”Min forkærlighed for at nedbryde tabuer og for antihelte er uopslidelig”

Jacob Kokkedal er folkeskolelærer fra Aalborg, men bare fordi man kommer fra udkantsdanmark betyder det jo ikke at man ikke kan skrive bøger. Indtil videre har Jacob 10 udgivne værker bag sig i forskellige genrer, men som alle kan få læseren til både at skrige af grin og knibe en lille tåre, og til september udkommer hans episke fantasyeventyr I døden og videre hos Ulven og Uglen. I denne sidste blog inden sommerferien kan du lære Jacob lidt bedre og kende og få svar på hvad der motiverer ham når han skal skrive.

”En sommeraften i 2001 gik en kammerat og jeg noget slukørede ud af biografen. Vi havde været inde for at se en eller anden Vin Diesel-film, og vi var begge vildt skuffede.
’Sådan noget lort,’ sagde jeg.
’Ja,’ svarede min kammerat.
’Det er utroligt at Hollywood ikke formår at skabe noget bedre med alle deres penge og mulighed for at tiltrække de bedste instruktører og forfattere. Det kunne vi to sgu have skrevet bedre,’ mente jeg.
Mine kammerat så bare på mig og rystede på hovedet. ’Man kan ikke skrive en actionfilm når man bor i Aalborg.’
Dagen efter var jeg gået i gang med at skrive det der otte år senere skulle blive bogen 100 % ren. Stor litteratur var det bestemt ikke, men jeg havde bevist min pointe at det var muligt at skrive en actionfilm selvom man bor i Aalborg.”

"Nordlige rytmer" af Jacob Kokkedal (Facet 2012)

“Nordlige rytmer” af Jacob Kokkedal (Facet 2012)

Sådan svarer aalborgensiske Jacob Kokkedal på spørgsmålet om hvordan han blev forfatter, og giver samtidig en smagsprøve på hvor levende og virkelighedsnært han skriver.
Jacob bor i Aalborg, ’udkantsdanmark’, men det er på ingen måde ensbetydende med at der ikke er hverken humor eller smæk for skillingen i hans bøger. Snarere tværtimod. Jacobs brogede forfatterskab er en velafbalanceret sammensætning af underspillet dansk humor, action, samfundskritik og en sjat over-the-top-plathed der bare lige sætter prikken over i’et.

Jacobs anden roman, den jyske western Som det ligger, er endnu et eksempel på hans særlige kunnen, og romanen er på flere af landets forfatterkurser blevet brugt som eksempel på grund af sin særlige opbygning med korte kapitler af handling, anekdoter og tilbageblik.
Som det ligger opstod på baggrund af en historie jeg hørte om en tres års fødselsdag i Randers,” fortæller Jacob og uddyber at alle hans bøger bygger på en undren. ”Min humoristiske kærlighedsroman Nordlige rytmer er baseret på især min singletid i København og oplevelserne med byens enlige karrierekvinder der havde styr på alt undtagen deres følelsesliv og evnen til at kommunikere (på trods af at mange af dem faktisk arbejdede med kommunikation).”

At Jacob har humor og bruger den i sine romaner, er der ingen tvivl om.

”Jeg har fundet at jeg bedst får budskabet ud hvis folk kan trække lidt på smilebåndet. Så er man mere en der vil snakke om sin virkelighed, og knap så meget ham den sure skolelærer ovre i hjørnet der ikke må have Fernet Branca i sit skab på skolen mere,” fortæller Jacob om arbejdet med sine to romaner Dagens kamp og Det de ikke snakkede om der meget samfundsaktuelt handler om skolereformen som Jacob i sit hverv som folkeskolelærer selv er påvirket af.

"Jordens største helte - Specialklassen 1" af Jacob Kokkedal (Facet 2015)

“Jordens største helte – Specialklassen 1” af Jacob Kokkedal (Facet 2015)

At Jacob trækker inspiration fra sit eget liv og arbejde når han skal skrive, kommer også til udtryk i en af hans nyeste kreationer, den anmelderroste børnebog Jordens største helte – Specialklassen 1 som blandt andet var nomineret til årets Niels Klim-pris, og som handler om en gruppe specielle skoleelever der en dag opdager at deres svagheder er blevet superkræfter.
”Min forkærlighed for at nedbryde tabuer og for antihelte er uopslidelig,” fortæller Jakob og forklarer at ”serien er gennemført politisk ukorrekt da det efter min mening er den bedste måde at få slået hul på de tabuer vi låser os fast i livet med.”

Hos Ulven og Uglen udkommer til september Jacobs fantasyroman I døden og videre – Den trofaste bror 1; en fortælling som let kan bære mærkaterne ’episk’ og ’high fantasy’.
”Jeg har altid haft lyst til at skrive en traditionel episk fantasyroman,” fortæller forfatteren. ”For mig var Tolkien en øjenåbner da jeg læste Ringenes Herre i femte klasse. Der er stadig mange voksne der ikke forstår hvad man skal bruge fantasygenren til, men for mig repræsenterer den noget helt særligt. Jeg har aldrig helt kunnet sætte ord på det indtil jeg for et års tid siden læste Brandon Sandersons Mistborn-trilogi. Det gik under læsningen op for mig at fantasy handler om aldrig at opgive håbet – at lære læseren at selv i den sorteste nat og mod de mest uoverskuelige odds, så rejser man sig fra hvor man er faldet, og slår igen. Denne indstilling synes jeg, er noget af det vigtigste at give videre til vore børn og unge – der er altid håb! Af denne årsag synes jeg faktisk at fantasygenren har lige så stor berettigelse i skolen som den almindelige ungdomslitteratur.”
Det kan vi her på forlaget jo kun give Jacob ret i omend I døden og videre bestemt ikke (kun) er for børn og unge, men også giver gedigen action og eftertænksomhed til den voksne læser.

"I døden og videre" (Ulven og Uglen 2016)

“I døden og videre” (Ulven og Uglen 2016)

Sommerferien skal Jacob bruge på at læse Hemmingway for at få inspiration til den voksenroman som han i øjeblikket er i gang med, og efter ferien går han i gang med at skrive på tredje bog om Den trofaste bror; anden bog i serien er allerede stort set klar til redaktøren hvilket vi på forlaget glæder os til.

Tags: , , , ,

Trackbacks/Pingbacks

  1. ”Fantasy handler om aldrig at opgive håbet” – et interview med Jacob Kokkedal - Ulven og Uglen - 6. maj 2019

    […] har tidligere haft et indlæg om Jacob Kokkedal og hans forfatterskab (læs det her), og denne uges torsdagsblog kommer derfor til at handle mere specifikt om Den trofaste […]

  2. Karakterer i den moralske gråzone - Ulven og Uglen - 15. oktober 2019

    […] skal ikke være nogen hemmelighed at kongen af grå karakterer her hos Ulven og Uglen er Jacob Kokkedal som har skrevet serien Den trofaste bror. Den tredje bog i serien kommer til at hedde Helerens håb […]