For to uger siden fremhævede vi på bloggen fantasygenrens tiltrækningskraft med afsæt i læserkommentarer og ikke mindst Tolkiens essay ”On Fairy-Stories”. Vi påpegede især, at genren via sine fantastiske indvendinger får læseren til at overveje livets store spørgsmål. Fantasy kan, som vores praktikant Michala så fint formulerede det, ”udforske alle mulige og umulige kroge af virkeligheden; det kan give os et nyt syn på verden, give os et fristed; det kan lære os at tænke ad andre baner”(læs hele blogindlægget her). Diskussionen om verdensvendt og samfundsrelevant fantasy havde fyldt vores tanker allerede ugen forinden, hvor forlaget gæstede en folkeskole for at holde et oplæg om fantasygenren og Det moderne gennembrud. Denne uges blogindlæg kommer derfor som en opsamling på vores spændende møde med eleverne, hvor vi drog paralleller mellem det fantastiske element og dansk litteratur i såvel 1800-tallet som i dagens Danmark.

Georg Brandes (1904)

Først et par ord om Det moderne gennembrud: Navnet dækker i dansk litteraturhistorie over årene 1870-1890’erne, hvor en række forfattere gjorde op med Romantikkens forestillingstanker og i stedet satte sig for at skrive en naturalistisk litteratur med politisk indhold. Hovedkraften bag denne omvending var litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927), som så en stigende samfundsdebat finde sted i den europæiske litteratur – men ikke i Danmark. Hans kritik kulminerede i 1871, hvor han med en række forelæsninger på Københavns Universitet fremlagde slagordene: ”En levende litteratur kendes på, at den sætter Problemer under Debat”. Brandes’ efterspørgsel blev imødekommet af forfattere som Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Amalie Skram og J. P. Jacobsen, der hver især satte spørgsmålstegn ved autoriteter, normer og traditioner inden for emner som religion, kønsroller, seksualitet og samfundets sociale hierarki. Litteraturen havde fået en politisk stemme.

Måske vil man umiddelbart mene, at Brandes’ udtalelser og selve Det moderne gennembruds realismebestræbelse står som direkte kontrast til fantasy, der snarere har mere tilfælles med Romantikkens indbildningskraft og dens forkærlighed for sagn, folkeeventyr og middelaldermiljø. Men skelner man så skarpt mellem realisme og fantasy, overser man den dobbelthed, som ligger gemt i hvad der kendetegnes som fantasygenrens hovedelement – det fantastiske. I sin bog Introduction à la littérature fantastique (Den fantastiske fortælling, 1970) behandler litteraturforskeren Tzvetan Todorov det fantastiske med forskellige genregennemgange og ikke mindst med pointen om, at ”det overnaturliges funktion er at unddrage teksten lovens indgriben og samtidig overtræde den”. Med andre ord ligger der i det overnaturliges – eller fantastiskes –overskridelse af virkelighedens grænser også en overtrædelse af virkelighedens love, herunder dens normer og tabuer.

Overtrædelsen gør sig ligeledes gældende for fantasygenren, der, vil vi mene, formår at behandle samfundsmæssige problemstillinger i kraft af sine fantastiske elementer. I denne blog vil vi derfor se nærmere på, hvordan tre aktuelle konflikter – racediskrimination, religionskritik og klimaforandringer – kan samlæses med tre berømte fantasyserier.

Den første er Harry Potter, hvor racediskriminationen består i skellet mellem fuldblodsmagikere og magikere med ”mudderblod” – dvs. magikere, hvis slægtninge er mugglereuden magiske kræfter. Efterhånden som serien skrider frem, infiltrerer skurken Voldemort Ministeriet for Magi, der som konsekvens gør en stor dyd ud af at føre slægtsoptegnelser og frasortere mudderblodsmagikere fra de ”renblodede”. Voldemorts etniske udrensning afspejler den nuancerede racisme, som foregår inden for Harry Potter-seriens magiske rammer. Den deler tilmed en række lighedstræk med nazisternes antisemitisme 1930-40’erne, hvor især slægtstavler udgjorde en væsentlig del af Nürnberglovene, og hvor formålet var at frasortere jøder fra den ”ariske” race. Hitlers propaganda og menneskeudryddelse viser, at racismen kan vise sit ansigt inden for alle landegrænser, ligesom den i Harry Potter også foregår inden for magikernes egne kredse.

Ministeriet for Magis registrering af muggler-fødte (harrypotter.wikia.com)

Raceoptegnelser fra Nürnberg-lovene (1935)

En anderledes og mere religiøskritisk debat finder sted i trilogien Det gyldne kompas, hvor læseren møder pigen Lyra, som rodes ind i en strid om, hvem der skal regere i Himlen. På trods af magiske væsener og begivenheder ligner Lyras univers vores og behandler filosofiske spørgsmål som menneskets frie vilje, fundamentalisme og religiøs, institutionel magt. De tydelige ligheder mellem Magisteriets dyrkelse af Autoriteten i serien og kirkens dyrkelse af Gud i virkelighedens verden har sidenhen skabt røre blandt kristne læsere. Præster har sågar talt om at brænde bøgerne, og forfatteren selv, Philip Pullman, har heller ikke lagt skjul på, at hans forfatterskab blandt andet handler om at slå Gud ihjel. Med en så eksplicit religionskritik behandler Det gyldne kompas en række spørgsmål på lige fod med romanerne fra Det moderne gennembrud, hvis målsætninger blandt andet var at udfordre autoriteterne – ikke mindst de religiøse.

Enternes leder, Træskæg, møder hobbitterne Merry og Pippin (illustration af Alan Lee).

Hvor racediskrimination og religionskritik kan spores langt tilbage i historien, så er spørgsmålet om den globale opvarmning et emne, som kendetegner især det 21. århundrede. I disse år oplever Jorden klimaforandringer i en sådan grad, at forskere taler om en ny ”antropocæn” tidsalder, hvor menneskets civilisation for første gang udgør en geologisk påvirkning på kloden. Betegnelsen er ganske vist ny, men problemstillingen bag er også at finde i en ældre og ikonisk fantasyserie, nemlig Tolkiens Ringenes herre: Her fører de træagtige vogtere af skoven, enterne, en kamp mod troldmanden Saruman, som fælder den ældgamle Fangornskov for at opruste en hær til Mordors fyrste, Sauron. Enterne udgør et modstykke til Sarumans moderne udviklingstrang, som i både Ringenes herre og i vores egen verden viser sig som smoghærgede byer og forureningsindustrier, der har skændet naturen uden tanke for konsekvenserne.

Harry Potter, Det gyldne kompas og Ringenes herre tilbyder ganske vist alternative universer, men de berører en række aktuelle problemstillinger fra virkelighedens verden, hvor racekonflikter, religionssatire og klimakriser jævnligt optræder i medierne. Så vidt kan de tre fantasyserier minde om Det moderne gennembruds romaner, men det afgørende spørgsmål er, om den nyere, danske litteratur kunne have brug for et nyt gennembrud – en ny, samfundsvendt og politisk prosa. Det mente i hvert fald forfatteren Peder Frederik Jensen, som i ugerne op til folketingsvalget sidste år efterspurgte en global og revolutionær prosa, hvis ”indhold er større end det individ, der sidder og skriver det”. Ønsket om at bruge det skrevne ord til at ”hamre strukturer ned” lyder som et ekko af Georg Brandes, men måske er dele af den nye samtidsroman allerede at finde i fantasygenren, som nyder stor popularitet disse år. Genrens succes skyldes måske ikke nødvendigvis, at bøgernes fantastiske elementer indbyder til ren eskapisme, men at de tværtimod tilbyder en alternativ virkelighed, hvor vi kan tillade os at tænke anderledes, hamre strukturer ned, og – om man vil – sætte ”Problemer under Debat.”

Hvad tænker I? Har vi brug for et nyt gennembrud – og kan det måske være et fantastisk et af slagsen, som allerede er ved at finde sted?