På bloggen har vi tidligere beskæftiget os med forskellige magiske væsener som drager, vampyrer og varulve. I denne blog vil jeg se på sammenhængen mellem monstre og frygt.

Både gode og onde væsener er et gennemgående træk i fantasygenren, og på en måde er de begge monstrøse. Ordet monster kommer af det latinske ord monstrum og betyder egentlig vanskabning. Ordet ”monster” er altså ikke nødvendigvis en moralsk vurdering af det væsen det beskriver, men betegner alligevel noget skræmmende og uforståeligt. Ordet er også i familie med det latinske ord for at advare, og antyder derved, at der er en sammenhæng mellem at se anderledes ud, og være farlig.

J. Halberstam, en amerikansk litterat som bl.a. har skrevet om det gotiske monster, beskriver monsteret som en maskine der skaber frygt. Formålet med monsteret er altså at skræmme os. Dette er er interessant, både for at forstå den effekt monstre generelt har i litteratur, men også idet denne frygt-skaben er noget som ses meget konkret i bestemte monstre. Det er fx tilfældet med drylerne i Mørkets Søn-serien, som er Mørkets folks uhyggelige ridedyr. ”De mindede lidt om heste, men var knoglede og tynde. Øjnene var hvide, og deres skin var sort og glat. Det mest uhyggelige ved dem var dog ikke deres udseende, men det at de, foruden deres normale kost, ernærede sig af frygt.” Drylernes skræmmende udseende skaber frygt i de som ser dem, og drylerne kan så suge næring af menneskernes frygt. De udnytter frygt, ligesom det også sker i fx Harry Potter, hvor dementorerne suger folks glæde, og medbringer tristhed og frygt.

Disse monstre næres af frygt, og skræmmer os idet de styrkes af den frygt de skaber i os. Andre monstre, som orker og drager, skræmmer os gennem deres udseende, styrke og grundlæggende fremmedartethed. Monsteret er frygtindgydende, fordi vi instinktivt forstår, at det som ser skræmmende og ondt ud, også er skræmmende og ondt. Denne essentialisme er central for forståelsen af de magiske væsener i meget klassisk fantasy ‑ tanken om, at et menneskes eller væsens udseende afslører deres inderste jeg, og derved viser om de er gode eller onde. Monsteret er umiddelbart skræmmende, men knytter også symbolsk an til noget der skræmmer læseren. Det kan fx være de førnævnte dementorer, som kan tolkes som en depressionsmetafor, idet de suger glæde og livslyst, og gør alting gråt. Monsteret skaber uhygge, men idet helten overvinder det, overvindes frygten også. Samtidigt er monsteret fleksibelt, og kan tilpasse sig de forskellige ting vi frygter. Dette betyder også, at noget der engang virkede uhyggeligt, kan forandre sig og tage en anden form. Et eksempel på dette kunne være vampyren, der er gået fra at være et parasitisk monster til populær heartthrob, som vi har diskuteret i et tidligere blogindlæg.

Monsteret er altså ikke en statisk figur, men må forandre sig, for fortsat at kunne skræmme og vække rædsel ‑ ellers ender den som hovedperson i romancer. På samme måde som vampyren ændrer væsen, selvom den fastholder nogle af sine vigtigste (og mest monsterlige) træk, som blodsugningen, er der mange fremmedartede væsener i fantasylitteratur, som har potentiale til at være monstre, men som ses som gennemgående gode. Det er fx feer, enhjørninge og elvere, smukke væsener, som oftest holder med heltene. Samtidigt er der dog også væsener, der ser frygtindgydende ud, men som ofte opfattes som gode, fx griffen. Dette vil vi se nærmere på i næste uge, hvor bloggen kommer til at handle om gode væsener i fantasylitteratur.