Vores hukommelse er ikke perfekt. Langt fra. De fleste kender nok situationen, hvor man ikke kan huske, hvor man lagde sine nøgler, eller hvad det var, man spiste i går. Men man husker de vigtige ting. Man husker hvem ens familie og venner er, man husker sin barndom og de mest betydningsfulde dage af ens liv. Det er ens baggrundshistorie. I bøger har karaktererne oftest også en baggrundshistorie, som man som læser møder mere eller mindre direkte. Det kan være gennem forskellige kommentarer til andre karakterer eller blot gennem den måde, som karaktererne opfører sig på. Andre gange får man direkte flashbacks, som viser os en del af karakterens forhistorie. De er med til at give karaktererne dybde og forklare deres handlinger, præcis ligesom det gælder for os virkelige mennesker i den virkelige verden. Spørgsmålet er, hvad der så sker, hvis karakteren ikke har en hukommelse. Hvis hele deres baggrundshistorie mangler, hvordan skal man så forholde sig til dem som læser? – og måske endnu vigtigere: Hvordan skal karateren så forholde sig til sig selv? I denne uges blogindlæg vil vi se på, hvordan hukommelse og især hukommelsestab spiller ind i nogle af vores bøger på forlaget, såvel som i andre fantasyfortællinger.

Vores hukommelse definerer os
Mange kender Michael Endes Den uendelige historie. Den handler om drengen Bastian, som stjæler en bog og gemmer sig på et loft for at sidde og læse den. Her får han fortællingen om et magisk land ved navn Fantásien, som skal reddes af et menneskebarn. Det viser sig, at dette menneskebarn er ham selv, og pludselig er han en del af bogens historie. Den eneste måde, hvorpå Bastian kan redde Fantásien, er ved at skabe landet igen gennem sin egen fantasi – men hver gang Bastian skaber noget i denne verden, og dermed skaber et nyt eventyr for sig selv, så betaler han med et minde, fra han var menneske. Han skaber dermed en ny historie for sig selv og glemmer samtidig sine gamle minder. Det gør, at han nærmest bliver et nyt menneske lidt efter lidt. Det, som Den uendelige historie viser os, er, at man defineres af sine minder og dermed af sin hukommelse – hvis man mister minderne om de situationer og de mennesker, som har defineret en, så mister man også ideen om sig selv og sin identitet.

At minder har en stor betydning for ens identitet, ser man også i Grå magi, som er skrevet af Lene Krog. I romanen, som er første bog i serien Pigen fra Månehøjen, møder man pigen Aia. Hun ved, at nogen prøvede at slå hende ihjel for et år siden. Hun ved det, fordi det er hendes første minde. Alt hvad der er sket før det, har hun glemt. Hun ved altså ikke, hvorfor de forsøgte at slå hende ihjel. Hun kan heller ikke huske sit eget navn, eller om hun har en familie. De mennesker, der finder hende, giver hende et nyt navn  og hendes liv former sig også efter deres rutiner. Hun lever et simpelt liv, som er centreret omkring hårdt arbejde i skoven for at kunne leve. Det, som kommer til at definere hendes væremåde nu, er altså de mennesker, hun omgiver sig med, efter hun mistede sin hukommelse. Men selvom hun ikke selv ved, hvem hun er, er det ikke ensbetydende med, at andre har glemt hende. Måske er det tilfældigheder, eller måske er det andres planlægning, som trækker hende tilbage blandt mennesker, som kender hendes historie. Det betyder, at hun bliver konfronteret med sin egen baggrundshistorie, uden nødvendigvis at kunne forholde sig til den, som noget der virkelig er sket for hende selv. Konflikten mellem hendes gamle minder og hendes nye personlighed skyldes, at hun har opbygget sig selv på ny, efter hun mistede hukommelsen. Det er derfor interessant at se, hvordan Aia skal forsøge at forlige historierne om sig selv med den person, som hun selv føler, at hun er.

Hvad ville der ske, hvis vi glemte vores fordomme?
De to første eksempler har vist, hvordan man kan glemme sig selv, og den man er, når man mister hukommelsen. I Pernille L. Stenbys roman Inkarnation, som er første bog i Mestenes-serien, vågner romanens jeg-fortæller op i lighuset på Roevel Akademi. Omkring fortællerens fod er der bundet en seddel, hvorpå der står Mestenes – det er dette Mes tager sit navn fra uden egentlig at have en anelse om, hvad det betyder. I Inkarnation møder man et hukommelsestab, som er mere ekstremt, end det var i Aias tilfælde. Sammen med tabet af sin fortid og sit navn har Mes nemlig også mistet anden basal viden om den verden, som pludselig trænger sig på. Det er eksempelvis svært at forstå, hvorfor man skal spise mad, eller hvad det betyder at være dreng eller pige. Det ekstreme hukommelsestab gør, at spørgsmål som ”hvad er jeg?” og ”hvad vil det sige at være et menneske?” er højere prioriteret end spørgsmålet ”hvem er jeg?”.

I Inkarnation bruger forfatteren Mes’ hukommelsestab til at sige noget om, hvor meget vores verden egentlig er centreret om køn – og hvor mange ting vi tager som en selvfølge uden egentlig at tænke over det. Mes dumper ned som en elefant i en porcelænsbutik og skal forsøge at forstå de små signaler og indforståede mønstre, som ligger omkring kønsroller og kønsforståelse i vores verden. Det er en interessant måde at bruge hukommelsestab til at vise, hvordan vores minder også præger os i forhold til fordomme og indgroede handlemønstre. I den anden bog i Mestenes-serien, som udkommer til august, kommer ”hvem er jeg?”-spørgsmålet mere i centrum, idet Mes bliver konfronteret med andres minder (og egne flashbacks) og skal forme sin egen mening om sig selv ud fra dem, lidt ligesom Aia fra Grå magi.

Hukommelsestab som trussel
Det faktum, at vores hukommelse netop definerer os som mennesker, gør også, at det vil være en hård ting at miste. Det er ikke noget, som man kan true med i vores verden, men i en verden som er fyldt med magi, kan det blive en reel ting. Man ser det i Harry Potter-universet, hvor obliviate-besværgelsen kan fjerne alt fra et lille øjeblik, som en muggler ikke skulle have set, til et helt liv, som da Hermione fjerner sig selv fra sine forældres minder, for at beskytte dem. Man ser det også i fantasyserien The Magicians af Lev Grossman (Lene anbefalede den faktisk også som tv-serie, for et stykke tid siden her på bloggen) og i forlagets egen Københavns skygger af Aspíciens Haufniensis. Begge historier foregår på universiteter, hvor de studerende har fået at vide, at de har magiske kræfter. Det er lidt ligesom i Harry Potter, bare i en ældre udgave. Her er man klar over, at idet man lærer unge mennesker om magi, så bør der også være nogle konsekvenser, hvis de misbruger den. En af disse er, at man kan få frataget sin hukommelse om den magiske verden.

De fleste af os fantasylæsere har nok inderst inde et håb om, at bare lidt af magien, fra de historier vi læser, er ægte. Forestillingen om at have fundet den magiske verden, at have fundet vejen til Hogwarts og så blive frataget den igen, er derfor trussel nok i sig selv. Når man ser det i forhold til de andre eksempler i dette blogindlæg, så bliver det gjort yderligere klart, hvad truslen om at miste sin hukommelse egentlig er: Det er truslen om at miste en del af sig selv, som på godt og ondt er blevet formet af det liv, som man har levet.