Legenden om det guddommelige, skønne væsen der har overkrop som en kvinde, men underdel som en fisk, kender vi alle sammen. Myterne om kaptajner og deres mandskab der på de dybe have blev tiltrukket af de smukke havfruer, har eksisteret i flere århundreder. I litteraturen findes de mange steder, bl.a. i H.C. Andersens eventyr om ”Den Lille Havfrue” (1837), Camilla Wandahls serie Havets Tåre (2013-2015) og endda i J.M. Barries Peter Pan og Wendy (1911) – der er havfruer med i dem alle, men som vidt forskellige karakterer.

Udover at være utroligt smukke er havfruer også kendt for at være meget farlige, og en masse teorier følger med dem; nogen mener at hvis et mandskab på havet ser en havfrue, og hun kaster fisk på deres skib, så vil konsekvenserne være tab af liv på skibet. Men hvis hun omvendt kaster fiskene væk fra skibet, så vil de kunne klare enhver mulig fare. Andre mener at alene det at se en havfrue enten kan betyde godt held eller dårligt held.

Der kan diskuteres på kryds og tværs om havfruer har gode eller dårlige intentioner, men det kan have stor betydning hvorfra man kigger på dem. Legenden skifter fra land til land, men de er alle enige om havfruens udseende og tilholdssted.

I Grækenland har de også havfruer, dog hedder de her sirener; ideen er den samme, men i stedet for en fiskehale har disse sirener hajlignende haler. De lokker sømænd hen til sig med deres smukke sang, mens havfruer lokker mændene med deres smukke udseende alene. Sirener er skam også smukke, men ikke ligeså skønne som havfruerne.
Der er ikke den største forskel på havfruer og sirener, udover forskellen på deres haler, og at sirener er meget mere onde, end havfruer siges at være. De trives side om side og lever sammen ved at holde sig indenfor deres eget territorium.

Ud fra de fleste film og bøger er konsekvensen af at møde en havfrue eller sirene døden; de drukner manden levende og spiser liget under vandet derefter. Mange sømænd frygtede derfor at støde på en havfrue undervejs, da mange skrøner løb rundt på skibene i den tid.
Hvorfra legenden opstod, er der ikke klare beviser på, men den ældste havfrue som vi i dag kender til, er havguden Ea der trods alt faktisk var en havmand. Ea var i babylonisk mytologi guden over oceanerne.

To af de mest kendte sirener fra Grækenland kaldes også Skylla og Charybdis, og de holdt til på hver sin side af Messinastrædet.
Vi kender også sirener fra historien om Odysseus der stødte på disse skabninger på sin rejse gennem havet. Han og hans mandskab slap helskindet igennem da Odysseus beordrede mændene til at binde ham fast til masten og stoppe voks i deres egne øre, så de ikke kunne høre sirenernes sang. Odysseus kunne dog sagtens høre denne sang og blev straks påvirket. Han råbte ad sine mænd og befalede at de skulle slippe ham fri med det samme, så han kunne komme over til den smukke sirene. Mændene adlød ikke, og da de først var kommet uden for rækkevidde af sangen, slap de den nu rolige Odysseus fri fra rebene.

Den første gang havfruerne kom til Norden, var gennem et gammelt, nedskrevet heltekvad ”Sangen om Helge, Hjörhvads søn” fra 1200-tallet. I historien fortælles der om havfruen Hrimgerd der i tørst efter hævn opsøger helten Helge Hjørvardssøn der eftersigende skulle have slået Hrimgerds far ihjel. Helge fik dog trukket diskussionen ud så længe at de blev der til solopgang, hvor solens stråler forvandlede Hrimgerd til sten.

Disneys Den lille Havfrue
– © Disney

Det var i 1900-tallet at der dannedes grundlag for vores tids syn på havfruen: smukt og elegant ansigt, langt, tit gyldent hår som hun sad og kæmmede. Men i dag kan vi godt lide at lave om på disse væsener, så de enten er frygtindgydende grimme og lever på blod eller mystiske, sky væsener der ikke vil findes. Man kan også vælge den klassiske rødhårede havfrue som vises i Disneys udgave af Den lille Havfrue (1989).

Legenden om havfruen har overlevet så længe fordi mange sømænd selv har berettet om at have haft et møde med dette væsen. Havfruer kan ikke videnskabeligt bevises, og en amerikansk læge har lavet en undersøgelse omkring dette emne. Han mener, at sømændene har hallucineret denne smukke havkvinde frem fra en søko. Søkoen er nok det tætteste vi nogensinde kommer på havfruer, da dette dyr har brystvorter på samme linje som lufferne. Det er her ungerne ammer fra, og søkoen kan godt komme til at ligne en menneskekrop hvis beskueren er beruset. Det passer også meget godt med at når en søko dykker, så kaster den halen i vejret, og det kan være der ideen om fiskehalen kom fra.
Hallucinationerne kan stamme fra druk, kulde, mangel på mad eller drikke eller savn af seksuelt samvær.

Blogindlægget er skrevet af Ulrika Bentsen.