I har sikkert opdaget, at foråret er ved at være forbi og vi går sommeren i møde. Den opmærksomme læser her på bloggen vil muligvis tænke over, om det ikke betyder, at vi er ved at være lidt sent på den med en af vores udgivelser – og jo, det er vi! Vores nye novelleantologi, Ind i det ukendte, skulle være udkommet i foråret, men den er desværre blevet forsinket. Den udkommer i løbet af sommeren i stedet, det lover vi! Som en lille undskyldning har vi 50% rabat på vores anden novelleantologi, Hvad skoven skjuler, resten af foråret. Det betyder, at den kun koster 49 kr.! Men forsinkelser skal ikke forhindre os i at sludre løs om fantasy, som vi plejer her på bloggen. Det virkede meget passende, at det denne gang skulle handle om netop noveller i fantasygenren. Hvad kan de? Hvad gør dem så gode? Og hvad siger forfatterne egentlig om dem? Sidstnævnte har vi haft fat i nogle af Ulven og Uglens egne forfattere for at finde ud af. Vi ser først på, hvordan en fantasynovelle indeholder færre sider, men ikke mindre magi, end de romaner, vi normalt forbinder med genren. Her deler nogle af de nye forfattere fra Ind i det ukendte ud af eksempler fra deres egne noveller. Herefter har vi talt med Christina E. Ebbesen om, hvordan novellen kan være med til at udbygge et allerede eksisterende univers. Det er nemlig tilfældet med hendes novelle, Flugten fra ildvæveren, som går forud for romanen Sumpbaronens rejse. Lad os kaste os ud i det!

Færre sider, samme mængde magi
Vi har tidligere skrevet, at fantasy ofte er noget man forbinder med store verdener, og det derfor kan virke lidt selvmodsigende i novelleformen. Men det er ikke de store verdener, der egentlig definerer fantasy-genren, det er derimod det overnaturlige og magien. Karin Dammark, som har skrevet novellen Under en blodrød måne, svarer da også prompte, når hun bliver spurgt, hvordan hendes novelle passer ind i fantasygenren: ”Det kan besvares i ét ord: Magi. I min novelle har magien en helt central rolle for hovedplottet, og er ikke bare et krydderi til historien.” Det må vi jo sige lyder temmelig meget som en fantasyfortælling, også selvom den ikke breder sig over flere hundrede sider og op til flere bind.

Novelleantologien “Hvad skoven skjuler” indeholder syv fortællinger. Det står i kontrast til nogle af de store fantasyfortællinger, der her udgør baggrunden.

Novellens korte format begrænser da heller ikke Mia Louw Håkonsen, som har skrevet novellen Sjæl på flaske. Hun siger: ”Min novelle er klassisk fantasy, som man vil forvente at møde i Dungeons and Dragons: Magikere, der skyder lyn ud fra fingerspidserne, og store kampe mellem de ondes kræfter og de forsvarende soldater”. Nanna Andersen, der har skrevet novellen Der hvor kragerne vender er enig med Mia: ”Min novelle kan kategoriseres som dark fantasy, da den beskæftiger sig med nogle dystre emner, men på mange måder er den en klassisk fantasyfortælling.” Nanna har desuden ikke bare fået plads til én verden, men hele to i hendes novelle: ”Der er en verden som vores, og så er der fantasyverdenen, som man kun kan komme til gennem en speciel portal – en portal, der kun åbner sig for specielt udvalgte.” Der er altså tydeligt, at forfatterne ikke føler sig begrænset af novelleformatet, og at der kan fortælles klassiske og store fortællinger, hvor magien og det overnaturlige er centralt i universet og plottet, på færre antal sider end man er vant til i fantasyromanen.

Novellen kan udbygge universet
I det tidligere omtalte blogindlæg skrev vi om, hvordan forfattere som George R. R. Martin bruger novelleformen til at uddybe og beskrive sit allerede store univers fra A Song of Ice and Fire-serien (senere har han også valgt at udvide universet med det store værk Fire and Blood, men det er en helt anden snak). Det er en anden måde at bruge novelleformatet på, hvor de mindre historier står i forbindelse med større værker fremfor at være selvstændige, som de er i vores novelleantologier.

Her på forlaget har vi også en forfatter, som både skriver romaner og noveller i samme univers. Christina E. Ebbesen, som har skrevet Sumpbaronens rejse, har nemlig udgivet Flugten fra Ildvæveren, som foregår i samme univers og handler om Robin, som er den ene af hovedpersonerne fra romanen. Hun forklarer: ”Novellen giver mulighed for at udforske sider af universet, der måske ikke har helt nok gods til en roman, men som stadig gør verdenen dybere og mere spændende. Det er en skøn måde at lave ekstra worldbuilding på.” (Hun har også tidligere kaldt novellerne for en form for fanfiction til sit eget univers). I novellen går Christina i dybden med Robins fortid, fra før han møder Gavin i Sumpbaronens rejse. Selvom novellen kronologisk set kommer før romanen, vil hun dog anbefale at læse den efterfølgende: ”Der er et par småting, der vil blive afsløret, hvis man læser novellen først. Ting jeg har skrevet, for at læseren sammen med Gavin skal undre sig over, hvad det er for en fortid, Robin prøver at flygte fra.” Det er dog ikke en katastrofe, hvis man læser Flugten fra Ildvæveren først. ”Så vil man nok bare have mere forståelse for, hvorfor Robin er så hemmelighedsfuld.”

George R. R. Martin går ofte langt tilbage i tiden med sine noveller og Christina gik lidt tid tilbage – men det er også muligt at udbygge universet sideløbende med hovedfortællingen. Patrick Rothfuss, som er forfatteren til The Kingkiller Chronicle-serien, har skrevet en (lang) novelle der hedder The Slow Regard of Silent Things. Den fortæller om en biperson i romanserien og foregår samtidig med den egentlige hovedhistorie. Samtidig viser den dog, hvordan man kan tillade sig nogle andre ting, idet man udvider sit univers i novelleform. The Slow Regard of Silent Things er en nærmest poetisk fortælling, som på mange måder netop er slow og som desuden mangler en handling – og måske endda en slutning. Den måde den er skrevet på, passer dog godt til novellens hovedperson, hvis sind fungerer på en helt speciel og fin facon.

Novellen som optakt til noget større

Novelleantologien i dens rette element

Noveller kan i nogle tilfælde også placere sig et sted midt i mellem at være helt selvstændige og en del af noget større. Mathilde N. Rybka, som har skrevet novellen Tvillingeporten til vores kommende novelleantologi Ind i det ukendte, er i gang med at skrive på et større projekt: ”Inspirationen til min novelle kommer fra min engelske serie Dance of E’cen.” Hun fortæller, hvorfor det var ideelt at skrive i novelleform: ”Historien i novellen består af nogle af de elementer, som ikke kommer til at indgå i bøgerne, fordi det ikke hænger sammen med plottet i serien. Novellen foregår 700 år før, at Dance of E´cen begynder.” Det er slet ikke unormalt, at forfattere kommer ud med lidt af deres historie i novelleformat, inden det store romanprojekt bliver udgivet. Christina fortæller om udgivelsen af Flugten fra ildvæveren: ”Der var en novellekonkurrence, hvor jeg tænkte: Nu har jeg brugt SÅ meget krudt på at lave dette univers, så kan jeg lige så godt genbruge det i stedet for at knokle med at opfinde en ny dyb tallerken.” I forhold til Christinas serie, Til Aretz’ ende, har det fungeret rigtig godt med novellen som optakt til romanen, og derfor er det også planen, at der for fremtiden skal udkomme en novelle før hver roman i serien. De er ikke nødvendige at læse for at forstå hovedhistorien, men de giver et lille indblik i verdenen for dem, som er interesserede.

Både Christinas og Mathildes noveller kan dog også sagtens stå helt alene – det kan alle novellerne i vores antologier selvfølgelig. Fælles for dem alle er det, at de kan give os en fantasyfortælling i et mere overskueligt format end de lange romaner, som vi normalt forbinder med genren. God fantasy handler nemlig ikke om længden, men om indholdet. ”God fantasy får mig til at glemme, hvor jeg er. Den suger mig ind i en anden verden. God fantasy er desuden også en historie, man kan læse flere gange og hvor man kan blive ved med at opdage nye ting enten i verdenen eller karaktererne”, siger Nanna – og Karin supplerer: ”og som ved så megen anden litteratur er det vigtigt at persongalleriet er spændende, at verdenen drager en ind, og at sproget er godt.” Mia opsummerer det hele rigtig fint: ”God fantasy er det, der efterlader folk med ”wow!”-følelse i maven.”