Fem magiske år

– Skrevet af Line Lybecker

”På mandag er det Ulven og Uglens fødselsdag, hurra, hurra, hurra!”

For fem år siden var Peter Buch Mortensen og jeg i gang med papirarbejdet for at få Ulven og Uglen op at stå. Der skulle laves stiftelsesdokument og vedtægter, fordi forlaget juridisk er et selskab. Det virkede uoverskueligt, men samtidig også sært berusende: Vi var ved at skabe noget! Vi var på vej til at udgive rigtige bøger af papir og med flotte forsider!

På mandag har forlaget eksisteret i fem år, og der er sket så utroligt meget siden. Tiden er fløjet af sted, og selvom det mange gange har været rigtig hårdt, har det også været en eventyrlig rejse – en rejse der ikke havde ladet sig gøre uden alle jer der følger os på sociale medier, snakker med os på alle messerne og – ikke mindst – læser vores bøger. Tusind tak!

Ideen om Ulven og Uglen opstod for efterhånden mange år siden. Peter og jeg ville gerne arbejde med bøger, og vi elskede begge fantasygenren, som vi dyrkede i form af rollespil, computerspil, tegning, skrivning, læsning …

Selv har jeg været solgt siden midten af folkeskolen, hvor jeg blev introduceret til Lars-Henrik Olsens serie om Erik Menneskesøn. Fantasy kan bare nogle ting, som realistisk litteratur ikke kan, og selvom bøgerne i starten blev en tiltrængt flugt fra hverdagen, har jeg siden fået øjnene op for alt det andet magiske, som fantasy kan. Noget af det som genren efter min mening gør bedst, er at sætte kendte problemstillinger og situationer i et andet lys. I fantasy kan vi støde på konflikter og dagligdagsting, som vi kender fra den virkelige verden, men se dem på en ny måde. Vi kan blive udfordret på vores holdninger og få åbnet øjnene for andre perspektiver, og på den måde kan vi lære noget, som også er anvendeligt i virkeligheden. Og så bliver det fleste historier altså bare lidt bedre med et drys af magi 😉

Da vi skulle til vores første messe, havde vi kun udgivet 3 titler, så vi var godt klar over, at der nok skulle mere til for at fange folks opmærksomhed og få dem til at huske forlaget. Derfor lavede vi en folder, og til den forfattede jeg en lille tekst, som vi stadig bruger, og som folk stadig kommenterer på, når vi er på messer. Jeg må have ramt noget rigtigt.

For Peter og mig gav det i hvert fald sig selv, at netop fantasy skulle være omdrejningspunkt, når vi startede forlag, men det gik også op for os, at den danske bogverden betragtede fantasy som børnelitteratur. Det gav ikke nogen mening syntes vi, og da vi begge selv skrev fantasy, som ikke henvendte sig til børn, blev vi enige om, at Ulven og Uglens fokus skulle ligge på fantasy til voksne læsere. Det har vist sig at være en rigtig god beslutning, som vi bliver bekræftet i på hver messe vi kommer til og snakker med folk. Vi er nemlig ikke de eneste, der manglede dansk fantasy til voksne – det gjorde I også!

Ulven og Uglens første bog udkom i efteråret 2014, og det var en syret oplevelse at få leveret en palle med hundrede bøger. Nu har vi efterhånden prøvet det nogle gange, men det bliver oplevelsen ikke mindre magisk af. Fra vi ser et manuskript første gang, som en tekstfil i mere eller mindre færdig stand, og til bogen foreligger færdig fra tryk, er der sket ufatteligt meget. Vi husker alle dele af processen, og de op- og nedture vi har været igennem sammen med forfatteren og de andre involverede, og når så de første anmeldelser tikker ind, sidder vi spændte og læser. Det var vildt dengang, og det er det stadig. Hele rejsen er.

Frostskumring er fjerde og sidste bog i Anders Björkelids serie Fortællingen om Blodetog strækker sig over 752 bogsider. En konges vej er første bind i Stormlysfortællingerne af Brandon Sanderson og fordeler sig på to bøger á 714 og 888 sider.

En af de største udfordringer i forlagets historie var, da vi besluttede at påbegynde oversættelsen af Brandon Sandersons serie The Stormlight Archive. Vi havde tidligere fået oversat svenske Anders Björkelids serie Fortællingen om Blodet, men da de to første bind af den allerede var udgivet af Politikens Forlag, behøvede vi ikke selv finde en oversætter til de to sidste bøger; Kamilla Jørgensen havde nemlig gjort det så godt, at vi valgte at fortsætte med hende.

Til det amerikanske mastodontprojekt skulle vi imidlertid selv finde en oversætter. Vi havde føleren ude hos flere, men valgte til sidst Jakob Levinsen, som tidligere har oversat bøger af bl.a. Tolkien og Stephen King – så var projektet i hvert fald i trygge hænder.

På dansk kom serien til at hedde Stormlysfortællingerne, og den første bog fik titlen En konges vej. En konges vej er dog noget længere end Fortællingen om Blodets tykkeste bog Frostskumring – faktisk over 800 sider længere! Flere sider giver mere læseglæde, men det betyder også mere arbejdstid for oversætter, redaktør og korrekturlæser. Derfor endte En konges vej med at blive Ulven og Uglens hidtil dyreste udgivelse.

Vi får jævnligt henvendelser fra læsere, som spørger, hvornår næste bog i serien udkommer, og det har vi desværre ikke noget svar på. Både vi og Jakob Levinsen vil rigtig gerne i gang med oversættelsen, men indtil videre så har vi simpelthen ikke råd :-(

Det bedste ved at være forlagsejer (og forfatter), er selvfølgelig når ens bøger skaber glæde hos læserne, og det er helt fantastisk, når man støder på folk, som allerede kender en titel. Fx talte jeg for nogle år siden med en bekendt, jeg ikke havde set længe, og da jeg nævnte Mørkets søn udbrød hun ”Nej, er det jer der har udgivet den? Den har jeg længe villet læse!”. I 2017 deltog vi i Krimimessen i Horsens, hvor en skolebibliotekar kom hen til standen og fortalte os, at på hendes skole var Mørkets søn-bøgerne altid udlånt: ”Eleverne fortæller om den til hinanden. Vi behøver slet ikke at gøre noget!”

Sådan nogle oplevelser kan man leve højt på længe, når man er en travl forlagsejer, som kæmper for at få timer nok i døgnet og penge nok på bankkontoen. Men hvem kan også stå for fantastiske Ramos, som pryder alle tre forsider i Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls Mørkets søn-serie? Ikke underligt at bog 1 er forlagets mest solgte bog til dato.

Mørkets søn-serien handler om Destan Tolvarssøn fra Sikanias mørke rige, der rejser op til overfladen for at bortføre lysets prinsesse. Destans kattelignende kumian Ramos stjæler dog en del af spotlight – og af læserens hjerte.

Vil du være med til at fejre Ulven og Uglen, så slå et smut forbi vores webshop på mandag den 21. januar – der har vi nemlig hele 50 % på alle udgivelser (bortset fra e-bøger)! Det gælder endda også de to helt nye titler Grå magi af Lene Krog og Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen, som udkommer henholdsvis 31. januar og 11. februar.

Du kan også deltage i vores konkurrencer på Instagram og Facebook, som begge løber frem til søndag den 20. januar kl. 12.

Ulven og Uglen ønsker jer alle rigtig god læselyst, og vi glæder os inderligt til at dele de næste mange nørdede år med jer :-)

Tags: , , , ,

Trackbacks/Pingbacks

  1. Når redaktøren har forfattererfaring - Ulven og Uglen - 12. september 2023

    […] januar 2019 fyldte Ulven og Uglen 5 år, og i den forbindelse skrev jeg et blogindlæg om den rejse det har været at starte forlaget. Hvis du er nysgerrig efter at se med bag kulisserne, kan du følge min instagramprofil, […]