Denne uges blogindlæg handler om at skabe læsegrupper. Maria Sørensen, som var praktikant på dette års fantasyfestival i Esbjerg fortæller lidt om hendes arbejde med festivalen og opstarten af nye læsegrupper for fantasylæsere. The Fantasy Fellowship er et af de tiltag Fantasyfestivalen i samarbejde med Ulven og Uglen har gjort for at udbrede læsningen af fantasylitteratur blandt voksne. Maria var i år med til at starte to nye læsegrupper i hhv. Odense og Aalborg, som hun i dette indlæg skriver om.
”Fantasylæsere er ikke som andre læsere – ligesom drager ikke er firben”
– Ulven og Uglen.
Da jeg var lille, drømte jeg ikke om at blive dyrepasser, men jeg har altid vidst, at hvis jeg fik muligheden for at arbejde med drager, ville jeg træde til øjeblikkeligt. Mit brev fra Hogwarts dukkede dog aldrig op, og mine forældres definition af kæledyr begrænsede sig til hunde og katte, så jeg har måttet forsøge mig med en anden vej i livet. Den vej har ført mig til Syddansk Universitet i Odense, hvor jeg studerer Engelsk og Kommunikation med fokus på litteraturformidling. Det lyder måske ikke så magisk, men det har taget mig på en del eventyr, som mere end opvejer for de manglende drager i mit liv.
Et af de eventyr er mit nyligt afsluttede projektforløb ved Esbjerg Kommune, hvor jeg beskæftigede mig med fantasygenren på måder, jeg aldrig havde forestillet mig, men som jeg heller aldrig vil være foruden. Da jeg tilbage i foråret tog kontakt til Jannie Tolstrup, projektkoordinator for Fantasyfestival, for første gang, var det med håbet om at få lov til at følge udviklingen af festivalen og prøve kræfter med nogle kommunikations-opgaver. Vi talte kort om festivalen, og Jannie nævnte noget om en læsekreds, men da jeg på daværende tidspunkt var ved at færdiggøre et udvekslingsophold i Island, blev vi enige om først at gå i detaljer, når jeg var vendt tilbage til Danmark.
Forår blev til sommer, og det blev tid til mit og Jannies første møde. Her fortalte hun mig mere detaljeret om læsekredsen, som var blevet dannet af en gruppe lokale inspirerede af Fantasyfestival. Den viste sig at hedde The Fantasy Fellowship og udelukkende at bestå af voksne. En fantasylæsekreds for voksne?! Jep, du læste rigtigt. Jeg blev og bliver stadig ellevild ved tanken om en fantasylæsekreds kun for voksne, både fagligt som litteraturformidler og personligt som voksen fantasylæser. Forestil jer så min reaktion, da jeg blev tilbudt at beskæftige mig med læsekredsen sideløbende med Fantasyfestival!
Det har nemlig over længere tid været festivalens såvel som læsekredsens eget ønske at invitere flere ind i deres fællesskab og dele deres læseglæde med resten af landet. Jeg har selv deltaget i online læsekredse og observeret en række bibliotekslæsekredse under et andet projektforløb, og de erfaringer har jeg helt sikkert trukket på. Men hvordan kopierer man en læsekreds over i en anden by uden at gå på kompromis med dens personlighed? Den originale gruppe, der nu går under navnet The Fantasy Fellowship: Esbjerg, var og er en velkørende læsekreds med sin helt egen gruppedynamik. Den og de nye læsekredse måtte for alt i verden ikke lide under en rigid strøm-liningsstrategi.
The Fantasy Fellowship skulle altså kunne fungere på både lokalt og nationalt plan. Det gjaldt om at koge konceptet ned til dets mest essentielle bestanddel, hvilket jeg i samarbejde med både kollegaer og læsekredsen i Esbjerg kom frem til er læseglæde. Glæden ved at læse bøger alene og sammen med andre. Glæden ved at dykke ned i en tekst, tage dele af den med sig op og lade dem påvirke sin tankegang og handlemåder. Glæden ved at opdage sammenhænge mellem tidligere erfaringer og nye. Glæden ved at forstå. Ved at lære. Opleve.
Læsning er nemlig en oplevelse, og jeg mener, at fantasylæsning er en af de ultimative af slagsen, idet den kræver vores fulde indlevelse. Den kræver, at vi tror på drager, for ellers vil vi aldrig forstå den. Det gør den ikke barnlig – langt fra. Fantasylitteraturen lærer os at håndtere udfordringer og at stå på egne ben, og hvis det ikke er voksent, ved jeg ikke, hvad er. Måske vigtigst af alt gør den os empatiske og i stand til at se og forstå nuancer, hvad end det er i forhold til vores sociale relationer, arbejde eller politik.
Det kan være svært at overbevise andre om fantasygenrens værdi, for der er mange stigma forbundet med det at være fantasylæser som voksen. Det var derfor helt naturligt for Fantasyfestival, at Ulven og Uglen skulle være med til at præsentere The Fantasy Fellowship. De kender om nogen til vanskelighederne ved at sælge voksenfantasy, men også de muligheder der netop ligger i genren. Jeg er imponeret over forlagets initiativ og engagement, og det samme er læserne. De personer, jeg mødte i forbindelse med afholdelsen af The Fantasy Fellowships velkomstmøder i Odense og Aalborg, udtrykte intet mindre end begejstring, da de hørte, at der findes et forlag for dem. Et forlag der ser voksne fantasylæsere som sin målgruppe og ikke blot som en sidegevinst.
Voksne fantasylæsere er i mine øjne en hovedgevinst, og jeg håber, at flere forlag, biblioteker, boghandler, såvel som den almene læser indser dette. Jeg ved, Ulven og Uglen, Fantasyfestival og The Fantasy Fellowship vil gøre alt i deres magt for at overbevise dem, og jeg er sikker på, de vil lykkes med det, for de er gjort af et helt bestemt stof.
Jeg skrev i begyndelsen af dette indlæg, at mit liv har været temmelig blottet for drager. Det er ikke helt sandt. Jeg er nemlig gennem mit projektforløb stødt på en hel del. De er kendetegnet ved deres ekstraordinære arbejdsindsats, eventyrlyst og empati, og de findes på biblioteket, forlaget og kontoret, såvel som i caféen, supermarkedet og toget. Nogle kalder dem nørder eller dagdrømmere. Jeg kalder dem mit fellowship.
Vil du vide mere om vores læsefællesskaber, find os da på Facebook og Goodreads.
God læselyst!
Maria Sørensen
Indlægget er skrevet af Maria Sørensen
Comments are closed.