I dag udkommer Kymoras masker af Tobias Stenbæk Bro – og vi fejrer udgivelsen af den tredje bog i serien Et varsel om Storm ved at have Tobias på besøg som gæsteblogger. Dagens blogindlæg kommer blandt andet til at give spændende indblik i de inspirationskilder, som ligger bag det middelalderagtige univers i den dystre fantasyserie.

Af Tobias Stenbæk Bro

“Kymoras masker” er 3. bog i serien “Et varsel om Storm”.

Kan du huske filmen Ivanhoe? Hvis ikke, er det helt ok. Den er baseret på sir Walter Scotts bogforlæg og er fra en tid, hvor husaltret kun bød på DR. Så den film blev sendt hver jul, mindst, og alle kendte den. Enhver sund og rask dreng dengang (og sikkert også mange piger) ville være som helten, den saksiske ridder, sir Wilfred af Ivanhoe, som vender hjem fra korstogene for at sande, at England er i den onde prins John og hans griske herremænds vold.

Jeg ville være som Ivanhoe. Det vil jeg vel egentlig stadig … Også selv om, at vores helt paradoksalt nok bliver alvorligt såret i starten af filmen og derfor i en stor del af filmen kun kan se til, mens normanniske stormænd plotter rænker mod den fraværende kong Richard Løvehjerte, spækker til deres i forvejen bugnende punge, bortfører skønjomfruer og undertrykker saksere og jøder.

Ud over sir Ivanhoe er en anden af min barndoms store helte også med i filmen, Robin Hood. Og når jeg siger barndom, mener jeg nok også mit voksenliv. For min fascination for de to saksere og deres verden er aldrig aftaget. Da jeg studerede historie på universitetet, var det mest af alt en undskyldning for igen at dykke ned i dette middelalderunivers af helte og skurke, af vidtløftige idealer og brudte løfter og af uretfærdigheder, hvis bagmænd får en voldsom ende på den blodige spids af et sværd eller en pil.

Det er netop en pendant til den verden, jeg er så heldig at få lov at skrive om i min bogserie, Et varsel om Storm, som foregår i et middelalderunivers, som ikke er så anderledes fra den europæiske højmiddelalder. Og særligt her i bog tre, Kymoras masker, hvis handling først og fremmest udspiller sig ved en ridderturnering, har jeg givet mig lov til at rådyrke den middelalderstemning, som blev podet ind i mig fra barnsben.

Det er riddere i glimtende rustninger og deres håbefulde væbnere i kogt læder. Det er tunge stridsheste, støv og mudder. Det er bannere, der smækker i vinden, trompeter, der klinger ud over grønningen, og politiske rænker, der udspiller sig på tribunerne. Det er alt det, jeg så længe gerne har villet skrive om, og så har jeg endda tilføjet et krimi-plot til fortællingen. Dette, så jeg også kunne vinke anerkendende til en anden favorit, Umberto Ecos Rosens Navn, som vel er den bedste middelalderkrimi, jeg har læst.

“Væddermændenes nat” var Tobias’ debutroman

Men hvor Ecos bog og den senere filmatisering tager sit udgangspunkt i højmiddelalderens kirkelige stridigheder, tager min bog fat i mere verdslige udfordringer. Det er en beskrivelse af den feudale magtkamp, som foregik riddere og herremænd imellem, og så giver den et kritisk blik på den romantiserede forestilling af de ridderlige idealer; noget som jeg viede en del af min tid som historiestuderende til.

For selv om ridderstanden i sit udgangspunkt var en lille elite sat i verden for at beskytte de svage, var ridderne ofte nærmere det modsatte. Man kan vel nærmest sige, at de til tider kunne sidestilles med rockere, når de red omkring på deres tunge heste og tyranniserede bondestanden.

Selv om ridderstanden selvfølgelig ikke så sig selv som tyranner, kan man bare tage et blik på den måde, de lod sig fremstille i deres samtids værker. Udgivelser, som de selv betalte for vel at mærke. For her gemmer sig guld. Uagtet, om det er sandhed eller virkelighed, der bliver skildret i disse hyldesttekster, viser de, hvordan ridderne så sig selv, og hvordan de tolkede deres egne idealer.

Ridderidealer under lup 
Et eksempel på, hvordan ridderidealer dengang var en smule anderledes, end dem vi møder i fx fortællingerne om Kong Arthur og ridderne af det runde bord, kan du læse i fortællingen om Guilleaume Le Maréchal eller William Marshall. Sir William var af ægte kød og blod og var en mægtig jarl og marsk under flere engelske konger og regenter, heriblandt prins John. Da han nærmede sig livets afslutning, fik han forfattet et skriv, der opsummerede, hvorfor han fremover skulle være kendt som ”Verdens bedste ridder”.

Man kan roligt sige, at selv om flere af hans handlinger i dag ikke ville blive hyldet, men nok nærmere advokatundersøgt i forbindelse med fx MeToo-sager eller andet eksplosivt, så er skriftet en fantastisk kilde til, hvad der dengang skabte en helt. Eller nærmere: Hvad ridderstanden selv så som eksempler på ridderlig opførsel.

Blandt andet møder vores helt og hans følge af riddere en dag et ungt par i vejkanten, en munk og en adelsfrøken, som tydeligvis er på flugt. Sir William er på toppen af sin karriere og på vej til en turnering for at fremvise sine færdigheder og sit mod, men han tager sig alligevel tid til at udfritte de to. Der går ikke længe, før han finder ud af, at de er stukket af, fordi de er forelskede, men ikke kan få lov at dyrke deres kærlighed på grund af deres vidt forskellige status.

Efter kort overvejelse beslutter den ædle sir William sig for at konfiskere (Læs: stjæle) de to unge elskendes penge, så den unge munk og adelsfrøkenen ikke har andet valg end at vende om. Senere på dagen bruger sir William pengene på en lokal kro, hvor han og hans svende kan drikke sig i hegnet, kurtisere de lokale kvinder og glæde sig over den gode, ridderlige gerning, de har gjort, ved at sikre, at de to elskende ikke blev ledt i fordærv og gik op imod deres stand.

Det er også riddere som disse, I vil møde i Kymoras masker. For som alt andet i Agamore er tingene ikke kun sorte og hvide. Det er ikke nødvendigvis en fortælling om helte og skurke, men nok nærmere om alt det, der kryber frem indimellem. Og husk: Det er sejrherren, som skriver historien og beslutter, hvad der skaber en ægte ridder. Sådan er det i virkeligheden, og sådan er det også i De brudte riger.

Tobias er kraftigt inspireret af middelalderen og de ridderlige idealer, når han skriver på serien “Et varsel om Storm”

Vi siger mange tak til Tobias for at komme forbi og dele nogle af sine inspirationskilder med os. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er lidt nørdede her på forlaget – og det virker til, at Tobias bestemt ikke er nogen undtagelse, når det kommer til viden om middelalderen. Vi håber, at I synes det var lige så spændende, som vi gjorde! Det startede med Robin Hood og Ivanhoe … og indtil videre har det ført til tre gode bøger i serien Et varsel om Storm. Vi håber, at I vil tage godt imod den nyeste udgivelse: Kymoras masker. 

Hvis du vil læse mere om Tobias og hans serie, så kan vi anbefale et tidligere forfatterinterview her fra bloggen.