I søndags udkom Elleskudt. Det er anden bog i Signe Fahls paranormal romance-serie Tågespind, og vi har spurgt forfatteren hvordan det var at skrive en toer.

I første bog, Ellekongen, bliver læseren præsenteret for Karen, som lever en almindelig tilværelse, som storpige på en gård i 1700-tallets Danmark. Men en dag møder hun Daniel, og livet tager en uventet drejning. I Elleskudt er handlingen rykket væk fra gården, og i stedet skal Karen nu vænne sig til en ny hverdag sammen med Daniel og ellepigerne, og hun bliver udfordret på både menneskelighed og kristent livssyn.

Nu er det jo en toer, du har skrevet. Hvordan har det været anderledes fra at skrive etteren?

“Tja, personerne er jo velkendte, men de skal alligevel have en ny udviklingskurve gennem de oplevelser, de får i den nye bog. Handlingen skal også have en ny kurve, gamle elementer skal inddrages, og nye tænkes ind. Der har været noget mere tidspres på denne gang, da der jo har været en deadline i modsætning til den første bog, hvor jeg kunne polere på den i flere år. Så det har også været en lektie i strukturering af min tid.”

Elleskudt. Andet bind i Tågespind-serien.

Har du en yndlingsting i din nye roman?

“I og med at handlingen er flyttet ud af gården fra Ellekongen, har jeg jo måttet sige farvel til mange af mine kære, gamle rekvisitter derfra. Vi får dog et gensyn med Karens gamle malkespand, der kunne jeg ikke nære mig. Hun har også fået sine strikkepinde med, kan slet ikke forestille mig hende uden dem. Jeg er en stor beundrer af håndens arbejde og håber også at kunne formidle den glæde gennem Karen.”

En af ændringerne i Elleskudt er, at hvor Ellekongen udelukkende ses ud fra Karens synsvinkel, har Signe i Elleskudt valgt at inddrage flere synsvinkler. Vi spurgte Signe, hvordan det har været at skulle sætte sig ind i Daniel og Skarpis perspektiv i stedet for kun Karens.

“Skarpis kapitler startede som en novelle, jeg skrev uafhængigt af resten af bogen for at komme ind i hovedet på Skarpi. Det var først senere, jeg besluttede, at den skulle være en del af bogen. Anderledes var det med Daniels kapitler. Jeg havde lavet et plot, hvor det var nødvendigt at se tingene fra flere vinkler, men jeg var meget i tvivl. I Ellekongen har han jo den her mystiske aura, fordi vi kun ser tingene fra Karens synsvinkel. Den er røget lidt ved at give ham en synsvinkel. Til gengæld er der blevet vundet noget andet, synes jeg. Noget friskhed og lidt humor. Hans kapitler har været virkelig sjove at skrive, da jeg først fandt hans stemme. Hans ‘det går nok’-attitude, en modsætning til Karens mange bekymringer og overvejelser.”

Både første og andet bind i Tågespind-serien foregår i Danmark i 1700-tallet. En tid meget anderledes end den vi kender i dag, og dele af Elleskudt foregår endnu længere tilbage i Danmarkshistorien, nemlig i jernalderen.

Hvorfor valgte du at flytte handlingen helt tilbage til jernalderen, og hvordan har det været at skrive om en tid, der er så fjern fra vores egen?

“Jeg ville gerne have, at Daniel skulle gøre sig nogle overvejelser omkring tro og religion, at han havde oplevet lidt forskelligt, at der kom lidt perspektiv på det aspekt af fortællingen. Og så er jernalderen en rigtig spændende periode, også den del af den, som ligger før vikingetiden. Det er herfra, vi har mange af vores moselig, som jo er en vigtig del af Tågespind.

Jeg er så heldig at have kontakt til et par arkæologer, der har kunnet hjælpe mig med spørgsmål som: Har der været nogen fund af badehytter eller kar store nok til at bade i? Hvornår uddøde bjørnen i Danmark? Det er også en tid, vi ikke ved så meget om, som vi gør om 1700-tallet. Jeg har ikke kunnet gå tilbage i skriftlige kilder og mundtlige overleveringer og slå fast, at sådan og sådan har det været. Der har kun været fund, sagaer og udenlandske krøniker, som ikke er helt troværdige, så jeg har haft lidt større råderum til fortolkninger og forfatterfrihed. Det er jeg spændt på, hvordan jeg er sluppet afsted med.”

Vi spurgte også Signe, hvad hun er blevet mest overrasket over at lære gennem sin research. Signe fortalte, at hendes store interesse er dagliglivet. I takt med at hun lærte om de livsvilkår, som skulle til for at opretholde livet, jo mere forundres hun over, at det har været muligt samtidig at producere et overskud i form af kunst, kultur og religion. Hvor komplekse menneskelige samfund til alle tider har været, uanset hvor primitive vi opfatter dem, set ud fra de standarter vi har i dag.

Har du nogle fun-facts fra din research, som du ville ønske du kunne få flettet ind, som ikke er lykkedes endnu?

“At folk for nogle få hundrede år siden kunne finde på at tage en middagslur i deres ligkiste, ville jeg gerne have haft snoet ind i Anes kistelægningsscene, men det blev lidt for hovsa-belærende-agtigt. I det hele taget er det virkelig en balancegang at bygge sine bøger så meget på research, som jeg gør, uden at teksten kommer til at lyde som en historiebog. Ifølge tilbagemeldingerne er det lykkedes meget godt.

Det har også været sjovt at læse om fund af nedgravede dyr under husstolper og koble det til lokale legender og spøgelseshistorier og de mere udbredte historier om f.eks. helhesten og gravsoen. Der er stadig muligheder for at flette det ind i senere bøger.”

Signe fortæller desuden, at hun synes, menneskers liv til alle tider er spændende stof, men dog føler hun sig mest hjemme i 17-1800-tallet. Hun håber, at hun i bog tre, vil kunne gå endnu længere tilbage end jernalderen, selvom det kun bliver kortvarigt. Andre tidsperioder, svarer hun, må dog vente til nye bøger/serier.

Og så lige til sidst: Hvad er det mærkeligste spørgsmål din redaktør har stillet dig?

“Hvem er øverst? Og så kan I selv gætte, hvilken slags scene det handlede om.”

Ja, det lyder spændende. Vi glæder os til at læse med og finde svaret 😉

Signe Fahl