Manden, der bliver til en ulv, når fuldmånen lokker, er et velkendt element i både litteratur og populærkultur.  Der findes et hav af forskellige historier, og dermed også et bredt spektrum af varulve. I dette blogindlæg vil vi følge i varulvens fodspor og se på et par af dens tilsynekomster.

Lycaon, der flygter fra Zeus efter sin forvandling

Legenden om varulven er flere tusinde år gammel. Allerede i Ovids metamorfoser ses et glimt af noget, der umiskendeligt minder om den varulv, vi kender i dag: Kongen Lycaon bliver forvandlet til en ulv efter at have slået en mand ihjel og fortæret ham. Som ulv kan han ikke længere tale, men står tilbage med en tørst efter blod, som afspejler hans indre ondskab. Men selvom denne historie er mere end 2000 år gammel, fik varulven først sit folkelige gennembrud i senmiddelalderen, hvor jagten på varulve var på højde med heksejagten, særligt i Tyskland og Frankrig.

Det var ikke kun den menige befolkning, der frygtede det ulvelignende monster; teologer og jurister skrev afhandlinger om dem, og flere tusinde mennesker nåede at blive henrettet for at være varulv.  Heriblandt var Gilles Garnier fra den franske by Dõle. Han tilstod ifølge retsprotokollen (1573), at han havde lavet en pagt med djævlen, som havde givet ham en salve, der forvandlede ham til en ulv. Han var langt fra den eneste med en sådan historie – mange tilstod som følge af tortur eller i håb om at modtage en mildere straf, men der var også en del, som var overbeviste om, at de faktisk kunne forvandle sig til ulve.

Noget af det mest uhyggelige ved varulven er tanken om, at den i visse tilfælde kan forklares på en logisk måde, nemlig at vedkommende lider af den mentale forstyrrelse lycantropi. Om end det er en sjælden sygdom, oplever den syge, at han eller hun bliver til en ulv – både mentalt og fysisk. Ulven forbliver altså ikke i myten.

I litteraturen, særligt i horror og fantasy, har varulven selvfølgelig vundet sig en fast plads, selvom det er svært at pege tilbage på lige netop det værk, der satte gang i dens popularitet. Særligt i gotikken og romantikken bredte den sig i litteraturen. Den er velegnet som skurk, da den ligner et ganske almindeligt menneske, som pludselig forvandler sig til en blodtørstig ulv, der går amok og slår folk ihjel – ofte uden selv at være klar over det. Den afspejler menneskets kamp mod det indre dyr, lidt på samme måde som hos Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886). Og er det ikke også det nervepirrende ved horror? At skurken kunne være din nabo?

En varulv under forvandling

Den danske forfatter B.S. Ingemann skrev i 1835 en kort fortælling om en varulv. Historien handler om en jæger, der på trods af sin ellers fornuftige og kærlige person var overbevist om, at han somme tider forvandlede sig til en ulv. Af frygt for at gøre dem han elskede fortræd, flygtede han ud i skovens ensomhed. Årsagen til jægerens lycantropi forklares som en dybtliggende anger over at have dræbt en vagabond under en duel og den efterfølgende frygt for at komme til at gøre det samme mod sin elskede.

Der findes et væld af varulvehistorier, og detaljerne varierer alt efter hvilken man læser. De fleste fortællinger er dog enige om, at man smittes ved at blive bidt, og at varulven forvandles ved fuldmåne. At slå varulven ihjel kan gøres på mange måder, hvor de mest almindelige er en sølvkugle eller planten wolfsbane.

Varulven er dog, på samme måde som vampyren, ikke udelukkende et blodtørstigt monster, men optræder også som offer for en forfærdelig skæbne. Især i nyere litteratur fremstår varulven på denne måde. Han er ofte et godt menneske, som er blevet bidt, og derfor må kæmpe mod sit indre uhyre. Eksempler herpå ses i professor Remus Lupus fra Harry Potter-serien: Han forsøger at holde sin ulv under kontrol ved hjælp af eliksirer, og ønsker på ingen måde at gøre nogen fortræd, i stærk modsætning til Fenris Gråryg, varulven der bed Remus, og som er mere ulv end mand.

Remus Lupus’ forvandling i Harry Potter og Fangen fra Azkaban

Paranormal romance-genren har ligeledes taget varulven til sig, og her bliver den ofte genstand for forelskelse og begær, som det ses i eksempelvis Kelly Armstrongs bogserie Woman of the Otherworld (2001), som ligger til grund for tv-serien Bitten (2014) og Charlaine Harris’ The Southern Vampire Mysteries (2001) og den dertilhørende tv-serie True Blood (2008).

Varulven lader til at have mistet noget af sit bid, men er det nødvendigvis en dårlig ting? Personligt kan vi godt lide, når grænserne mellem godt og ondt er lidt diffuse. Den blodtørstige varulv, som på det nærmeste er et monster, er nem at slå ihjel med en sølvkugle, men hvad nu hvis varulven har følelser? Vi bliver udfordret til at genoverveje vores opfattelse af det, som er anderledes, noget vi måske kan lære af i det virkelige liv.