Jeg hedder Pernille L. Stenby, og jeg er kommende forfatter hos Ulven og Uglen, der har antaget min bog Inkarnation. Men! det må I vente med at høre mere om til senere, for i denne uge handler bloggen nemlig om det at skrive en roman og om de skrivetekniske elementer, der – ud fra min erfaring – forbedrer et manuskript.

At skrive er en proces, der består af mange forskellige aspekter. Overordnet vil jeg mene, at man får erfaring af at læse andres værker, researche, skrive sine egne tekster og lytte til konstruktiv kritik. Og det at producere et univers, karaktererne til det og plottet kræver en eller anden form for erfaring. Jeg var i mange år usikker på, hvordan jeg skulle få denne erfaring. Jeg følte ikke, at jeg havde overskuddet til at læse skønlitteratur, mens jeg arbejdede på mit eget manuskript. Dog fandt jeg ud af, at det at se, hvordan andre bruger sproget og opbygger en roman, er guld værd.

Igennem tiden har jeg både læst og skrevet en masse. Her har jeg fundet nogle forskellige manuskriptprojekter frem, der alle sammen har dannet det skrivetekniske fundament for min debutroman Inkarnation, der udkommer i maj.

Det har altid været en terapeutisk proces i mit liv at skrive, og derfor har jeg aldrig haft svært ved at producere. Men fra at stå med et ”råt” manuskript til at have en færdig bog er en bumpet vej. Mange vil erfare, at hele redigeringseventyret er den hårdeste proces. Jeg ynder at se det rå manuskript som skelettet af en roman, man mangler at lægge kød på.

Men hvad er romanens kød? Dens liv? Jeg tror, vi alle har prøvet at læse en roman, hvor selve plottet egentligt ikke var så fængende, men hvor personerne bar hele historien, og pludselig var sidste side vendt, og bogen slut. Andre gange er det omvendt: Plottet bærer romanen, mens personerne virker småkedelige og ubetydelige. De bliver elementer på samme måde, som universet gør. Jeg vil mene, at de bedste romaner er dem, hvor plot, univers og personer løfter historien sammen. Det er i mine øjne romanens kød.

Hvis nogen spørger mig ”Hvad handler din debutroman om?”, så vil jeg tænke mig grundigt om, inden jeg svarer. For mig svarer det til, at nogen spørger mig, hvad jeg lavede i går. Jeg husker hele dagen, men jeg skal finde essensen af den dag, før jeg kan besvare spørgsmålet. Inkarnation handler om identitet, og det er dens hovedtema. Derudover arbejder jeg med spørgsmålene ”Hvem er jeg?” og ”Bliver jeg en anden person, hvis jeg glemmer min fortid?”, da min hovedperson vågner op i en situation uden minder eller nogen følelse af sit selv.

Derfor er mit råd til jer derude, der selv skriver: Find jeres hovedtema. Eller temaer – men jo mere konkrete og præcise, I er, jo tydeligere står temaet frem i bogen. Du skal kunne skrive en kort sætning eller et enkelt ord, som dækker hele din roman. Hvis du vælger ”tab”, og du sidder i en situation, hvor du er i tvivl om, hvorvidt scene 3 i kapitel 2 passer ind, kan du spørge dig selv: ”Har den noget at gøre med tab?”. Selvfølgelig skal arbejdsprocessen ikke være sort-hvid, og der vil komme gråzoner, hvor du vælger scener til din roman, som er der af andre grunde, eksempelvis universopbygning, men som pejlemærke er et hovedtema vigtigt.

Jeg holder personligt meget af at lave illustrationer. Det giver mig en mere visuel mulighed for at se på mit univers. Derudover er det ganske godt, når man skal holde styr på sin universstruktur.

Ud fra temaet danner den røde tråd sig, men den røde tråd er båret af karakterernes ønske om at gøre fremskridt. Med andre ord kræver fremdriften, at man som forfatter skaber en hovedperson (eller en biperson, der motiverer hovedpersonen) til at følge den røde tråd. Vi bevæger os her over i personopbygning, men inden vi når så langt, dukker et essentielt spørgsmål op: Hvilken fortællertype skal jeg bruge?

Personligt skriver jeg mest med jeg-fortæller, da det er særligt godt til at vise psykologiske aspekter, og med et tema som identitet kommer der mange tanker og følelser, som er svære at personliggøre uden en jeg-fortæller. Dog kan jeg-fortælleren være vanskelig at bruge til et kompliceret plot med mange bipersoner, da jeg-fortælleren både kan være upålidelig (lyve over for læseren) eller ignorant og overse plotrelevante detaljer i universet. En tredjepersonsfortæller ses udefra, men i hver scene vil man altid følge én person, hvorimod en alvidende fortæller– ikke så overraskende – er alvidende og kan følge flere personer på én gang. Skulle jeg anbefale en fortællertype til et fantasyunivers, ville jeg nok anbefale tredjepersonsfortælleren, fordi den både kan personliggøres og egner sig til at beskrive omfangsrige universer.

At skabe tredimensionelle personer er naturligt for nogle, mens det for andre er sværere. Jeg tror, at vi som forfattere alle har vores styrker, og mange af os tænker ikke over det. Nogle er gode til at beskrive de indre følelser, mens andre er gode til at vise følelserne igennem mimik og kropssprog, og andre igen viser dem igennem dialog. De mest overbevisende karakterer er dem, man oplever igennem alle elementerne – og som personlighedsmæssigt giver mening. Men at ”give mening” er jo relativt. Derfor er mit pejlemærke: En person må aldrig gøre noget på grund af plottet.

Jeg har flere gange stået med en scene, hvor jeg blev nødt til at holde en tænkepause, fordi hovedpersonen ikke ønskede at bevæge sig i ”den rigtige retning”. Her kan brugen af bipersoner være hjælpsom, da man kan give bipersonen motivet, der bærer historien fremad og fører hovedpersonen med sig. Alt i alt handler det om motiver. Vi som læsere skal kunne genkende motiverne i en eller anden grad, så vi, når vi læser romanen, ved, hvorfor personerne gør, som de gør. Mennesker giver ikke mening – og dog bunder deres mest meningsløse handlinger stadig i et motiv.

I takt med at jeg skrev Inkarnation, lavede jeg både tegninger for at “fornemme” universet, illustrationer for at danne overblik og digitale og fysiske dokumenter for at have alt sort på hvidt. Det hjalp mig også til at forstå mit univers bedre, fordi det gjorde mig i stand til at se, om elementerne interagerede og gav mening.

Tredimensionelle personer har en baggrundshistorie. Er din hovedperson 18 år, så er det 18 år, som har formet og skabt vedkommende. Selvfølgelig forventer ingen, at du kan redegøre for hvert vågent øjeblik, men hvis du ikke forstår essensen af personen, bliver det svært for læseren at sympatisere. En læser sympatiserer ikke, fordi du skriver, at det er synd for dine karakterer; læseren sympatiserer med situationer, de forstår dybden af. Læsere vil gerne selv have muligheden for at danne sig meninger, og derfor styrker baggrundshistorier din karakter. Baggrundshistorier bindes sammen med karakterernes motiver, fordi vores baggrund er en stor del af det, der driver os. Frygten for tab kommer af tab, og det giver forfatteren først læseren lov til at forstå helheden af, når læseren bliver præsenteret for tabet, der ledte til frygten. Herefter føles frygten mere ægte, fordi vi genkender det, der skabte den.

En af grundene til, at jeg igen og igen vender tilbage til fantasygenren, er, at jeg kan lave universer ulig vores eget. Jeg elsker virkelig fantasygenren for sine levende og anderledes verdener. At skabe dem er ikke lige til, men der er alligevel nogle overordnede vejledende punkter at gå efter, og dem vil jeg dele her: Det skal være universer, vi kan drømme os væk i, og det kræver, at universet ikke er skabt omkring hovedpersonen. Universet skal have en selvstændig eksistens, så vi som læsere i vores fantasi kan gå rundt i det, selv når karaktererne ikke er til stede. Universet skal så at sige ånde. Jeg har brugt tre år på at lave universet til Inkarnation, og for nogen lyder tre år måske som meget, men det er de tre år, der hjalp mig med at forstå, hvad der giver et univers dybde.

En af de sjovere elementer at arbejde med var skoleskemaer til en skole for elever med magiske egenskaber. Hvilke fag har man egentligt? Og hvilke bøger bruger man til fagene?

Et univers må aldrig begrænse sig selv. På trods af det kræver et univers begrænsninger. Irriterende modsigende, er det ikke? Læsere elsker konsekvenser, fordi konsekvenser giver os mulighed for at forudse, hvad der kommer til at ske. Derfor bliver begrænsningerne en forudsætning for konsekvenserne. I Inkarnation fødes nogle børn på Sydkysten med sansen, en magisk energi, der gør dem i stand til at flytte på ting uden at røre dem og at læse tanker. Landets regering samler børnene, inden de er til gene for hverdagslivet, og børnene vokser op på specialindrettede børnehjem. Hele deres liv er i regeringens, Kastellets, vold. Det skaber et univers med konsekvenser. Læseren kan allerede ud fra disse få oplysninger overveje, hvordan de ville have det med magiske egenskaber, hvis prisen er deres frihed. Derudover har et univers brug for valgmuligheder. Forskellige grupper af mennesker med forskellige liv og holdninger styrker universets virkelighedsfølelse. Vi som læsere kan lide at danne os egne meninger, så vi kan finde ud af, hvor vi selv ville passe ind i universet. Har man det, er man, ud fra min mening, godt på vej mod et univers, der ånder.

Til sammen danner temaet, den røde tråd, personerne og universet en helhed, som skaber noget unikt. Undervejs i arbejdsprocessen er det vigtigt at holde overblik over alt dette, men hvordan man bedst skriver det ned, er op til én selv. Jeg holder meget af at skrive ned i hånden og tegne illustrationer til.

Inkarnation er første bog i Mestenes-serien, og jeg glæder mig til at kunne dele den med jer. Den arbejder som sagt med identitet, og jeg kommer ind på bl.a. køn og seksualitet. Udgivelsesdatoen er sat til primo maj, og I er velkomne til at følge med på Instagram, @Pernille.L.Stenby, hvor jeg laver opslag om udgivelsesprocessen.

Bøger, som jeg har fundet brugbare: Steffen Jakobsens Skriv en roman; Lajos Egris The Art of Dramatic Writing; Per Wallroths Mentaliseringshåndbogen og Bruce D. Perrys Drengen der voksede op som hund.