Nosferatu. De udøde. Nattens børn. De blodtørstige vampyrer har mange tilnavne, og de har været en del af sagn og overtro på verdensplan frem til i dag, hvor de udgør en essentiel del af populærkulturen. Skulle man samle alle de kilder, der omhandler vampyrer, ville man stå med et proppet bibliotek. I dette blogindlæg nøjes vi derfor med en oversigt over vampyrens udvikling fra mytisk monster til et tæmmet ideal, som på mange måder deler fantasygenrens grænseoverskridende element og dermed er en sociokulturel afspejling af både mennesket og virkelighedens verden.

Som så mange mytiske væsener har vampyren været forbundet med mørket, døden og onde ånder, hvorfor man uden de store problemer kan finde vampyrlignende væsener i sagn fra hele verden. Vampyren, som vi kender den i dag, har imidlertid og med al sandsynlig sit udspring i den slaviske mytologi fra Centraleuropa og det sydslaviske ord wampir, som sidenhen har lagt navn til det berømte monster. Disse blev beskrevet som omvandrende lig, der stank og havde haler samt lilla ansigter, eftersom de drak blod fra levende mennesker for at overleve. I middelalderen tog kirken denne folkelige overtro til sig og brugte vampyren som middel til at skræmme samfundet til konformitet: Var man kætter, heks, tyv eller prostitueret, ville man efter sin død blive en vampyr, der aldrig fandt hvile i døden og enten drak blod fra sine ofre eller fik dem til at lide samme skæbne som en selv.

Antoine Augustin Calmet (1750)

Med kristendommens fordømmelse fik vampyren en central plads blandt store dele af Europas befolkning, som op igennem Renæssancen og Oplysningstiden digtede videre på legenden og tilmed kom med øjenvidneberetninger om udøde, som rejste sig fra graven og drak blod fra de levende. Den udbredte tro på vampyrens eksistens førte blandt andet til, at den franske abbed Antoine Augustin Calmet i 1751 skrev bogen Afhandling om fremkomst af ånder og vampyrer eller gengangere i Ungarn, Moravia et. al. (Traité sur les apparitions des esprits et sur les vampires ou les revenans de Hongrie, de Moravie, &c.). Heri inddrog han både Bibelen, mytologier, legender og dokumenterede, historiske begivenheder med hensigten at adskille falske beretninger om okkulte væsener fra sandheden. På trods af sin tydelige klassifikation af vampyrer, og hvordan de eftersigende skulle overvindes med træpæle gennem hjertet, med afbrænding og med halshugning, afviste Calmet ikke direkte deres eksistens. Værket nød stor popularitet og kritik ved sin udgivelse, og skønt man både dengang og i dag kan ryste på hovedet af Calmets observationer, vidner de om, at vampyren – selv i en tid, hvor man hyldede fornuften – blev betragtet som et virkeligt væsen af betydeligt mange mennesker.

Også i Benno Moes I skyggen af gyldne tider møder vi den moderne vampyr i form af adelsmanden Jean Jacques.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at vampyren også optog romantikerne i det 18. og 19. århundrede, hvor indsamlingen af og interessen for eventyr, myter og folkeviser var på sit højeste. Særligt John William Polidoris ”Vampyren” (”The Vampyre”, 1819) tildelte vampyren et aristokratisk ydre og skabte, hvad af mange anses som ”den moderne vampyr” – en stolt og fornem mand, der har en svaghed for jomfruer, som han dræber for at bevare sit unge udseende. Polidoris fortælling sikrede vampyren en essentiel plads i det daværende kulturliv, og snart fandt det udøde væsen vej til operaer, teateropsætninger og adskillige litterære værker, herunder Joseph Thomas Sheridan La Fanus Carmilla (1871) og ikke mindst Bram Stokers Dracula (1897).

Vampyren fik et menneskeligt og forførende antræk med især Carmilla og Dracula: Frem for at være et ildelugtende monster fremstod vampyren ved første blik som et elegant og magtfuldt individ, der brugte de selvsamme evner til at lokke intetanende mennesker til sig. Med sine seksuelle undertoner kan det 19. århundredes vampyr desuden tolkes som et opgør med den stringente borgerlighed, der kendetegnede det victorianske England. Ifølge litteraturprofessor Nina Auerbach frembringer enhver periode netop den vampyr, den behøver, og med især de kvindelige vampyrer i Dracula formåede Stoker at bryde med de victorianske og forholdsvist fastlåste kønsroller, hvor kvinden forventedes at være dydig og passiv. Set i den forstand tilbyder vampyrerne i Dracula en særlig overskridelse af de sociale normer, hvilket også kan underbygge den gennemslagskraft, som romanen opnåede i sin samtid, og som til stadighed gør den relevant den dag i dag.

Fra det 20. århundrede og fremefter har vampyrens rolle dog ændret sig markant, hvilket blandt andet cand. mag. i moderne kultur Gunhild Zacher beskriver i artiklen ”Vampyrer uden bid” fra 2011: Med henvisning til Auerbachs tese såvel som senmoderne filosoffer og samfundskritikere understreger Zacher, at vampyren har udviklet sig fra at være en grænseoverskridende instans (som i Draculas tilfælde) til et væsen, der udviser mådehold og optræder som et menneskeideal. Forandringen sker allerede med den amerikanske forfatter Anne Rices berømte En vampyrs bekendelser (Interview with the Vampire, 1976), der på mange måder adskiller sig fra den klassiske vampyrhistorie hos Bram Stoker og deslige: Hvor vampyren i Draculas tilfælde portrætteres som et billede på ondskaben og ikke får tildelt sin egen synsvinkel i hvad der ellers er en brevroman, får vampyren og hovedpersonen i En vampyrs bekendelser, Louis, lov til at berette om sit liv, herunder sine frustrationer og skyldfølelse over sin dyriske natur. Som læser føler man sympati med ham, og han optræder dermed langt mere menneskelig end den koldblodige Dracula, som omvendt må nøjes med ganske få replikker. Dette medfører, at den ondskab, som vampyrerne ellers har repræsenteret i oldgamle sagn og myter, nuanceres – og når vampyrerne selv bliver menneskeliggjorte, bliver ondskaben det også som konsekvens. Det blodtørstige monster er tæmmet i en sådan grad, at det ikke længere er vores modsætning og onde tvilling, om man vil – men noget som viser en side af os selv.

Vampyrerne Louis og Claudia i filmatiseringen af Anne Rices roman (foto fra IMDB).

Zechers forholdsvis harmløse, senmoderne vampyr dominerer dagens populærkultur med fænomener som True Blood og Twilight. I sidstnævnte romanserie er vampyren Edward Cullen et objekt for hovedpersonen Bellas forelskelse, og frem for at være et monster beskrives han som en engel, der må holde sit indre rovdyr i bero, selv om han tørster efter Bellas blod. At hele hans vampyrfamilie tilmed er ”vegetarer”, eftersom de drikker blod fra dyr og ikke mennesker, gør dem kun mere sympatiske, men de mister samtidig den grænseoverskridende og ondskabsfulde egenskab, der gjorde dem farlige til at starte med. Tværtimod nedsætter de selv et forbud. De er forholdsvist ufarlige og gør deres ypperste for at leve fredeligt med menneskene ligesom i True Blood, i hvis univers det snarere er menneskene, og ikke vampyrerne, der viser sig at være mest tyranniske. I begge serier er vampyrerne så vidt menneskeliggjorte, men med deres evige ungdom og kontrollerede afholdenhed optræder de også som idealbilleder på det, mennesket drømmer om at blive – ikke mindst i det senmoderne samfund, hvor sundhed, succes og selvbevist iscenesættelse på de sociale medier er i højsædet.

Vampyren kan med rette kaldes for et af nattens mørke væsener og menneskets modsætning: De tåler ikke sollys, er udødelige og er i flere hundrede år blevet forbundet med Djævelen selv. Ligesom selve fantasygenren har de rødder i myternes verden og er med tiden blevet indlemmet i Vestens populærkultur. I kraft af deres overnaturlige evner fungerer de også som et socialkulturelt spejlbillede på mennesket, uanset om de tilbyder en oprørskhed mod victorianske regelsæt eller kropsliggør vores bestræbelser om et ungdommeligt udseende. De er væsener styret af drifter, og som sådan minder de os om vores egne drifter og mørke sider på lige fod med fantasygenren, hvis alternative universer gør os klogere på vores eget samfund ved netop at overgå virkeligheden. Måske er det i sidste ende dét, der gør fantasy og vampyren tiltagende og frygtindgydende på samme tid: De repræsenterer noget fremmed, noget fantastisk eller ligefrem noget ondskabsfuldt i skikkelse af et univers eller et monster, som i begges tilfælde er med til at afsløre de sider af mennesket, som vi helst vil glemme. Og hvem kan så egentligt kalde sig for mørkets væsner?