Sidste blog handlede om monstre – nærmere bestemt de onde af slagsen – og fokus for dette blogindlæg vil derfor være de gode væsener (eller gode monstre) som optræder i fantasylitteraturen. De adskiller sig primært fra de onde og uhyggelige i kraft af en essentiel godhed. Både gode og onde væsener er fremmedartede og kan være farlige, men i fantasygenren er der er tendens til essentialisme, hvor orker er onde fordi de er orker, ligesom en enhjørning essentielt er god. Derudover er der mange af de gode væsener som udseendemæssigt ikke adskiller sig så meget fra den verden vi kender. Det kan fx være feer, som ofte ligner små bevingede mennesker, elvere, som er utroligt smukke, men ligner mennesker, eller førnævnte enhjørning, som er en flot hvid hest, der tilfældigvis har et horn i panden.

Griffen er et gammelt væsen. De første repræsentationer, vi kender af den, stammer fra 5-6000 år gamle segl, som er fundet i det nuværende Iran. Stregtegning, Frankfort 1937

De gode væsener er altså ofte tiltalende, og selvom de er fremmedartede, er de det sjældent i så høj grad at vi skræmmes. Der findes dog også mange væsner der har potentiale til at være skræmmende, men som stadig betragtes som gode. Dette er tilfældet med griffen, som er sammensat af to forskellige dyr, nemlig ørnen og løven, som hver regnes for at være konge for henholdsvis fugle og landdyr. Historisk set er griffen derfor ofte blevet set som et symbol på det kongelige, og selvom den ser monstrøs ud, minder den os om kongelige egenskaber som styrke og lederskab. En slægtning til griffen, hippogriffen, kendes bl.a. fra Harry Potter, hvor Harry flyver på dyret, som har ørnehoved og -vinger og hestekrop. Hippogriffen er et storslået dyr, og for at få lov til at ride på den, må Harry vise den respekt ved at bukke for den. Dens majestætiske udseende er her udtryk for en majestætisk personlighed.

Forventningen om at udseende og personlighed er forbundet er meget brugt i fantasygenren, men ses også i klassisk litteratur. Dette bliver dog også problematiseret, som i Victor Hugos Klokkeren fra Notre Dame,
hvor vanskabningen Quasimodo fordømmes alene på grund af sit udseende. Det viser sig dog, at hans afskyvækkende ydre skjuler et godt hjerte, og antagelsen om at det, der ser monstrøst ud også er det, problematiseres. Tværtimod bliver det tydeligt, at ondskab ikke nødvendigvis ses i det ydre.

Der er også meget moderne fantasy som problematiserer denne forståelse af sammenhængen mellem indre og ydre. Dette sker bl.a. i Gregory Maguires roman Wicked som fortæller historien om Troldmanden fra Oz, set fra heksens synspunkt. Ligesom i Klokkeren fra Notre Dame drejer det sig her om et menneske, hvis monstrøse udseende (hun er grøn) skaber problemer for hende, idet de andre karakterer antager at denne ydre afvigelse også medfører en indre afvigelse.

Et andet grønt og misforstået monster er Shrek, fra filmen af samme navn. Shrek er en trold, som mod alle odds vinder både prinsessen og publikums sympati. Igennem filmen er han tvær og irritabel, ikke bleg for at skræmme uskyldige forbipasserende, men gør aldrig noget rigtigt monstrøst, såsom fx at spise nogen, hvilket omverdenen ellers forventer af ham. Selvom Shrek tydeligvis er et monster – han er grøn, stor og har ører som trompeter – viser det sig, ligesom i Klokkeren fra Notre Dame, at de ægte monstre har almindelig menneskeskikkelse. Selvom der i meget fantasylitteratur er en stærk sammenhæng mellem ydre og indre, kan man altså ikke være sikker på at nogen er onde, blot fordi de er grimme eller ser uhyggelige ud – og på samme måde er et smukt ydre og venligt smil ingen garanti for godhed. Dette er særligt en tendens i nyere fantasylitteratur, mens meget ældre fantasy har et mere traditionelt forhold til opdelingen mellem gode og onde karakterer og væsener. Samtidigt kan denne forventning bruges til at skjule helten, både for læseren og for de andre karakterer i bøgerne, ved fx at gøre helten grim eller undseelig. Dette sker bl.a. i Jakob Kokkedals I døden og videre, hvor vandringsmanden Balt bruger sin lurvede fremtoning til at skjule sin sande identitet.

Efter alle de udseendemæssige uhyggelige men inderst inde gode væsener, vil jeg slutte af med et skønt eksempel på et klassisk godt fantasivæsen, enhjørningen. Den smukke hvide hest med det karakteristiske horn i panden er ligesom griffen et gammelt dyr. Den er også et symbolsk ladet væsen, som især er blevet set som repræsentant for uskyld og et rent hjerte, og er derfor også blevet brugt som Kristussymbol. Enhjørninge kan som bekendt kun fanges af en jomfru, men er derefter tamme, og nemme at dræbe for jægere. Det blev brugt som symbol på at Jesus blev født af Jomfru Maria, og derefter døde en voldsom død.

Enhjørningen tæmmes af jomfruen, og jægerne kan derefter nemt dræbe den.

Igennem tiden er enhjørningen blevet beskrevet på forskellige måder, stor som en elefant eller på størrelse med en buk, med eller uden skæg, hvid eller grå, men altid med et horn i panden. Enhjørningens horn skulle efter sigende have magiske egenskaber og kan beskytte mod gift. Ifølge Harry Potter har dens blod også magiske evner og kan holde et menneske i live. Men drikker man dens blod for at overleve, er man forbandet, idet det at dræbe en enhjørning er noget af det værste, et menneske kan gøre, da enhjørningen ses som ultimativt god og uskyldig.

Også i en af Ulven og Uglens bøger, Under, møder vi enhjørningen som et mildt og tillidsfuldt væsen. ”De så, den lille enhjørning komme hen til mig og snuse lidt til min hånd, som den slikkede lidt. Derefter lagde den sit hoved i mit skød, mens den snoede sig om mig. Jeg lagde den ene hånd på dens lange, snoede horn og den anden på dens lille, uldne hale. De beskrev, at der pludselig blev en åbning i skydækket og en enlig solstråle lyste ned på os to.” Denne idylliske scene finder sted i Skotland, som må siges at være et land fuld af eventyr og fantastiske væsener.

Salvingstronen står på Rosenborg Slot, og er i virkeligheden lavet af narhvalstand.

Danmark har dog også haft enhjørninger, i hvert fald kan vi prale med en tronstol som angiveligt er lavet af enhjørningehorn. Danskerne var nu ikke de eneste der troede på enhjørninger. Da Marco Polo på en af sine rejser så et næsehorn, var han overbevist om, at han nu havde set en enhjørning – så det er en gammel vittighed at enhjørninge skam findes – de er bare tykke, grå, og vi kalder dem næsehorn.