De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt fået ideen til en bog, og nogen er endda nået så langt som til at skrive ideen ned. De fleste når dog ikke helt fra ide til at have et færdigt manuskript. Det er hvad der adskiller forfattere fra almindelige mennesker. Hvordan tager man det næste skridt og går videre fra ideen fasen?

For Tina Sanddahl, medforfatter til Mørkets søn, handler det om at bygge videre på ideen:

”De fleste gange jeg har påbegyndt et manuskript, har jeg haft en snert af en scene som jeg skriver ned. Derfra spekulerer jeg over hvem personerne er. Hvem er hovedpersonen i scenen? Hvem er de andre medvirkende i scenen (hvis der har været nogen)? Hvad foregik der i scenen, og hvad er gået forud for scenen? Hvad sker efterfølgende? Langsomt får jeg bygget flere og flere ting på mens historien udvikler sig. Jeg tager noter, laver personkarakteristik og kapiteloversigt samtidig med at jeg tit og ofte skriver videre på historien, simpelthen fordi jeg ikke kan lade være.”

Det handler for Aspíciens Haufniensis, forfatter til Københavns Skygger der udkommer til januar 2016, om at give sine ideer et strejf af virkeligheden:

”Ideerne bliver først rigtig gode når der kommer noget virkelighed i dem. Det kan lyde selvmodsigende når det er fantasy, vi taler om. Men virkelighed indeholder altid regler og lovmæssigheder, både åbenlyse og underforståede, både menneskeskabte og naturgivne. Og der er altid konsekvenser. Regler, lovmæssigheder og konsekvenser skal fantasy også have. Ellers bliver det bare dårligt eller barnligt i den uinteressante forstand. Jeg tror genren er blevet meget mere krævende på det punkt; f.eks. skriver toneangivende forfattere som George R. R. Martin og Joe Abercrombie nådesløst realistisk fantasy målt ud fra regler, lovmæssigheder og konsekvenser. Hovedpersoner får ikke en utroværdig håndsrækning af forfatteren. Det kan godt være, at flere ting eksisterer, og at flere ting er mulige i deres fiktive univers, men alting er ikke bare muligt. Derfor bliver det interessant, hvad de skriver. Deres bøger er heller ikke simple eller platte på et moralsk plan, men netop komplicerede ligesom virkeligheden. Det sidste, den moralske kompleksitet, adskiller sig fra ældre fantasy, f.eks. CS.Lewis, hvilket den postmoderne Philip Pullman ligefrem har gjort en sag ud af. Så de ideer man starter ud med, skal altså udsættes for noget virkelighed – uden derved at miste den fantastiske nerve og dø – for at blive gode. Dynamikken findes i hovedpersoners realistiske kampe i en magisk virkelighed der hænger sammen.”

For Jakob Svane, forfatter til novellen ”Skoven” i Hvad skoven skjuler, er det allervigtigste at sætte sig og skrive ideen ned:

”Så snart jeg får en idé, skriver jeg den ned. Det er meget vigtigt. Ellers glemmer jeg den igen. Så brygger jeg lidt mere på idéen. Får måske nogle flere. Skriver det ned hver gang. Derefter kræver det mere røv end hoved – altså at få sat sig ned og skrevet noget tekst”