For et par uger siden talte vi om Dungeons and Dragons (D&D), og hvordan et sådant spil bliver et nyt medie til historiefortælling (læs: Dungeons and Dragons: Moderne mundtlig historiefortælling). Når man tager historien ud af sin skrevne form, så sker der noget interessant med måden vi fortæller på, fordi vi ikke længere oplever et fast konstrueret handlingsforløb. Derimod oplever vi en handling der kan ændres alt efter hvilke valg vi tager, og vi bliver på den måde medfortællere af historien. På bloggen i dag skal det også handle om anderledes fortælleformer, men denne gang er det med brætspillet i hovedsædet.

Her ser vi Plaid Hat Games’ spil Mice and Mystics der udkom i 2012.

Brætspillet er i fuld gang med en renæssance, og flere og flere brætspilscaféer dukker op rundt omkring i landet. Det giver god mulighed for at fordybe sig i nogle nørdede universer da mange af disse spil tager afsæt i fantasy- og science fiction-universer. Det er et par af disse vi vil se nærmere på i dag, og hvordan de hver især kan bidrage med nye, interessante fortællemetoder.

Når man har at gøre med et brætspil, har man nødvendigvis at gøre med et sæt regler der danner spillets rammer. Reglerne sætter en kurs for spillet, så det kan vindes eller tabes, og de dikterer hvad der er muligt at gøre. Det kan virke åbenlyst, men det er ikke desto mindre vigtigt at nævne fordi spil kan være mere eller mindre åbne i deres struktur. Et spil ludo udfolder sig relativt ens hver gang fordi den lukkede spilstruktur sætter nogle naturlige begrænsninger for hvad der kan ske. Spiller man derimod mere komplekse spil, er der et bredere råderum for spillerne, og større afveksling fra spil til spil. Det betyder ikke at der er færre regler i større spil – ofte tværtimod – men det betyder at der ved hvert træk er flere valgmuligheder. Spilleren har mere medbestemmelse i spillets udfoldelse. Det var dette aspekt der gjorde D&D til et interessant eksempel, da det har en næsten fuldkommen åben struktur. To forskellige spil D&D ligner sjældent hinanden ret meget, da der ikke er noget decideret mål med spillet. Der findes ikke noget ”vinderscenarie” i D&D da målet ofte vil være historiefortællingen i sig selv. Det skaber et niveau af fri spillestruktur der ikke ville kunne fungere i et brætspilsformat. Til gengæld er der flere gode eksempler på sammensmeltninger af brætspil og historiefortælling i mere systematiserede former. Et godt eksempel herpå er Mice and Mystics.

Foruden et udsnit af historiebogen i Mice and Mystics ser vi her på billedet nogle af de mange kort man kan trække i løbet af spillet. De rummer alt lige fra små muse-våben til vindruer og gafler der kan bruges i løbet af spillet.

Når vi tager Mice and Mystics ned fra hylden og ud af kassen, konfronteres vi med to bøger: en regelbog og en historiebog. Spillet er komplekst og fyldt med regler, men i sin essens er det én lang fortælling hvor hver ”del” af spillet er arrangeret efter kapitler i historiebogen. Hvert kapitel indeholder en længere beretning om handlingsforløbet og danner grundlag for det segment af eventyret som spillerne er på vej ind i. Hver spiller styrer sin egen muse-karakter der samarbejder med de resterende spillere om at genvinde sin menneskeform efter at være blevet forvandlet af den onde troldkvinde. Det er et brætspil og en fantasyfortælling på én og samme tid. Når man har hørt historien, kastes man efterfølgende ud i den og skal navigere i de informationer man har fået. Det er en interaktiv fortælleteknik hvor vi bevæger os ind i historien og former den ud fra spillets succes. Vi læser først videre når det nuværende kapitel er fuldført, og derfor bliver spillets gang også en slags higen efter at få endnu en bid af den sammenhængende historie. Dette aspekt adskiller Mice and Mystics fra et andet eksempel, vi vil se på i dag: nemlig Eldritch Horror.

Eldritch Horror er udgivet af Fantasy Flight Games i 2013. Ifølge hjemmesiden Board Game Geek har det en spilletid på 120-240 min., men erfaring her på redaktionen siger at man roligt kan lægge et par timer oven i den beregning. Det er dog timer godt givet ud.

Eldritch Horror er også i høj grad bygget op omkring historiefortælling, men i modsætning til Mice and Mystics ligger fortællingen forud for spillets gang. Eldritch Horror er nemlig bygget op omkring H.P. Lovecrafts univers, med alt hvad det indebærer af monstre og verdens undergang! Spillet kræver ikke decideret kendskab til Lovecrafts univers, men det skaber unægteligt en mere komplet spiloplevelse. Hvor Mice and Mystics havde én lang, sammenhængende historie, så er Eldritch Horror bygget op omkring utallige små historier.

Et eksempel på nogle af de historier som kortene i Eldritch Horror byder på. Her er kun vist fire af de forskellige kort man kan støde på, men der er mange flere varianter.

Hver eneste gang man som spiller foretager et valg, så udløser det en historie der potentielt kan ændre hele spillets gang. Vælger man at overnatte i Rom, kan det udløse en historie der resulterer i en velsignelse fra Paven selv. Det kan dog også udløse en historie hvor du pådrager dig indre blødninger eller paranoia fordi du glider i det Sixtinske Kapel eller tror du bliver forfulgt gennem Roms gader. Effekterne der følger i kølvandet på historierne, påvirker resten af spillets gang og skaber fordele og ulemper for spillerne. Kortene hvorpå historierne optræder, er trukket tilfældigt og hvordan de præcis udfolder sig afhænger derefter hovedsageligt af terningekast. Historien er derfor langt mindre plotdrevet end en sammenhængende fortælling ville være. På den måde handler Eldritch Horror mere om at eksistere inden for et allerede etableret univers og om at bygge oven på en historie, end det handler om at følge et lineært narrativ.

I Eldritch Horror har hver karakter også sin egen baggrundshistorie samt et sæt kompetencer og svagheder.

Gennem begge disse spil får man følelsen af at være en del af en historie, men på to vidt forskellige måder. I Mice and Mystics sidder vi rent fysisk med en bog der indeholder den historie vi skal følge. Når vi har fået læst en bid af historien op, skal vi efterfølgende fortsætte historien på brættet der så leder spillerne videre til næste bid af historien. Her spiller og læser man efter plottet. Det handler om fysisk på brættet at følge et nedskrevet handlingsforløb, og målet er at nå til ende i historien. Fortællingen om disse mus er skrevet fra start til slut, og spørgsmålet bliver om det er muligt for spillerne at klare sig hele vejen fra starten til slutningen. Det betyder også at man, ved at gennemføre spillet, kender til historien. I modsætning dertil arbejder Eldritch Horror ud fra en langt mere tilfældig historiefortælling. Fordi hvert kort indeholder noget forskelligt, så er det umuligt at vide hvilken historie man bliver kastet ud i. Der er ikke en start og en slutning, men et omfangsrigt univers der er umuligt at forudse. Fælles for de to spil er dog at de begge arbejder med en anden form for narrativ end den der foregår udelukkende på papiret. De skaber en slags fusion mellem litteraturen og brætspillet hvor man både kan bygge oven på kendte universer og skabe sine egne fortællinger.

Er man vild med brætspil der indeholder fantasy/sci-fi eller Dungeons and Dragons-elementer, så er der en masse at give sig i kast med. Lords of Waterdeep udgivet af Wizards of the Coast samt Gloomhaven af Cephalofair Games er begge fantasybaserede spil der byder på masser af fordybelse og udfordring!