Andet stop på vores fantastiske jordomrejse er Sydamerika hvor vi vil se på magisk realisme. Genren opstod omkring 1970’erne og ’80’erne blandt forfattere som Gabriel Garcia Márquez, Isabel Allende og Jorge Luis Borges. Magisk realisme er ikke fantasy, men en form for fantastisk litteratur.

Der findes også danske forfattere som bevæger sig indenfor genren, bl.a. Karen Blixen (Skibsdrengens fortælling fra samlingen Vintereventyr, 1942),Peter Høeg (fx Forestilling om det tyvende århundrede 1988) og Ib Michael (fx Rejsen tilbage, 1991).

Genren kan defineres som overvejende realistisk, men med den tilføjelse at magi accepteres som en præmis af karaktererne, fortælleren og læseren. Magien indgår altså naturligt i en genkendelig verden, og der sættes ikke spørgsmålstegn ved den. Omvendt kan nogle af de genstande som vi normalt betragter som almindelige, blive fremmedgjort, som i Márquez’ 100 års ensomhed(1967) hvor nogle rejsende medbringer is og kompasser til Macondo, en by i junglen. Disse ting virker mærkværdige og overnaturlige på indbyggerne, mens flyvende tæpper og piger, der svæver væk, accepteres som forventelige. Dette illustrerer godt hvordan magisk realisme kan ses som to forskellige virkeligheder der smelter sammen, nemlig den koloniserede og den koloniserende.

Dette ses også i genrens udtryksform hvor den trækker tråde tilbage til både fabler og det karnevalistiske og samtidigt gør brug af postmoderne fortælleformer såsom metafiktion, karakteropløsning (uddybes nedenfor) og skabelsen af en mistillid i læserpositionen. På den måde blander genren forskellige litterære teknikker og traditioner. Magisk realisme er også ofte præget af at være en kollektiv fortælling, fremfor individets, og fokus er derved på slægten, byen eller kulturen. Gerald Martin, ekspert i latinamerikansk litteratur, skriver om Márquez’ brug af magisk realisme at det er en måde hvorpå forfatteren tager de ”fiktionelle karakterers religiøse tro og myter alvorligt, hvad enten det er gennem en ”antropologisk” reproduktion eller ved at afmystificere dem.”[1] Martin forstår derved magisk realisme som en måde at fastholde et bestemt verdenssyn, ét som adskiller sig fra det vestlige koloniale.

Márquez’ roman 100 års ensomhed handler om en familie i den fiktive by Macondo. Bogen er præget af en cyklisk tid hvor begivenheder og personener gentages igen og igen. Bl.a. hedder alle de mandlige medlemmer af familien enten Arcadio eller Aureliano, og ligesom navnene gentages, minder deres personligheder også om hinanden, så alle Arcadioerne er ballademagere, mens alle Aurelianoerne er drømmere. Systemet brydes kun i en enkelt generation hvor drengene er tvillinger, og familien bliver enige om at de må være blevet forbyttet, så de hedder det forkerte navn – når nu de ikke opfører sig som deres navnebrødre, men som dem med det andet navn. Dette er et godt eksempel på den førnævnte karakteropløsning hvor karaktererne smelter sammen og bliver udskiftelige.

Chilenske Isabel Allende udgav i 1982 Åndernes hus som blev en øjeblikkelig succes. Historien minder ligesom 100 års ensomhed om en slægtsroman hvori en families historie fortælles. Det magiske optræder bl.a. i karakteren Clara som kan kommunikere med ånder og bevæge ting uden at røre dem, fx kan hun få klaveret til at spille selvom det er lukket med et låg.

Argentineren Borges skrev 20-30 år tidligere end de to andre, men der er stadig mange fællestræk. I mange af sine værker arbejdede han med det fantastiske og forsøgte at udviske grænserne mellem det utrolige og det faktuelle. Han kan derfor ses som en foregangsmand der var med til at gøre det muligt at skrive magisk realisme. Det magiske ses bl.a. i hans novelle Alef (1945) hvor en middelmådig digter i sin kælder har fundet en Alef, et punkt som indeholder hele universet.

^[1] Gerald Martin:  ”On magical and social realism in Garcia Marquez”, i Gabriel García Márquez – New Readings, red. McGuirk og Cardwell, 1987