I 2014 grundlagde Katrine Buch Mortensen og jeg forlaget Ulven og Uglen. Vi skrev begge fantasy for voksne, men kunne ikke få det antaget på de etablerede forlag, og derfor besluttede vi at starte et nyt forlag som havde netop den genre og målgruppe i fokus.
Siden har jeg fået fire realistiske ungdomsbøger udgivet på forlaget Calibat, og jeg har været redaktør på mere end tyve bøger hos Ulven og Uglen. Mine oplevelser som henholdsvis forfatter og forlægger er meget forskellige, men alligevel er de to sider af samme sag, og som både forfatter og redaktør drager jeg fordel af at kende begge vinkler.
Line Lybecker er både redaktør på Ulven og Uglen og forfatter til fire ungdomsromaner udgivet på forlaget Calibat. Til næste år udkommer hendes fantasydebut Døden kalder – Ulveblod 1.
Da Katrine og jeg startede forlaget, var det vigtigt for os at Ulven og Uglen ikke blev et selvudgiverforlag. Forlaget opstod ud af vores ønske om få udgivet de bøger vi selv skrev, men vi ønskede ikke at det blev Ulven og Uglens hovedformål, og derfor nedsatte vi nogle krav for hvornår og hvordan det skulle foregå hvis vi på et tidspunkt skulle udgive vores egne bøger.
Vi aftalte at vi kunne indsende vores egne roman-manuskripter
– når Ulven og Uglen havde udgivet 20 titler af andre forfattere.
– eller når vi selv havde fået en bog udgivet på et andet forlag.
Og når de kriterier var mødt, skulle vores manuskripter gennemgå samme vurderingsproces som alle andre.
I 2016 udkom min debutroman Mere end veninder på forlaget Calibat, og i 2019 rundede Ulven og Uglen med Sumpbaronens rejse tyve udgivelser.
I efteråret 2017 opfyldte jeg krav nummer to og sendte et manuskript ind til forlaget. Det blev vurderet og afvist, og jeg var skuffet, men samtidig også en smule stolt. Det var meget vigtigt for mig at Ulven og Uglen ikke skulle udgive en bog jeg havde skrevet, alene fordi det var mig der havde skrevet den – hvis den skulle udkomme, skulle den være god nok til forlagets standarder.
Siden har jeg arbejdet på andre manuskripter, og i 2020 sendte jeg endnu et ind til Ulven og Uglen. Og det er blevet antaget! 28. oktober kunne vi afsløre at min urban fantasy-roman Døden kalder – Ulveblod 1 udkommer i slutningen af 2021.
Jeg skal naturligvis ikke selv være redaktør på bogen – jeg har også rigeligt arbejde i de fem Ulven og Uglen-serier jeg p.t. har ansvaret for – men i mit arbejde med redaktørens kommentarer, trækker jeg på mine egne erfaringer som redaktør.
Som forfatter er jeg meget øm om mine bøger. De er mine børn, og jeg lægger dele af min sjæl i hvert eneste manuskript jeg skriver. Det gør andre forfattere også, og når jeg som redaktør sidder med en andens tekst, er jeg opmærksom på at det kan være meget sårbart at modtage kritik på sin bog. Derfor gør jeg mig altid umage for at være både pædagogisk, diplomatisk og empatisk: Det er forfatterens tekst, og uden forfatteren ville den slet ikke være der. Derfor er det vigtigt at manuskriptet – plottet, karaktererne, sproget og universet – bliver ved med at føles rigtigt for forfatteren. Som redaktør er jeg en konsulent der hjælper forfatteren med at forbedre manuskriptet, og det er vigtigt at forfatteren forstår hvorfor jeg foreslår de ændringer jeg gør – om det så er på sætningsniveau, plotniveau eller drejer sig om universet.
Når jeg står i forfatterrollen, så ved jeg på den anden side også at redaktøren kun vil det bedste for manuskriptet, at vedkommende ikke ønsker at tage min bog fra mig, men vil hjælpe mig med selv at forbedre bogen.
Det kan være svært at få at vide at man skal skrive store dele af slutningen om – som jeg netop har fået at vide med Døden kalder – men efter at have ærgret mig over at et så stort problem har overlevet mine egne redigeringsrunder, så kan jeg jo godt se at min redaktør har ret, og så er jeg taknemmelig for at hun påpeger noget som jeg måske godt selv vidste, var et problem, men som jeg har set gennem fingre med, og hvor jeg har tilladt mig at tænke ”mon ikke det går?”. Jeg har selv stået i redaktørens sted og foreslået forfattere at fjerne scener de var glade for, at skrive 50-100 sider til, eller at fjerne personer som ikke gav noget til historien.
Jeg ved at redaktøren ikke altid har ret, men også at vedkommende aldrig foreslår en så radikal ændring uden at der er en grund til det. Nogle gange er redaktørens forslag ikke den rigtige løsning på problemet, men kommunikation er nøglen til et godt samarbejde mellem forfatter og redaktør, og når begge er åbne for at lytte til den anden, så kan man i fællesskab løse selv de værste plotproblemer.
I 2016 debuterede Line med ungdomsbogen Mere end veninder der handler om lesbiske Anja.
I arbejdet med min debutroman bad redaktøren mig om at skrive hovedpersonens storebror ud af historien fordi han ikke blev brugt til noget. Det havde jeg ikke lyst til for jeg kunne godt lide karakteren, men jeg kunne også se redaktørens pointe. Resultatet blev at jeg skrev om og rykkede en masse scener fra slutningen op i starten, og på den måde blev storebroren en uundværlig del af romanen lige fra starten. Det var ikke sket hvis min redaktør ikke havde udfordret mig, men det var heller ikke sket hvis jeg ukritisk havde lyttet til min redaktør.
Redaktøren har ikke altid ret, men det har forfatteren heller ikke. Sammen kan de to dog skabe magi og løfte et manuskript så det bliver bedst muligt. Denne lektie husker jeg både som forfatter og redaktør, og det er muligvis det vigtigste jeg har lært siden Ulven og Uglen så dagens lys i 2014. Det er også det første råd jeg giver til nye forfattere og redaktører: Lyt til hinanden. At redigere et manuskript er et stort og til tider uoverskueligt arbejde, og forfatteren har brug for redaktøren ligesom redaktøren er afhængig af at forfatteren skriver manuskriptet til at starte med.
I januar 2019 fyldte Ulven og Uglen 5 år, og i den forbindelse skrev jeg et blogindlæg om den rejse det har været at starte forlaget. Hvis du er nysgerrig efter at se med bag kulisserne, kan du følge min instagramprofil, @linelybecker[link], hvor jeg både deler tanker om forlagsarbejdet og om mine egne bøger, bl.a. #ulveblodserie.
Comments are closed.