumring der er den sidste bog i serien, udkommer på dansk på messen.
I år er vi for første gang med på Bogforum der finder sted d. 11.-13. november i Bella Centret i København. Så alt i alt bliver det et aktivt efterår, og vi glæder os til at møde en masse bog- og fantasyelskere ude i verden.
Endelig har vi ultimo august fået to nye praktikanter, Lea, som skal være hos os i 3 måneder, og Michala, der skal være hos os i 8 uger.
Vi har traditionen tro igen fået nyt motiv på hjemmesiden i anledning af den nye årstid, og det er som altid tegnet af den dygtige Sophie Grunnet.
Ingen kommentarer