Introduktion
På en rejse til Paris med sin kæreste i 2008 gjorde Helge Kastrup et loppefund på et gademarked. Fundet var en lille, men gammel bog på fransk med titlen Contes de Fées de l’ancien Tibet Méridional. Oversat til dansk Eventyr fra det Gamle Sydtibet. Der skulle gå mange år før Helge åbnede bogen, men da han endnu engang havde fanget Öileh Tongyals blik i en tv-udsendelse, føltes det rigtigt.
Følgende historie er netop et af denne bogs eventyr og bærer titlen De syv visdommes lama og sølvspejlet. Eventyret er tilknyttet Helges bog Under der først nu, 21 år efter sit hændelsesforløb, udgives. Dette er eventyret i sin fulde længde.
De syv visdommes lama og sølvspejlet
1. En mand rejser ud og vender hjem
Der var engang en ung mand, der hed Düsum, som for vild i Tölung-dalen i det centrale Tibet, mens han var ude at lede efter nogle får, der var stukket af. Vejene og stierne var sneet til, og han flakkede rundt i flere dage uden føde og nattely. Udmattet til døden og ude af stand til at fortsætte, satte han sig hos hesten, tog tilflugt hos buddhaerne og beskytterne og satte sig op ad hesten og gentog i sit indre ”Karmapa Tjenno”. Det var mantraet for hans lama, den tredje Karmapa. Mens han var ved at miste bevidstheden, hørte han pludselig lyden af mange heste. Han åbnede øjnede og så en hel karavane af heste og handelsfolk, der nærmede sig. Det var fredelige salthandlere på vej med deres salt og andre varer til Kina. Da de fandt den forkomne Düsum, tog de sig af ham og hans hest, og han sluttede sig til deres rejseselskab som altmuligmand. I begyndelsen havde han uendelig meget at lære. At ride til marken eller til en nabolandsby til hest var noget andet end at sidde på hesteryg otte timer om dagen i et års tid. Han skulle lære at rejse telte og rejse en hel lejr, så man var beskyttet mod vilde dyr og røvere. Han skulle lære sig at læse. Og ikke mindst vigtigt: han skulle lære sig kinesisk. Han red i måneder ved siden af en kinesisk munk, mens denne fulgtes med karavanen. Hver dag prøvede munken at lære ham mandarin, og Düsum var ganske lærenem. Det var dog først på hans tredje rejse syv og et halvt år senere, han var flydende i sproget. Han fik også lært sig at læse kinesisk, men han nåede ikke frem til i praksis at kunne skrive det.
På vej gennem det uvejsomme terræn i det østlige Tibet blev karavanen en nat overfaldet af landevejsrøvere. Düsum havde vagten den pågældende nat og kæmpede heltemodigt mod banditterne. På et tidspunkt fik røverhøvdingen fat i karavanens chef, en gammel Kham-købmand, Lhasas Apsos, som han satte kniven for struben. Hvis ikke karavanen overgav sig til overfaldsmændene, ville skurken skære halsen over på deres leder. Og man kunne se, at han mente det. Pludseligt hørte man en dyb stemme fra en Stupa1 lige ved, hvor de stod. Den sagde med stentorrøst:
”Hvem truer hans Hellighed Karmapas tjenere? De skal mærke min vrede i syv generationer.” Røveren syntes at genkende Karmapas stemme og smed kniven fra sig og stak af sammen med sine kumpaner. Den chokerede gamle mand kastede sig på knæ foran stupaen og fremsagde Karmapas mantra, da han til sin forbløffelse så en storsmilende Düsum kravle ud af den.
”Så har Karmapa endnu engang hjulpet os”, sagde han. Men han havde blod på hænderne og klæderne efter sit sammenstød med en yngre røver, som ikke havde overlevet Düsums kniv.
Lhasas Apsos var ham dybt taknemmelig efter den dåd, selv om han jo også selv havde reddet den unge mands liv tidligere. Han tog ham med årene til sig, som den søn han aldrig havde fået. Han påtog sig personligt at lære ham den nødvendige regnskabskyndighed, hvordan man forhandler med kinesere og med andre folkeslag, de mødte på rejsen og mange andre nyttige kundskaber. Han lærte ham om de forskellige varegrupper. Hvilke ting man købte hvor, og hvor man skulle sælge dem igen. Han oplærte ham kort sagt til at være både salthandler og købmand generelt. Düsum blev en fast deltager i salthandlernes rejser og samlede sig gennem årene en betydelig formue ved sin flid og foretagsomhed. Og han knyttede et tæt venskab til Lhasas Apsos.
Da de havde rejst mange måneder, havde Düsum en mærkelig klardrøm. Han sad på sin hest og følte pludselig, at der strømmede lys ned gennem ham ovenfra i en skarp stråle. Den gik lige igennem ham. Han så op, og en meter ovenover ham lige over hans isse fløj en mand i lotusstilling. Hans hud var helt grøn, og han fortsatte med at sende sit lys ned gennem den unge mand. Samtidigt trak han en modsat lysstråle op fra Jorden, gennem Düsum og op gennem sig selv. Så følte han, at den flyvende Buddha talte til ham. Han sagde:
”Når du kommer til karavanens logi i aften, skal du sove hos hestene. Du må ikke tage imod det værelse, som du bliver tilbudt, og du må ikke lægge dig til at sove. Og lyt til dit æsel!”
Budskabet blev gentaget to gange. Så blev hans skikkelse opløst i en regnbue, som spændte sig op på himmelhvælvet for langsomt at forsvinde. Düsum vågnede, men kunne erindre sig hver eneste detalje af drømmen, som man kan med klardrømme. Han følte sig særegent opløftet og let i hele kroppen. Men mens han gik og vaskede sig uden for teltet i den lille bæk, der løb forbi, kom Lhasas Apsos hen til ham og sagde glad:
”Nu har vi sovet i telte i næsten fire uger. Det skal blive rart at komme i en blød seng i aften. Vi ankommer midt på dagen til byen Wei Kow, hvor vi plejer at gøre en god handel, og hvis det lykkes, vil vi unde os selv en overnatning i logiet, som er rigtig godt. Jeg har ikke fortalt dig om det tidligere, da jeg gerne ville overraske dig.” Düsum undrede sig. Han havde ikke vidst noget om byen, som de nærmede sig. Han havde slet ikke vidst, at de skulle bo på logiet. Men nu havde han fået et varsel i sin klardrøm, som han måtte rette sig efter.
De nåede frem til Wei Kow og fik gjort nogle særdeles gunstige forretninger. De fik blandt andet indkøbt nogle fine ruller silke og brokade, som klostrene ville blive glad for at købe eller modtage som gaver. De tog ind på en af byens bedre kroer for vejfarende, hvor de slog sig ned. Deres heste blev stillet i stalden og fodret, og varerne blev anbragt i et lagerrum lige ved siden af den. Man forsikrede dem om, at alt befandt sig i sikkerhed der. Stalden var bevogtet af en karl, der sov i et lille rum ved indgangen. Düsum fik et beskedent værelse med en magelig seng, et lille bord og ikke andet. Der var ikke engang et vindue. Men det var en vild luksus sammenlignet med filtteltene, han normalt sov i, hvis det var fint. På dårlige dage måtte han tit ligge mellem dyrene og sove. Da de spiste, brød han sig ikke meget om kroværten. Han var lige lovlig affabel og virkede upålidelig. Efter middagen, hvortil de fik risvin følte han sig døsig. Han var nemlig slet ikke vant til at drikke. Han var derfor meget fristet til at gå ind i den indbydende seng. Det var som om, han ligefrem kunne høre den kalde på ham. Men han turde ikke lade være at rette sig efter lamaen i drømmen. Han var på det tidspunkt i sit liv ikke særlig buddhistisk skolet. Men han mente nok, han kunne kende den grønne lama. Kroppen var grøn, fordi han havde siddet og mediteret i flere årtier i klippehuler, hvor han i lange perioder ikke havde andet at leve af end brændenælder. Så bliver kroppen grøn. Det er en velkendt sag.
Han gik ind i staldene til hestene, og satte sig på hug ved siden af sin egen. Da han havde siddet lidt, og hans øjne havde vænnet sig til mørket, kom han til at smile. I båsen lige ved siden af, hvor han sad, lå et æsel. Han lænede sig over og kløede det i nakken og sagde til det:
”Nå, var det dig, Guru Milarespas ville have, at jeg skulle lytte til?” Æslet vendte sig om mod ham og svarede:
”Nej først lidt senere. Du kan godt tage dig en lur. Så skal jeg nok vække dig, når det bliver nødvendigt.”2
Det var første gang i Düsums liv, at han mødte et talende æsel. Men han havde jo fået at vide, at han skulle lytte til det. Og det måtte betyde, at han skulle gøre, som det sagde. Så derfor satte han sig roligt til at sove, mens han tænkte på, at det havde en usædvanlig tegning i pelsen i panden. Den lignede en bedemølle. Tidligt på natten vågnede han ved, at æslet skrydede. Han satte sig op, men holdt sig helt skjult bag dyrene. Man kunne høre en svag raslen på loftet over stalden og ved at anstrenge sine øjne til det yderste, så han en lem åbne sig. Ud af den kravlede kroejerens datter, som så ud til at være ti år gammel. Han havde set hende tidligere, hvor hun hjalp sin far med at servere og rydde op efter måltidet. Hun kravlede ned fra lemmen og ned i stalden. Det var tydeligt, at hun havde prøvet det før. Så listede hun ind i lagerrummet og begyndte at stikke mindre stykker brokade, nogle sølvlysestager og en værdifuld statue af Tjenrezig3 til sig i en tøjpose. Han lænede sig ind over æslet for bedre at se, hvad der skete. Dets ører stod lige op i luften rettet mod lagerrummet. Det var tydeligvis i største årvågenhed. Æslet hviskede nu helt stille til ham:
”Du må ikke røre hende. Hun er kun et barn. Det er faderen, der har sat hende til det. Hent gendarmerne, der er lige her udenfor, og få dem til at tage sig af det.”
Düsum ventede, til hun var forsvundet op gennem lemmen igen. Så styrtede han ud på gaden. Uden for kroen patruljerede to gendarmer med hver sin lange bambusstav i hænderne. Han forklarede dem på sit dårlige kinesiske, hvad der var sket, men de kunne ikke forstå ham. Så nærmest trak han dem ind i kroens afsnit med værelser. Han hentede Lhasas Apsos’ næstkommanderende, en kæmpestor mongol, som man ikke skulle spøge med. Manden var flydende på mongolsk, kinesisk og tibetansk. Han forklarede ham situationen, og han tog straks over. Mongolen og de to gendarmer tiltvang sig uden vanskelighed adgang til kroejerens privathjem. De fandt kromanden i gang med at kontrollere, hvad den lille pige havde fået fat i. Han skældte hende ud og slog hende med en kæp, fordi hun ikke havde mere med. Han nåede lige at sige:
”Hvad med sølvstigbøjlerne på den gamles hest?” da de tre trængte ind. Nu fik han selv bambuskæppene at mærke efter fortjeneste, mens den næstkommanderende sørgede for, at han ikke stak af. Og der blev ikke sparet på tæskene. Kinesere hader, når man behandler børn skidt. Han kom til at tilbringe lang tid i kachotten. Men æselet fik en ekstra stor portion havre, som normalt kun de bedste racerheste fik lov at smage. Man fortalte dog ikke kroejerens familie, at æselet havde sladret, fordi man ikke ville risikere, at det ikke blev straffet. Men næste morgen var det væk, og der var ikke nogen spor efter det. Ingen kendte til æselets eksistens, da man spurgte sig omkring.
Hvis Lhasa Apsos ikke i forvejen var glad for Düsum, så var han det i alt fald nu. Gendarmeriet var også glad for at have fanget kroejeren med fingrene i fedtefadet. Der var en række tidligere tilfælde, hvor rejsende havde hævdet, at de var blevet bestjålet. Men han havde altid forstået at sno sig ud af anklagerne. Han kunne hver gang finde vidner, der havde set ham i kroen eller andetsteds. Man havde ikke gættet, at han brugte sine børn som tyve.
Da den gamle Lhasas Apsos døde en snes år senere, valgte de andre købmænd at give Düsum pladsen som deres leder. Han reddede ved sin snarrådighed og sit mod flere gange senere andre af salthandlernes liv. En gang ved at udgrave to, der blev begravet af en snelavine, en anden gang da rejseselskabets ledende købmænd overnattede på et andet logi i Kina. Tre bevæbnede listetyve havde tiltvunget sig adgang til huset ved at myrde staldkarlen og en vagt. Düsum havde været på tehus og kom hjem umiddelbart efter, at røverne var trængt ind. De var nu på vej op på første sal, hvor gæsterne sov. I stedet for at løbe efter dem, han var trods alt kun én mod tre, listede han lige så stille op ad trappen. Han så, at de var gået ind på hvert sit rum for at true sig til penge og andre værdier. Det ene af rummene var hans eget. Han gik lige så stille hen og låste sin egen dør udefra. Så spændte han et stykke snor mellem dørstolperne til de to andre rum. Derefter bankede han forsigtigt på døren til det første af rummene. Forbryderen derinde sprang ud med sit sværd hævet, snublede over snoren for fødderne af Düsum og fik straks dennes sværd igennem sig. Røveren i rum to hørte larmen, sprang ud af sin dør, og historien gentog sig. To fortumlede købmænd kom ud af de to rum, hvor de havde siddet under deres tæpper bævende af angst for de voldelige indbrudstyve. De fik hver en af de dødes sværd, og man hentede forstærkning i resten af gæstgiveriet. Da den tredje røver blev lukket ud, var hans timer talte. Düsum vandt sig stor hæder og berømmelse ved sin resolutte optræden. Det betød også, at hans karavaner sjældnere blev truet. Man var bange for deres nu navnkundige leder.
Da Düsum for sidste gang vendte tilbage til Tibet for at hente varer, besøgte han Rangjung Dorje, den tredje Karmapa. Han havde altid været meget knyttet til den berømte tulku4 og lærer. Han var faktisk opkaldt efter den første Karmapa, Düsum Khyenpa. Han vidste, at han som buddhist havde meget at sone. Først og fremmest vidste han, at han ville få en næsten uendelig række af uheldige genfødsler på grund af de fire mennesker, han havde slået ihjel, hvis han ikke fik udstrakt hjælp af sin hovedlærer5.
Karmapa pålagde ham en lang række af meditationer og andre øvelser, han skulle gennemføre i resten af sit liv. Men derudover fik han en ganske særlig opgave, han skulle udføre på sin tur til Kina. Rejsen gik til Chengdu, som var berømt for sine dygtige sølvsmede. Og det var netop en særlig opgave til sølvsmedene, han havde med. Og halvandet år senere kom han hjem med to identiske sølvspejle6 udført helt efter Karmapas instruktioner.
2. De syv visdommes spejle
Det ene spejl blev opstillet hjemme hos Düsum for enden af hans stue, der også var køkken, gæsteværelse, værksted og alt muligt andet på nær soveværelse. Han og hans bror, der begge var gift med den smukke og kloge Tsering7, havde hvert sit værelse ovenpå, og der var også et rum til de tre børn, som nu alle var flyttet hjemmefra. De havde levet således i mange år.
Det andet spejl blev opstillet ved endevæggen i Gompaen8 i klosteret i Tsurphu. Spejlene blev indviet ved en ceremoni, der kom til at hedde De syv visdommes ceremoni. Og Karmapa gav en belæring om de syv visdomme, der hørte til spejlene. Den kom til at vare syv dage.
Den første dag handlede om den første visdom, som er, at spejlet giver os et billede af virkeligheden. Det gode ved spejle er, at de viser os, at alt kun er illusion. Det farlige er, at de kan gøre os optagne af, hvordan vi selv ser ud og fremtræder. Buddhismens mål er at forstå, at vort jeg, vores personlighed, blot er en illusion, der dækker over det universelle sind, buddhanaturen i os. Derfor skal vi ikke tillægge vores udseende særlig betydning.
Det blev demonstreret simpelt ved at byens borgere alle fik lov at se sig i spejlet. De havde måske tidligere set deres eget billede spejle sig i et vandkar eller i bækken om foråret, men aldrig i et spejl. Det var tilsyneladende de unge mænd, der var mest optaget af at se deres eget billede gengivet. Pigerne var nok mere generte end forfængelige. Det var en almindelig arbejdsdag, så folk gik derefter i værkstederne eller til deres dyr, eller hvad de ellers skulle lave.
Den anden dag handlede om den anden visdom, som er, at spejle gengiver et billede af virkeligheden som er omvendt (spejlvendt), det vil sige, at der bliver byttet om på højre og venstre, men ikke på op og ned. Det gode ved spejlvendingen er, at vi aldrig kan se os selv, som andre ser os. Det farlige ved spejlvendingen er, at vi tror, at vi kan se os selv, som andre ser os.
Efter en indvielse til Guru Rinpoche9 fik alle et rødt bånd om venstre arm. Når de så for anden gang så ind i sølvspejlet, kunne de se, at det i spejlbilledet sad på højre arm. De blev derefter bedt om at rede deres hår foran spejlet, hvoraf det meste var tildækket med brokade. Det gav anledning til enorm morskab, at ingen kunne finde ud af at rede sig ud fra det spejlvendte billede. De fleste gik derefter grinende på arbejde.
Den tredje dag handlede om sølvets visdom. Det sølv, som spejlet var lavet af. Sølvet er et ædelt metal. Det gode ved sølv er dets egenskaber som metal, det spejler og leder varme. Det farlige ved sølv er dets evne til at gøre folk begærlige, så de binder sig til det materielle og derved låser deres karma fast med begær og uopfyldelige ønsker. De ting man begærer, risikerer at sidde fast i sindet og kræve nye genfødsler, hvor man kan få opfyldt sit begær.
En munk fortalte dem historien fra Ladakh om manden, som skulle bringe et sølvfad fra sølvsmedene i Chengdu hjem til hovedstaden Leh. Mens han rejste blev han mere og mere besat af at se det værdifulde fad, som var pakket ind i den fineste brokade. Til sidst pakkede han det ud, da han befandt sig midt i det højeste pas på rejsen. Da han sad med skatten i hænderne, hældte han sin beskedne frokost ud på fadet og slikkede maden op. Men i den stærke kulde var fadet meget koldt. Og på grund af dets overlegne egenskaber som varmeleder blev al varmen fra hans tunge ført så hurtigt bort, at den frøs fast til fadet. Han kunne ikke få den fri igen. Han blev først fundet igen om sommeren, da en karavane passerede forbi stedet, hvor han lå død. De fortalte, at de fandt ham næsten mumificeret med et saligt smil om munden forenet med sølvet, der ikke engang var hans eget. Historien illustrerede forbilledligt pointerne i belæringen om visdommen i sølvet. Alle prøvede at røre ved en sølvtallerken og oplevede, hvor koldt det føltes. Og så gik de på arbejde. Forhåbentligt var de ikke begyndt at drømme om at eje sølv.
Den fjerde dag præsenteredes den fjerde visdom, som er, at spejlet fordobler rummet. Det gode er, at det lærer os om det femte grundstof, det uendelige rum. Det farlige er flugten ud i det uendelige rum. Buddha-tilstanden skal opnås her og nu og ikke et fjernt sted eller i en fjern tidsalder. En gammel Rinpoche fortalte om de fem grundstoffer jord, ild, luft, vand og rummet. Så fortalte han om de seks befriende handlinger: gavmildhed, etik, tålmodighed, vedholdenhed, koncentration og visdom. Gavmildhed er nødvendig for at gavne andre væsener. Etik er nødvendig for at undgå at skade andre væsener. Tålmodighed, vedholdenhed og koncentration er nødvendig for at vi kan udvikle os og opnå visdom, så vi kan bruge vore erfaringer. Han viste, hvordan man, når man mediterede på de befriende handlinger, kunne vække sit hjerte og opdage, at det er fyldt med rummets tomhed. Man ser ud i det tomme rum gennem hjertet og ser, at alle oplevelser af fænomener omkring os er illusioner. Og man udvikler medfølelse med alle andre levende væsener, der lever i illusionernes lænker. Derefter gik man i procession ind i Gompaen, som alle kendte, men hvor man nu så rummet som dobbelt så stort, fordi sølvspejlet stod med brokaden trukket til side for enden af rummet. Der gik et gys gennem de fleste, når de oplevede gompaen som så meget større, et sted de var kommet hele deres liv,. Det var sidst på eftermiddagen, så de fleste gik hjem og spiste.
Den femte dag handlede om den femte visdom, spejlets evne til at samle lyd10. Man kan meddele sig til andre på længere afstand. Det gode er at bruge lyden til at udbrede dharmaen11. Det farlige er at bruge lyden til at skade andre med.
En ung lama kom frem med klokke og dordje12. Han slog på klokken, så gik han længere væk fra de forsamlede og slog igen, og længere endnu og længere, til de ikke kunne høre ham. Så ledte den ældre lama en række af alle de tilstedeværende hen foran et bestemt punkt et stykke fra sølvspejlet. En for en fik de lov at stå et øjeblik i punktet og opleve, hvorledes de nu tydeligt kunne høre klokken og munken, der reciterede Karmapas mantra. Dagens belæring handlede om Universets lyd, mantraets lyd og lyden i chakraerne13. Og de tog lyden med ud på markerne, i smedjerne og til dyrene.
Den sjette visdom er evnen til at samle solens lys. Man kan bruge spejlet til at tænde et bål med ved at fokusere solstrålerne. Det gode er at bruge ilden til mad og varme. Det farlige er at bruge ilden til at skade andre med. Her var det Karmapa selv, der startede med en belæring om lyset fra buddhaerne, der trængte ned gennem chakraerne og op igen fra Jordens energier. Og efter at have givet indvielser til alle, der ønskede det, sluttede han med en meget dramatisk demonstration. Det var midt på dagen. Solen stod højt på himlen over klosteret. Det store sølvspejl var flyttet ud i forgården. Der blev brændt røgelse af i en vis afstand fra spejlet, og i røgen så man tydeligt solstrålerne samles i et punkt. Mens Solen flyttede sig på himlen, bevægede punktet sig hen mod et stort fyrfad. Præcis ved middag nåede lysstrålen fadet, og der gik ild i brændet. Og overraskelsen for alle: Ud af det hele fløj fire raketter mod de fire verdenshjørner. De foldede sig ud i alle mulige farver af silkepapir, der dalede langsomt ned over dalen. Raketterne havde ingen set før. Düsum havde haft dem med hjem fra Kina efter Karmapas nøje instruktioner. Man gik forbløffet hjem og forberedte maden til den næste dag, som var festdag.
Den syvende visdom var hemmelig. Dens farlige side overskygger langt dens gode i de forkerte hænder. Til gengæld gennemførte Karmapa den sorte krones ceremoni14 for alle de tilstedeværende. Har man deltaget i den sorte krones ceremoni, har Karmapa lovet, at når man dør, står han klar og griber sjælen og hjælper den til en bedre genfødsel.
3. Mordet
Næste morgen hørte en række af naboerne til Düsum høje råb og skrig inde fra hans hus og lyden af voldsomt håndgemæng. Efter nogle kraftige dumpe lyde, der lød som slag med efterfølgende støn og hvæs, hørtes et højt skrig, og så blev der stille. Gravens stilhed sagde de tililende senere. Man prøvede at trænge ind gennem den store træport, men forgæves. Der var åbenbart sat en kraftig bom for på indersiden. Man prøvede at anråbe de, der befandt sig inde i huset, men ingen svarede. Man bankede på porten, men igen forgæves.
Så hentedes byens borgmester, som var sadelmager, og som var i fuld gang i sit værksted med to lærlinge omkring sig. Han kom og prøvede som naboerne at råbe, kalde og banke en reaktion frem fra beboerne. Huset var bygget ind i klippen, så der var ingen mulighed for at slippe ud af en bagvej. Borgmesteren beordrede en mand at hente en stor stige. Så kravlede han op til en lem i første sals højde. Han tvang lemmen op og kravlede ind gennem den med noget møje, han var en svær mand. Et stykke tid senere hørte man ham komme ned ad trappen og gå gennem stuen bag den lukkede dør. Så slog han bommen til side og åbnede porten. Da lyset faldt ind i stuen, så alle til deres gru, at Düsum lå badet i blod, myrdet med en stor kniv gennem brystet. Bag ham stod det store sølvspejl og kastede Solens stråler tilbage og gav hele sceneriet et grelt skær. Spejlet havde en diameter på 30 cun15, og viste et grotesk forstørret billede af den myrdede. Borgmesteren bad straks en af mændene om at hente Karmapa, der dog viste sig ikke at være til stede. I stedet kom den ældre Rinpoche fra klosteret, som straks gik i gang med ritualerne fra Bardo Tödol16 (den tibetanske dødebog), som skal hjælpe den afdøde på vejen gennem bardo-tilstandene17 og mod Buddhatilstanden, og hvis det ikke skulle lykkes til i alt fald en god genfødsel. Det er ret sjældent, at der fødes en Buddha. (Man anbefaler en genfødsel som menneske, da det er den eneste slags skabning med lidelse, så man anspores til at erkende, og med et tilstrækkeligt intellekt, til man er i stand til at erkende.) Alle undrede sig over, hvor Karmapa var henne. Han var nært knyttet til Düsum, og ingen havde set ham forlade Tsurphu klosteret eller byen.
Borgmesteren bad nu de forsamlede om at finde Düsums bror, Jetsun og deres kone Tsering. Folk gik ud på markerne hvor Düsums og Jetsuns dyr gik, men der fandt man ikke nogen af dem. Man søgte i alle byens værksteder og rundt i husene, men de var som sunkede i jorden. Og stadigvæk var der ikke nogen, der vidste, hvor Karmapa befandt sig, men det var ret normalt, at hans veje var uransagelige. Tit gik han ind i et lukket rum, hvor ingen kunne finde ham, når de søgte derinde, for lidt senere at komme ud derfra igen. Man fik blot hans Buddha-smil, når man spurgte, hvorfor man ikke havde kunnet finde ham.
Munkene gik nu i gang med en systematisk oplæsning af Bardo Tödol for den afdøde og med at udføre de tilhørende riter.
4. Flugten
Jetsun var på vej ned ad bjerget på hesteryg. Hans hænder og tøj var stadig oversmurt med blod. Derfor stoppede han ved en elv og prøvede at vaske sig i det iskolde vand, så godt han kunne. Men han syntes næsten kun det blev værre. Nu havde han blod over det hele og ikke kun på armene og maven. Jo mere han rensede sig, desto værre blev det. Og nu følte han også, at han havde blod over hele kroppen og i ansigtet og på hænderne. Og hans mund smagte af blod.
Det var begyndt at trække op til uvejr. Selv om han var taget af sted på en lun sommerdag, blev det koldere og koldere. Vinden blæste også op, en gnistrende kold vind. Så begyndte det at styrtregne med store bidende, isnende regndråber, der slog gennem hans tøj. Så skiftede det over i haglvejr, med kæmpehagl, der trommede mod hans isse og skuldre i salver. Haglvejr som man kun oplever dem i Himalaya-bjergene. Hvert hagl føltes som et slag med en bambusstok. Hesten vrinskede og sparkede bagud, den var åbenlyst generet. Værre blev det, da lynene slog ned i klippefremspringene omkring ham, og tordenen rullede frem og tilbage mellem bjergsiderne. Hesten var efterhånden helt ustyrlig, så han måtte stå af og prøve at holde den.
Når han kiggede op langs stien, han kom fra, kunne han ikke se nogen fra landsbyen, der forfulgte ham. Men han så en grufuld sort skikkelse, der stod og holdt øje med ham gennem hagltågen. Den havde 5 hovedskaller i en krone på hovedet og mange flere i en kæde om halsen. Den havde to arme, og var omgivet af et væld af flammer. Hvis Jetsun ikke havde været i totalt indre oprør, havde han genkendt væsenet som den toarmede Mahākāla, som var Karmapaernes vigtigste beskytter18. Skræmt og forskrækket sprang han op på sin hest og tvang den til at fortsætte flugten.
Da han næste gang så sig tilbage, var det sorte uhygge-væsen lige så tæt på som før. Men nu svævede også en flok store ørne gennem uvejret. De cirklede omkring ham og kom langsomt nærmere. De begyndte på en række truende dyk ned mod ham, hvor de hele tiden i sidste øjeblik undveg, lige før de ramte ham under høje skrig. Men han så deres skarpe næb og sylespidse kløer. Han prøvede at presse den stakkels hest til at ride hurtigere. Men den var i forvejen presset til det yderste, og bjergstien var så smal, at to heste ikke kunne passere hinanden. Den kunne ikke flytte sig hurtigere.
Lidt efter vendte han sig igen og så, at det var blevet værre: nu fik han øje på leoparder og tigre, der sneg sig efter ham med blottede spidse tænder og dybe brøl. Det var sjældne dyr i bjergene, men livsfarlige. Han havde aldrig tidligere set dem samtidigt. Naturen havde rottet sig sammen mod ham. Hvorfor gemte de vilde dyr sig ikke for haglvejrets rasen? Og det sorte væsen var der stadig, skønt han endnu ikke havde indset, at det var den toarmede Mahākāla.
Og som om det ikke var nok, kom der nu et par ulve og en stor bjørn til blandt forfølgerne, som ikke syntes at være generet af, at himmel og jord stod i et. Det var næsten alle de store vilddyr, som landet kunne mønstre. Hvor kom de fra?
Han piskede hesten frem, så sveden løb ned af den, og den var tydeligvis lige så panikramt som Jetsun. Den snublede flere gange i det smattede føre af smeltende hagl og regn, men klarede det hver gang. De kom til en drejning af stien, som begyndte at gå opad igen. Da Jetsun næste gang så sig tilbage så han et stort Yeti-par, der nu fulgtes med de andre forfølgere19. Han kendte ikke stien, han red af, hesten var tydeligvis udmattet, og kunne næppe klare mange flere minutter, og da slet ikke i det forcerede tempo og det frygtlige uvejr, den blev tvunget til at bevæge sig i. Men så drejede stien endnu en gang rundt om et hjørne, og et stykke foran ham startede et stenskred, som fuldstændigt blokerede vejen og var nær ved at tage ham med i faldet. Hesten stejlede og smed Jetsun af, vendte om og forsvandt tilbage, hvor de kom fra, tilsyneladende uden at blive angrebet af de drivvåde rovdyr. De var åbenbart kun ude efter ham. Han begyndte at kravle over grus- og stenbunken fra lavinen, men hans forfølgere slog kreds om ham. De cirklede sig nærmere og nærmere med hvæssede tænder, knurrende, fnysende, og ørnene slog tættere og tættere ned mod ham, så han ramtes af både hagl og deres kraftige vinger. Jetsun bukkede sig sammen og beskyttede sig med armene mod det hele. Han kunne lige se ud mellem fingrene, og nu så han igen den sorte toarmede Mahākāla, som han i sin kvide genkendte. Han indså, at han var dødsens, men han måtte dø i Guru Mahākālas arme, så han hviskede, først Karmapas mantra ”Karmapa Tjenno” og dernæst det hemmelige Mahākāla-mantra. Han var overbevist om, at det ville være det sidste i sit liv, han gjorde. Og så skete der noget, da han formulerede mantraet. Uvejret begyndte at løje af, og dyrene og fuglene stoppede og stod helt stille. Så vendte de lige så stille om og forsvandt ét for ét. Til sidst stod kun de to yetier tilbage og regn- og haglvejret var helt stoppet. De smilede til ham, bukkede for ham og lavede et glidefald for Mahākāla, og så listede også de væk. Tilbage var Den toarmede Mahākāla. Han hævede armene, en regnbue strakte sig mellem dem og bøjede rundt om højen. Den blev langsomt trukket ind sammen med sommervejret, til man kunne se buen, der nænsomt hentede Jetsuns hest tilbage. Den var nu helt rolig, skønt sveden og vandet stadig trillede i strømme ned ad dens sider. Jetsun rejste sig, steg op og red langsomt tilbage mod sin landsby. Hesten kendte vejen, og han sad blot sammensunket i sin fortvivlelse, mens tårerne piblede ned ad hans kinder. Jetsun var øm og mørbanket i hele kroppen, men følte kun sin indre smerte. Han kunne ikke længere se Mahākāla. Det kan man normalt kun, når man har brug for det.
Da han nåede tilbage til landsbyen, stod Karmapa og ledte ham ind i gombaen i klosteret. Han førte ham hen foran det store sølvspejl, gav ham et skub, så han røg igennem det. Så fulgte han selv efter, og de var tilbage i virkeligheden. Karmapa gik ind i spejlet igen, og kom et øjeblik efter tilbage med Tsering, Düsums og Jetsuns kone. Og den gamle Rinpoche dukkede op fra klosterets forhal. Ægteparret blev bedt om stille og rolig at fortælle deres historie til den gamle mand. Men først fortalte Rinpocheen til Jetsun, at alt hvad han havde set og oplevet på flugten, var dæmonerne i hans eget sind. De forsvandt i samme øjeblik, hvor han tog tilflugt til Karmapa og Mahākāla. Jetsun spurgte ham ikke, hvorfra han vidste, hvad han havde gennemlevet. Han ville heller ikke have fået noget svar.
5. Düsums historie
Før Düsum var taget til Kina sidste gang, havde han mødtes med den gamle Rinpoche i klosteret. Her var han blevet udspurgt om sit liv sammen med Tsering og Jetsun. Han fortalte, at da han første gang tog til Kina, havde de endnu ikke mødt Tsering. Da han kom tilbage, var Jetsun og Tsering forlovede, men de var endnu ikke kærester. Det blev man først, når man blev gift. Men forældrene insisterede på, at de begge to giftede sig med hende. Man troede ikke på, at Düsum kunne klare sig som salthandler. Og deres gård var alt for lille til at blive delt i to. Düsum kendte Tsering, fra de var børn og kunne godt lide hende, så derfor accepterede han, og det gjorde hun også støttet af sin mor. Det var jo et af landsbyens bedre partier. Men det var ikke med Jetsuns gode vilje, at det skete. Men han måtte acceptere det. Hvad forældrene bestemte, var det svært at gå imod. Og hvorfor skulle Jetsun ikke gøre, hvad så mange andre gjorde?
Det viste sig nu at gå meget godt. Düsum var næsten aldrig hjemme. Og når han var hjemme sov Tsering sjældent hos ham. Men hver gang det skete, var Jetsun sur og umulig i lang tid. Men det ville ikke blive let, når han kom hjem for at opholde sig der permanent. Hans bror havde altid været misundelig på det spændende liv, han levede, og de mange penge han tjente. Han ville ikke høre på, hvor hårdt broderens liv var. Düsum var ustandselig på farten uden en god seng og tit med elendig mad. Han var altid i fare for at blive overfaldet og røvet. Han havde altid ansvar for mange mennesker. Når de menige medlemmer af karavanerne gik i seng, skulle han tit sidde mange timer og bøvle med regnskaber, kort, ruter og det på mindst to forskellige sprog. Og de handlede også med folk fra Mongoliet, som jo talte et tredje sprog. Han var altid væk fra hjemmet og sin familie, som han elskede og savnede. Og de penge, han tjente, var jo også Jetsuns. De var jo familie, og han kunne tage, hvad han ville. Jetsun havde aldrig behøvet gå sulten i seng, som visse andre i landsbyen tit måtte gøre. Han havde altid kunne give flotte gaver til såvel børnene og Tsering som til klosteret. Lige så flotte som broderens. Han havde mange gange fået tilbudt at tage med på rejserne, men havde altid betakket sig. Det var nok også gået skidt, hvis han, som simpel hestepasser eller lignende, havde skullet se den bror, som han i forvejen var jaloux på, være leder, i begivenhedernes centrum. Skulle se ham blive opsøgt af indsmigrende rige købmænd fra hele Kina, der ville opnå hans gunst til en særlig fordelagtig handel. Og det havde været endnu værre, hvis han havde oplevet demimonder, skøger, unge drenge og sågar andre købmænds elskerinder prøve at komme til at dele natteleje med ham. Han havde aldrig kunnet overbevise sin bror om, at de alle blev smidt ud, med fare for at såre de købmænd, der havde prøvet at prakke ham dem på.
Düsum prøvede at forklare Rinpoche, at han virkelig elskede sin bror, og at han ville gøre hvad som helst for, at de skulle få en lykkelig tid sammen alle tre.
”Er du også rede til at afstå helt fra Tsering, hvis det er det, der skal til? Du kunne jo slå dig ned hos os. Der er jo ganske gode grunde til, at du skulle trække dig tilbage i klosteret. Du har jo en hel del at sone. Du ved jo godt, at Karmapa ville byde dig hjertelig velkommen.”
”Vil det ikke være en hån mod Tsering? Jeg er dog hendes mand. Jeg har aldrig været sammen med købepiger på rejserne. Og det har ikke skortet på tilbud. På de store logier i Kina kom de ofte listende ind på mit værelse om aftenen, og jeg måtte nogen gange korporligt smide dem ud, som jeg lige fortalte dig.” Rinpocheen, der havde levet i cølibat hele sit liv, blev tydeligvis utilpas ved at høre om det. Fordi man lever et liv i afholdenhed, betyder det ikke, at man mister driften og lysten. Det var ikke godt for hans sinds-ligevægt de næste dage med de billeder, han kunne se for sig, af vidunderlige, forførende, letpåklædte upassende kvindfolk. Hans fantasi forbløffede ham selv. Han så lyslevende detaljer for sig, som Düsum aldrig havde nævnt. Han vidste, at det var fristeren Mara, der hjemsøgte ham. Og han vidste, hvad han skulle gøre for at afvise Mara. Men han havde troet, at han omsider var kommet over de problemer i sin alder.
”Du svarede ikke på mit spørgsmål.”
”Jeg ved det ikke. Jeg har jo glædet mig sådan til at komme hjem til hele familien og ikke mindst til hende. Tror du virkelig, at det er den eneste løsning?”
”Der er aldrig kun én løsning. Men der er nogle løsninger, der er bedre end andre. Jeg vil prøve at snakke med Karmapa om det.”
Nogle dage senere var han blevet kaldt op til Karmapa, der gav ham en række meget stærke indvielser. Specielt gennemførte Karmapa Langt-liv-indvielsen og phowa-indvielsen, hvor man lærer at dø bevidst. Dernæst gav han ham bestillingerne på de to spejle med meget præcise angivelser af dimensioner, konstruktion og materialer. Til sidst understregede han for Düsum, at han skulle deltage i den sorte krones ceremoni, når han vendte tilbage, så han var sikret en bedre genfødsel, når det blev aktuelt. Det kom til at handle en hel del om at dø, men det tænkte Düsum ikke meget over. Der var så meget, han gerne ville opleve endnu.
Han spurgte, om Karmapa ville acceptere de to spejle som gave fra ham og hans bror.
Det ville Karmapa gerne, og han lovede at indvie dem ved en særlig ceremoni. Men det var vigtigt, at det ene spejl i første omgang blev opstillet i brødrenes hjem i den store stue og det andet i Gombaen.
Da Düsum gik hjem til sig selv, bemærkede han et æsel, der stod uden for munkenes stald. Han studsede lidt, fordi dyret havde et mærkeligt mærke i panden. Men det var jo en bedemølle. Det måtte være det talende æsel, der havde hjulpet ham på hans første rejse. Han gik hen og kløede det mellem ørerne. Så spurgte han æselet, om det stadig kunne tale. Det svarede straks: ”Nej ikke længere. Men du må gerne klø mig.” Han blev længe hos dyret. Da han sagde farvel, sagde æselet helt stille: ”Farvel Düsum. Vi mødes igen i det rene land.”
6. Tserings og Jetsuns historie
Tsering fortalte, at hun altid havde holdt lige meget af de to brødre. Hun var sikker på, at det ældste og det yngste barn var Jetsuns, men den midterste pige var Düsums. Han indskød, at det vidste han godt, men det havde aldrig gjort nogen forskel for ham. Børnene elskede han på samme måde. Om de var kød af hans kød og blod af hans blod gjorde jo ingen forskel, de var jo brødre og var allerede fra moders liv samme kød og blod.
Hun fortalte derefter om den jalousi, hun havde oplevet igen og igen fra Jetsuns side. Han havde flere gange, når Düsum var rejst igen, skulle have fortalt i alle detaljer, hvad de to havde lavet sammen, når hun sov hos hans bror. Og det brød med alle hendes begreber om, hvad man kunne tale om. Og hvis hun endelig fortalte lidt, blev han rasende og truede hende med tæv og alle landsens ulykker. Hun havde været bange, men han havde i realiteten aldrig rørt hende. Og hun levede med det, fordi hun elskede ham og forstod, hvor slemt han havde det. Det var ham, der var i et helvede. Og kun lamaerne kunne hjælpe ham ud af de helvedestilstand. Men nu var han i et endnu værre helvede.
”Høje Rinponche, hjælp ham. Han er et godt menneske, der er faret vild. Hjælp os begge to, så også jeg kan komme ud af sindets fængsel. Vi kan ikke hjælpe os selv.”
Jetsun benægtede intet af det sagte. Så fortalte han, hvor meget han altid havde beundret og elsket sin bror. Hvor taknemmelig han var for alt det, broderen havde gjort for dem og for hele landsbyen. Og han fortalte, hvorledes han altid havde set op til broderen. Som børn havde de været uadskillelige. Og den samhørighed kunne de stadig opleve i glimt, når han kunne skubbe sin skøre skinsyge til side. Selv når han var allermest rasende jaloux, kunne han ligesom stå ved siden af sig selv og ryste på hovedet af, hvordan han opførte sig. Og hver gang, han var gået over gevind, lovede han sig selv og sine omgivelser, at det ikke måtte ske igen. Han havde rådført sig igen og igen med den gamle Rinpoche om, hvordan han kunne lære at styre sit temperament. Og han havde fået belæringer om de tre sindsgifte: had, begær og dumhed. Men lige meget havde det hjulpet. Kort før Düsum kom hjem med spejlene, blev han kaldt op til Karmapa, som formanede ham til at huske alt, hvad Rinpoche havde lært fra sig om sindsgifte. Og han forklarede ham, at de fire største forbrydelser i rækkefølge var at dræbe sine forældre, at dræbe sin guru, at dræbe sin bror eller søster og at dræbe et andet menneske. Man må aldrig tage et liv bevidst. Og han lærte ham, hvad det vil sige at dræbe et andet menneske. Først skal man beslutte at gøre det. Man skal beslutte at skade et andet væsen ved at dræbe det. Dernæst skal man gennemføre drabet, så ens onde beslutning kommer til udførelse. Man kan ikke skade et andet væsen mere end ved at dræbe det. Og det er særlig slemt med et væsen, der har skullet igennem millioner af genfødsler for at få et kostbart menneskelegeme. Og man skal lade den skade for det andet væsen, som opstod gennem drabet komme til udførsel. Han vidste det, og han forstod det. Og han tænkte på det hele tiden.
Men så kom hans bror hjem med de enestående spejle til Karmapa. Og selv om spejlene var fra dem begge, vidste han, at alle var klar over, hvem der havde skaffet dem. Hvem der havde fået dem lavet, og hvem der havde transporteret dem den lange vej gennem sumpene og ørkenen i Kina, over bjergpas og gennem slugter. Og hvem der havde betalt dem. Ingen tænkte på, at han havde passet familien og børnene og Tsering i mange år. Det var ham, der stod tidligt op om morgenen og røgtede dyrene. Det var ham, der havde siddet med Tsering om natten og våget, når børnene var syge. At det var ham, der havde været der, da alle tre børn blev født. Det var ham, der havde opdraget børnene og lært dem, alt hvad de vidste. Det var ham, der havde taget sig af det hele, da deres forældre døde. Og han havde på samme måde taget sig af Tserings gamle mor og faster. Imens rejste Düsum blot rundt i verden. Han så alle mulige vidunderlige klostre og byer og slotte og mæskede sig med fyrster, skjalde og digtere, og han lå sikkert med underskønne skøger, selvom han altid benægtede det. Måske kom han endda hjem med de sygdomme, som man fik hos skøgerne.
Han havde ligget vågen hele natten efter de syv dages indvielse til spejlenes visdom og tænkt alle de dårlige tanker. Samtidigt hermed elskede han sin bror, fordi han var sådan en god bror. Han elskede ham for alt det, han gjorde for familien. Jetsun var ved at blive vanvittig. Han hadede og elskede sin bror. Og han hadede og elskede Tsering, fordi hun kunne ligge hos den mand, der ydmygede ham og bare skummede fløden for alt det daglige møje, som han havde udført for familien i så mange år. Og han elskede hende som sin smukke kone, der havde givet ham tre børn, som hun havde taget sig af på alle måder. Og samtidigt havde hun passet huset og malket og syet og lavet mad. Ja han var vanvittig. Hvad der skete derefter var som en drøm, et mareridt. Han gjorde det forfærdelige, og han iagttog sig selv, mens han gjorde det. Han forbandede sig selv, men ondere og stærkere kræfter havde taget over. Han var i sindsgiftenes vold.
Så blev det morgen. Han stod op. Hvor var Tsering? Han kunne hverken se eller høre hende. Så hørte han et stille suk inde fra Düsums værelse. Han åbnede forsigtigt døren og så sin bror og sin skønne kone ligge trygt og sove. Hun havde puttet sig ind til ham. Han havde armene omkring hende. I søvne udstødte hun et stille suk, og så brast det. Vreden vældede så stærkt op i ham, så han stampede i gulvet. Han råbte og skreg, og de to sprang op, endnu i drømmens verden, uden at vide hvad der skete. Jetsun halede og slæbte sin bror ned ad trappen, mens han overfaldt ham med bebrejdelser, anklager og beskyldninger. Tsering fulgte efter uden at forstå et ord, eller måske forstod hun det alt for godt. I stuen begyndte Jetsun at prygle Düsum med en stok, der lå der, som normalt blev brugt til at genne dyrene på græs med. I stedet for at forsvare sig krøb Düsum sammen og tog imod slagene, hvilket gjorde broderens raseri endnu større. Han greb den store kniv, som lå på slagtebænken, og stødte den i brystet på Düsum, der sank livløs sammen. Tsering skreg og kastede sig over den døende foran sølvspejlet.
I det samme kom Karmapa, den gamle Rinpoche og to unge munke ud af spejlet og greb Tsering og Jetsun og trak dem begge ind igennem sølvfladen, til de alle seks var inde i spejlverdenen. Tsering faldt sammen i afmagt, mens Jetsun rev sig løs og flygtede ud og tog sin spejlvendte hest og galopperede ned af stien længere og længere væk fra den virkelige verden. Ingen prøvede at holde ham tilbage. Tsering blev stille fulgt ind i spejlgombaen, da hun kom til sig selv, hvor et par kvindelige spejlmunke tog sig af hende.
7. Dommen
I klosteret sad alle byens ældste forsamlede i en kreds. I deres midte sad Tsering og Düsum begge fuldstændigt nedbøjede. Karmapa havde den sorte krone på hovedet, og i lang tid hørte man kun munkenes sang og deres fanfarer på trompeter lavet af menneskelige lårben. Så blev der stille. Karmapa var tilsyneladende i dyb trance. Så pegede han med sin dordje på den gamle Rinpoche, der sad på en lavere trone foran ham.
Og nu fortalte den gamle Rinpoche med sin dybe stemme historien om Jetsun Milarespa, som startede sit liv som sort magiker, der dræbte mange fjender ved at sende haglvejr mod dem. Og på samme måde ødelagde han deres marker og husdyr. Og han fortalte, hvorledes Milarespa hørte om Marpa, oversætteren og bestemte sig til at blive hans elev. Han blev efter lange omveje og efter at Marpas kone, Damema, var gået i forbøn for ham, endelig accepteret af Marpa som elev. Først blev han dog sat til at bygge tre tårne og derefter at rive dem ned igen og lægge hver eneste sten tilbage i naturen, præcist som den havde ligget tidligere. Han fortalte, hvorledes han efter mange års meditationer i ensomme klippehuler, hvor han i lange perioder levede af brændenælder, nåede det tiende Buddhatrin og blev en af de vigtigste linjebærere i Kadjypa-linjen.
Så tog Karmapa over og pålagde Jetsun, som bar Milarespas fornavn, at han skulle gøre som sin store navnebror. Han havde dræbt sin egen bror, og måtte ikke mere ses med andre mennesker. Han måtte sige farvel til sine børn og Tsering, som ville blive optaget som lægperson blandt klosterets nonner. Derefter skulle han trække sig tilbage til en hule, som munkene ville vise ham. Han ville få den nødvendige instruktion af Karmapa, og munkene ville sørge for mad til ham. Selv havde Karmapa taget sig af Düsum, som var på vej til det rene land20. Og sådan blev det. Og jeg har selv hørt historien fra én, der var tilstede, da det hele skete. Så den er så sand, som en historie kan være.
1 En stupa er et buddhistisk monument oftest med et karakteristisk spir. Til tider er der et lille andagtsrum med relikvier. Det er åbenbart tilfældet her. (Forfatterens anmærkning.)
2 Uoversætteligt ordspil/ideom på tibetansk. Sætningen er en fast vending, som ud over den direkte betydning også betyder, at man skal lytte til sit indre æsel, det vil sige, at man ikke skal gøre sig klogere end man er. (Ifølge den franske tekst.)
3 Tjenrezig: en buddha.
4 En tulkuer en bevidst genfødt lama. Karmapaerne var de første tulkuer. Til dato har der været 17 Karmapa-udstrålinger. Der er dog nogen usikkerhed om den 17. Karmapa.
5 Til gengæld var han nær i tid til den navnkundige Milarespa (1052-1135), som startede sit liv med at udøve sort-magi og fik mange liv på samvittigheden. Men gennem mange års meditationer udvikledes han sig til en af Karmapa-linjen største helgener.
6 den franske original nævner, at spejle ikke var kendt i Tibet i begyndelsen af trettenhundredeårene. Derfor havde man ikke på tibetansk et ord for spejl. Man brugte en vending, som bedst kan gengives som ”omvendt-billede”. Vendingen er senere forsvundet ud af daglig tale på tibetansk.
7 I det gamle Tibet var det normalt, at to søstre blev gift med samme mand, eller at to brødre blev gift med samme kone. Så undgik man at dele en slægtsgård og opnåede samtidigt en naturlig fødselsbegrænsning i et område med meget knappe resourcer.
8 Gompaen i et kloster er templet, hvor belæringerne og initiationerne gives. Den er normalt opbygget efter et særligt mønster, en mandala.
9 Guru Rinpoche er den samme som Padmasambhava, den lotusfødte.
10 Der er åbenbart tale om spejle, der er en smule konkave, så de kan fungere som hulspejle for lys og lyd.
11 Dharma: Buddhas lære.
12 Dorje: ceremoniel genstand, scepter, som lamaer har i hånden under indvielser og lignende. På sanskrit hedder den en Vajra.
13 Chakraerne: De kaldes de syv sindspunkter i kapitel 4 på tredje dag ovenfor.
14 Det må være en misforståelse. Den sorte krones ceremoni blev først indført af den tredje Karmapa, efter han havde fået en replika af den sorte krone, som de indviede ser om hans hoved, af den kinesiske kejser. Han tager først til Kina i slutningen af sit liv. Han kan derfor ikke have udført ceremonien på det angivne tidspunkt, da han skal bruge den kinesiske replika dertil.
15 1 cun er en tibetansk længdeenhed, der svarer til 3,3 cm. 30 cun er ca. 1 m.
16 Her passer teksten heller ikke tidsmæssigt. Opdagelsen af Bardo Tödol tilskrives Karma Lingpa, der lever samtidigt med den fjerde Karmapa. Teksten skulle stamme fra Padmasambhava = Guru Rinpoche fra det 8. århundrede, som bragte buddhismen til Tibet. Padmasambhava skjulte en lang række tekster, som skulle opdages af senere generationer, deriblandt Bardo Tödol.
17 Bardo og bardo-tilstande: Bardo betyder mellemtilstand. Der er seks bardo-tilstande: livs-bardoen som er mellemtilstanden mellem undfangelse og død –drømme-bardoen – meditations-bardoen – døds-bardoen, som starter når døden sætter ind og fortsætter til den femte bardo starter – lys-bardoen er en mellemtilstand, hvor den døde hører lyde og ser forskellige slags lys Man har brug for hjælp til ikke lade sig lokke af den, hvis man ikke er seriøst praktiserende–transmigrations-bardoen, der varer til en ny undfangelse starter.
18 Oprindeligt var han blevet undertvunget af den anden Karmapa, Karma Pakshi, og alle med den særlige Mahākāla-indvielse kunne sikre sig Mahākālas hjælp, når der var brug for det, ved hjælp af Mahākāla-mantraet.
19 Normalt er yetier fredelige dyr med høj intelligens. Da de hovedsageligt er planteædere, var tibetanerne ikke bange for dem. Man blandede sig ikke meget med de få, der var tilbage. Der var dog eksempler på et yetipar, der var blevet tilknyttet et kloster i den vestlige del af landet. Bemærk: yetier kommer altid to og to ligesom quarks, som man heller aldrig ser alene. Quarks forekommer dog oftest tre af gangen i form af protoner eller neutroner.
20 Det rene land: Et paradisisk Buddha-land